Du skal kunne gå på arbejde uden at være bekymret for, om du bliver smittet med sygdomsfremkaldende bakterier og virus. Derfor arbejder FOA for at sikre hygiejnen og forebygge smitte på din arbejdsplads
Din arbejdsgiver bør løbende sørge for, at du uddannes og informeres om håndtering af smitte. Kontakt din arbejdsmiljørepræsentant, hvis du er i tvivl om smittefare, eller om hvordan I forebygger smitte på tværs af faggrupper.
Med rene hænder undgår du at sprede smitte fra andre og dig selv. Lær at vaske hænder rigtigt – og gør det hyppigt. God håndhygiejne er en væsentlig faktor for at forhindre smitte i at brede sig.
Anvend altid relevante værnemidler, der beskytter dig mod smitte. Det kan være handsker, masker, åndedrætsværn og lignende. Kontakt din arbejdsmiljørepræsentant, hvis du er i tvivl om, hvilke værnemidler der er relevante for dig.
Rengøring er en vigtig faktor for at hindre smitte på en arbejdsplads. Det er vigtigt, at der på arbejdspladsen er viden om effektive rengøringsmetoder og kritiske punkter. Kontakt din leder eller arbejdsmiljørepræsentant, hvis du er i tvivl om rengøringsstandarden på din arbejdsplads.
Hvis du arbejder et sted med risiko for at blive smittet, bør du lade dit arbejdstøj blive på arbejdet og få det vasket der. På den måde kan du forebygge, at sygdomsfremkaldende bakterier og vira kommer med hjem i dine private omgivelser.
Sørg for at få instruktion i, hvordan du skal håndtere en eventuel fare for smitte. Hvilke værnemidler er nødvendige? Hvordan smitter den pågældende bakterie eller virus? Hvordan opnås desinfektion, og hvad er standarden for rengøring? Hvis du er i tvivl, så spørg din leder eller arbejdsmiljørepræsentant.
Sørg for, at du har relevante værnemidler til rådighed. Hvis du er i tvivl, om du har de rigtige værnemidler til rådighed eller om, hvordan du anvender dem, så spørg din leder eller arbejdsmiljørepræsentant.
Nogle smitsomme sygdomme kan være til fare for graviditeten. Din arbejdsgiver skal sørge for at udarbejde retningslinjer for, hvordan I bedst kan beskytte gravide kolleger mod en eventuel smittefare. I forhold til smitsomme sygdomme skal du som gravid og ammende være særlig opmærksom på røde hunde, skoldkopper, leverbetændelse (både A og B), toxoplasmose (haresyge), cytomegalovirus, papegøjesyge og Q-feber.
Læs mere og gravide og ammendes arbejdsmiljø
Sørg for at tale sammen, hvis I har mistanke om, at I har en risiko for at blive smittet med sygdom på arbejdspladsen. Det kan være i forbindelse med pleje, pasning af børn, rengøring, håndtering af affald eller vasketøj eller andet.
Sørg for løbende at drøfte og forholde jer til eventuel smitte, og sæt hygiejne på dagsordenen i arbejdsmiljøgruppen eller i MED-udvalget via jeres arbejdsmiljørepræsentant. Kræv, at der udarbejdes retningslinjer for arbejde, der udføres med risiko for smitte.
Husk, at retningslinjerne bør inddrage alle faggrupper, for smittekilder kan forekomme, hvor man mindst venter det, for eksempel på apparater, haner, sengeborde mv.
Her får du et overblik over, hvilke rettigheder det især er relevant at være opmærksom på i situationen.
Du har ret til, at risikoen for smittefare på din arbejdsplads bliver vurderet og forebygget, og at blive instrueret i at arbejde, så du undgår smitten.
Din arbejdsgiver har pligt til at sikre et godt og sundt arbejdsmiljø og til at sørge for, at der på arbejdspladsen er den fornødne viden til at forebygge smitte hos medarbejderne. Der skal være udarbejdet retningslinjer for, hvordan I tilrettelægger arbejdet i en situation med smittefare, herunder om der er særlige medarbejdergrupper, der skal tages hensyn til, for eksempel gravide og ammende.
Som medarbejder har du ret til at blive hørt, når arbejdspladsvurderingen udarbejdes, så du kan være med til at sikre, at der stilles spørgsmål til sygdom og smitte, og for at der følges op i handleplanen.
For FOA er det vigtigt, at du og kollegerne trives og kan arbejde under trygge forhold. Vi har flere tilbud for at sikre dit og dine kollegers arbejdsmiljø. Meld dig ind i dag, så du kan få del i vores hjælp.