Ansøgninger

Hvis du bliver ledig

Her kan du læse, hvad du skal gøre, hvis du skulle gå hen og blive ledig.

Trin-for-trin-guide

Meld dig ledig på Jobnet.dk

På din første ledighedsdag skal du melde dig ledig på Jobnet.dk. Det er den første betingelse for, at du kan få dagpenge. Husk at få kvittering på, at du har tilmeldt dig.

Meld dig ledig på jobnet.dk


Meld dig ledig i a-kassen

Husk at melde dig ledig i a-kassen. Det gør du ved at udfylde en ansøgning om dagpenge. Vi kalder det en ledighedserklæring.

På ledighedserklæringen skal du bl.a. oplyse om dit seneste arbejde og om årsagen til, at du ikke længere arbejder der. Det er ud fra dine oplysningerne på erklæringen og oplysninger fra SKATs indkomstregister, at vi behandler og godkender din dagpengeret. Du kan ikke få udbetalt dagpenge, før du har udfyldt og sendt erklæringen til os.


Udfyld en ledighedserklæring (kræver NemID)


Opret CV og 'Jeg søger job som' på Jobnet.dk

Du skal både oprette et CV og 'Jeg søger job som' på jobnet.dk senest 2 uger efter, du blev tilmeldt som ledig. Her skal du oplyse om dine kvalifikationer, erfaringer og den type af job, du søger.

Dit CV og 'Jeg søger job som' er en vigtig brik i din vej tilbage i job – og en del af de krav, du skal opfylde for at få dagpenge. Få derfor det hurtigt på plads og hold det løbende opdateret.

Får du ikke oprettet CV’et og 'Jeg søger job som' inden for 2 ugers-fristen, kan du risikere at miste dage med dagpenge, indtil de to ting er oprettet og godkendt.
Vi hjælper dig gerne, og vi indkalder dig til en personlig CV-samtale senest to uger efter, du blev ledig. Ved samtalen sikrer vi i fællesskab, at dit CV og 'Jeg søger job som' indeholder de oplysninger, det skal.


Jobnet


CV
Se film om CV

Se vejledning til CV

Se oftest stillede spørgsmål til CV


'Jeg søger job som'

Se film om 'Jeg søger job som'

Se vejledning til 'Jeg søger job som'

Se oftest stillede spørgsmål til 'Jeg søger job som'

Tjek dine jobforslag

Når du står tilmeldt jobcenteret, skal du mindst hver 7. dag gå ind på Min side på Jobnet.dk og tjekke dine jobforslag. Ellers risikerer du at blive afmeldt og miste dagpenge.

Jobnet.dk


Min plan

Inden du har været ledig i 2 uger, skal du til CV-samtale i a-kassen. Her laver vi sammen et udkast til det, der hedder 'Min Plan'. 'Min Plan' er din personlige handleplan for at komme tilbage i job, som du aftaler med os i a-kassen og med dit jobcenter. Alle aftaler du indgår med os eller jobcentret bliver registeret i 'Min Plan'. Du får adgang til Min Plan', når du er logget på jobnet.dk.

'Min Plan' sikrer, at du aldrig er i tvivl om dine aftaler, eller hvilke krav du skal overholde for fortsat at kunne få udbetalt dagpenge.


Har du allerede oprettet en 'Min Plan', kan du se den her

Sådan finder du 'Min Plan'

Find dit nye job på FOA Job

FOA Job hører til blandt landets største jobsøgningsmaskiner og indeholder jobannoncer fra de fleste danske virksomheder og offentlige institutioner.

Du kan se FOA Job her

Tjek, at du står til rådighed for at kunne tage et arbejde

Når du har fået godkendt din dagpengeret, er der en række betingelser du skal opfylde, for at bevare dagpengeretten. Du skal først og fremmest stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Rådighedskravet udgør nogle ufravigelige bestemmelser og krav, du skal opfylde.

Du kan læse mere om kravene her

Du skal aktivt søge job

Dagpenge er en kompensation for din mistede arbejdsindtægt. Når du får dagpenge, skal du gøre dit til, at din ledighedsperiode bliver så kort som muligt. Det gør du ved aktivt at søge job.

Måske er du usikker på hvor mange stillinger, du skal søge og inden for hvilke erhverv. Det skal du ikke være. Senest 2 uger efter, du er blevet ledig, indkalder vi dig til en CV-samtale. Her aftaler vi de områder, du skal søge job inden for – både fagligt og geografisk. Det er det vi kalder 'Krav til jobsøgning'. Hvor mange job, du skal søge, afhænger af, hvor mange ledige job, der er at søge. Forventningen er, at du søger job hver uge – og gerne flere job.

Registrer din jobsøgning i din joblog

Mindst en gang om ugen skal du skrive de job, du søger, i en digital joblog, som du får adgang til, når du er logget på Mit FOA eller på jobnet.dk. Derudover skal du hver måned gemme mindst én jobansøgning i din joblog.

Det er på baggrund af oplysningerne i din joblog, at vi vurderer, om du har overholdt de 'Krav til jobsøgning', du har aftalt med os. Det er derfor en betingelse for at få dagpenge, at du skriver de job, du søger, ind i jobloggen.

Se vejledninger til jobloggen her

Indsend dit dagpengekort

Du skal logge på FOA.dk for at indsende dagpengekortet. Vi åbner for indtastning, 7 dage før måneden slutter. Indtaster du kortet, senest 5 dage før måneden slutter, har du dagpengene på din NemKonto den sidste bankdag i måneden. Du kan se de konkrete datoer måned for måned på FOA.dk. Sender du kortet senere, udbetaler vi dagpengene til dig, så hurtigt vi kan.

