Pressemeddelelse

FOA: Regeringen skubber problemerne

Regeringens akutjob kan hjælpe nogle af de tusindvis af mennesker, der kommer i klemme, når de ryger ud af dagpengesystemet. Men FOA havde hellere set en varig løsning og opfordrer regeringen til at handle i stedet for at skubbe problemerne foran sig.

De 12.500 akutjob, som regeringen vil tilbyde til personer, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet, kan hjælpe den enkelte her og nu. Men det løser ikke det virkelige problem, mener FOAs formand, Dennis Kristensen.

”Grundlæggende er jeg glad for, at flere mennesker har udsigt til at få et rigtigt job. Det er altid bedre, at folk kommer i arbejde end bliver parkeret på overførselsindkomster,” siger Dennis Kristensen og fortsætter:

”Men akutjobbene er en lappeløsning, der ikke tager fat om nældens rod. Der er ikke tale om nye job og hvad vil der ske, når ordningen falder bort efter et halvt år? Så er vi lige vidt.”

FOA opfordrer derfor regeringen til at sætte sig sammen med arbejdsmarkedets parter og finde varige løsninger. Og så bør regeringen droppe nogle af kravene i den varslede dagpengereform.

Dagpengeperioden bør være fleksibel og følge konjunkturerne og genoptjeningsretten til dagpenge bør bevares på et halvt år i stedet for at blive forlænget til et helt år, mener Dennis Kristensen.

”Havde genoptjeningsretten været på et halvt år, så havde akutjobbene hjulpet langt bedre. Som aftalen ser ud nu, kan man som udfaldstruet ikke genoptjene sin ret til dagpenge alene ved at få et akutjob,” siger Dennis Kristensen.

Han frygter desuden, at de midlertidige akutjob ikke vil tilgodese de mange offentligt ansatte, som falder ud af dagpengesystemet om et halvt eller et helt år.

”De mange afskedigelser i den offentlige sektor har fundet sted senere end i den private sektor. Derfor vil folk også ryge ud af dagpengesystemet senere. Og dem er der ingen, der har tænkt ind i denne midlertidige løsning, selvom intet ser ud til at have ændret sig. Kommunerne bruger stadigvæk ikke de penge de må ifølge økonomiaftalen, og rigtig mange kommuner forventer også afskedigelser igen til næste år,” slutter Dennis Kristensen.