OK26-forlig: Klinikpersonale i lægepraksis

Hvad betyder OK26-aftalen for dig, der er ansat som social- og sundhedsassistent i en privat lægepraksis, som har overenskomst med FOA/HK Privat?

Få et hurtigt overblik over fornyelserne i din overenskomst herunder:

 

Tre-årig overenskomst

Den nye overenskomst gælder fra 1. juni 2026 til og med 31. maj 2029.

Lønstigninger

Overenskomstfornyelsen for Klinikpersonale i lægepraksis har fulgt niveauet på det regionale område. Det betyder, at den økonomiske ramme for fornyelsen har været på 8,6 % af den samlede lønsum.

Af denne ramme er 3,85 % anvendt på generelle lønstigninger, og din løn vil derfor allerede med virkning fra 1. juni 2026 stige med 3,00 % og med yderligere 0,85 % den 1. juni 2027. Dette gælder alle omfattet af overenskomsten.

Nedenfor kan du se, hvilke øvrige forbedringer af løn og vilkår, som kommer på din overenskomst i perioden.

Lønforløb

Social- og sundhedsassistenter ansat efter 1. oktober 2024 overgår til samme løntrinsforløb som gælder for uddannede lægesekretærer. Det betyder, at start-indplaceringen blevet hævet med et løntrin for næsten alle social- og sundhedsassistenter ansat efter 1. oktober 2024.

Overgangen til det nye lønforløb sker pr. 1. juni 2027, og på dette tidspunkt kommer der også en nyt løntrin ved mere end 17 års generel erfaring (se nedenfor).

Nyt løntrin 33

Overenskomstens anciennitetsmæssige lønudvikling er blevet udvidet således, at der pr. 1. juni 2027 også indføres et nyt løntrin 33 til medarbejdere med 17 års generel erfaring, heraf mindst to års praksiserfaring. Disse medarbejdere var tidligere indplaceret på løntrin 31.

Dette svarer til en lønstigning på ca. 1.100 kr. pr. måned afhængigt af geografisk område.

For social- og sundhedsassistenter gælder dette dog kun for ansættelser efter 1. oktober 2024.

Mulighed for lederstilling

Forliget giver desuden mulighed for, at social- og sundhedsassistenter pr. 1. juni 2027 kan blive ansat i ledende stillinger og dermed få ret til løntrin 39.

Dette har tidligere været forbehold lægesekretærer.

Pension

Som en del af forhandlingen af rammen har parterne aftalt følgende pensionsomlægning, som træder i kraft den 1. juni 2028:

  • Det arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag stiger fra med 2 %-point fra 11 % til 13 % af den pensionsberettigede løn.
  • Arbejdstagers pensionsbidrag reduceres tilsvarende med 2 %-point fra 5,5 % til 3,5 % af den pensionsberettigede løn. Dette betyder, at din udbetalte nettoløn stiger, mens dit samlede pensionsbidrag er uændret.

TR og AMR

Overenskomsten har ikke tidligere indeholdt løntillæg til tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Dette åbnes der op for med overenskomstfornyelsen fra 1. juni 2026.

Herefter vil tillidsrepræsentanter modtage 1.000 kr. pr. måned i vederlag.

Arbejdsmiljørepræsentanter vil fremover ligeledes modtage 1.000 kr. pr. måned, hvis vedkommende er medlem af et overenskomstbærende forbund.

Område 0 afskaffes

Pr. 1. juni 2028 hæves område 0 til samme niveau som område 1. Område 0 udgår således af overenskomsten.

Dette betyder en lønstigning på ca. 500 kr. pr. måned til alle dem, som tidligere arbejdede i område 0.

Familiepakke

Parterne blev enige om en opdatering af forskellige bestemmelser vedrørende barsel og fravær af familiemæssige årsager i tråd med de nye regler på det regionale område.

Blandt andet omfatter aftalen barnets 3. sygedag. Aftalen indfører også den så kaldte 0-dag, det vil sige, at den arbejdsdag, barnet bliver sygt ikke tæller som 1. sygedag.

Herudover indeholder aftalen forbedrede rettigheder vedrørende:

  • Spædbørns indlæggelse
  • Orlov ved akut pleje af spædbarn
  • Faders/medmors fraværsret ved fødsel
  • Sociale forældres og nærtståendes adgang til fravær ved fødsel
  • Surrogatfamilier

Timelønnede

Muligheden for at være ansat på timeløn udvides såedes, at ansatte med maksimalt 8 timers beskæftigelse i gennemsnit pr. uge kan ansættes på timeløn.

Gennemsnittet beregnedes tidligere over én måned. Dette udvides nu til to måneder med mulighed for individuel aftale mellem arbejdsgiver og medarbejder om en længere periode, dog maksimalt 3 måneder.