Din allersidste frist for at indsende dagpengekortet er 1 måned og 10 dage, efter udbetalingsmåneden er gået. Det vil fx sige, at dagpengekortet for august, skal vi have modtaget senest den 10. oktober. Overskrider du fristen, mister du dagpenge for hele udbetalingsmåneden.

Hvornår skal jeg indsende mit kort?

Indsend dit dagpengekort (du skal bruge dit NemID)


På dagpengekortet skal du blandt andet oplyse:

  • timer, hvor du har haft arbejde i måneden
  • dage, hvor du holdt ferie
  • dage, hvor du har været syg.

Du skal altid udfylde dagpengekortet for alle dage i måneden. Også selv om du ikke har været ledig i hele måneden.

Her kan du læse mere om, hvad der skal trækkes fra i dagpengene, og som du skal oplyse på dagpengekortet, og hvad der ikke skal:


Hvad skal trækkes fra i dagpengene?

 

Sådan udbetaler vi dine dagpenge

Vi udbetaler dagpenge bagud for en kalendermåned ad gangen. Det svarer til, at du ved fuld ledighed får udbetalt dagpenge for 160,33 timer hver måned (130 timer, hvis du er deltidsforsikret) og med samme beløb. På samme måde, som når du er ansat som månedslønnet hos en arbejdsgiver.

Vi udbetaler dagpenge a conto, og vi samkører dine oplysninger med SKAT
Alt arbejde, ferie og andre indtægter skal trækkes fra i dine dagpenge. Når vi udbetaler dagpengene sidst i dagpengemåneden, beregner vi fradrag på baggrund af dine oplysninger på dagpengekortet. Det mindste, vi kan udbetale til dig i en måned, er 14,8 timers dagpenge (12 timer, hvis du er deltidsforsikret). Det betyder fx, at hvis du som fuldtidsforsikret har arbejde og andre fradrag for 150 timer i en måned, kan du ikke få udbetalt dagpenge, fordi du kun har ret til dagpenge for 10,33 timer i denne måned.

Du kan indtaste dit dagpengekort fra 7 dage før måneden er afsluttet. Det er inden, du med sikkerhed kan vide, om du får arbejde, bliver syg eller får andre indtægter den sidste uge i dagpengemåneden. Den sidste del af måneden skal du derfor udfylde, så godt du kan - og oplyse om det arbejde eller de indtægter, du forventer at have i denne periode. Du skal også oplyse om kendt fravær, fx ferie. Hvis det viser sig, at perioden ikke blev, som du forventede, da du indsendte dit dagpengekort, kan du gå ind og taste kortet til os igen med de nye oplysninger.

De dagpenge vi udbetaler til dig den sidste bankdag i måneden, udbetaler vi a conto. Det vil sige med forbehold for, at beløbet skal reguleres. Når måneden er afsluttet, samkører vi dine oplysninger på dagpengekortet med oplysninger, som dine arbejdsgivere har indberettet til SKAT.

Regulering af dine udbetalinger
Er der forskel på dine og arbejdsgivernes oplysninger, skal vi regulere din udbetaling. Både hvis du har fået for lidt eller for meget udbetalt. Vi skriver altid til dig, hvis der er en difference, og vi skal regulere. Så har du 7 dage til at gøre indsigelse, hvis du er uenig. Er du ikke enig i oplysningerne, er det vigtigt, du kontakter os. Særligt er det vigtigt, at du oplyser, i hvilke uger arbejdet er udført. Det har nemlig betydning for, hvor længe du kan modtage supplerende dagpenge. Det har også betydning for, om du har ret til godtgørelse (G-dage) fra din arbejdsgiver eller ej.

Hører vi ikke fra dig inden for 7 dage, gennemfører vi reguleringen. Skal du betale penge tilbage, modregner vi beløbet i din dagpengeudbetaling i den næste måned. Kan vi ikke modregne beløbet inden for 3 måneders udbetaling, vil du blive bedt om at indbetale pengene til os.

 

Se dine udbetalingsmeddelelser (Du skal bruge dit NemID)

Book tid til en samtale i a-kassen

Når du har været ledig 3 måneder, skal du til en rådighedssamtale, hvor vi snakker om din jobsøgning. Hvis du har modtaget brev fra a-kassen om, at du skal til rådighedssamtale, kan du booke tid til en samtale.

Book tid til en samtale

Book tid til en samtale i jobcentret

Du skal til 6 samtaler i jobcenteret de første 6 måneder, du er ledig. Den 1. og den 4. af disse samtaler er fælles samtaler, hvor også a-kassen deltager.

Efter de første 6 måneder skal du til samtale i jobcenteret hver 3. måned. Er du ledig længe, skal du til en særlig samtale efter 16 måneders ledighed. Det er også en fælles samtale, hvor a-kassen deltager.

Nogle af samtalerne bliver du indkaldt til. Andre skal du selv booke. Alle samtalerne, hvor a-kassen deltager, bliver du indkaldt til. Du skal selv booke alle andre samtaler i jobcentret.

Du booker samtalen digitalt på 'Min side' på jobnet.dk. Her skal du i forvejen logge på og bekræfte din jobsøgning hver 7. dag. Når du gør det, vil du med jævne mellemrum blive bedt om at booke en samtale med dit jobcenter. Du skal have en frist på mindst 8 dage til at booke samtalen.

Hvis du ikke når at booke en samtale inden for fristen på 8 dage, bliver du automatisk afmeldt jobnet.dk som ledig dagpengemodtager uden yderligere påmindelse. Bliver du afmeldt, kan du først få dagpenge igen fra det tidspunkt, hvor du gentilmelder dig som ledig på jobnet.dk. Jobcentret sender besked til dig, hvis du er blevet afmeldt.