Formand for Social- og sundhedssektoren Tanja Nielsen

Flere ældre – færre ansatte. Det er tendensen i ældreplejen

Antallet af ældre pr. social- og sundhedsmedarbejder er steget de seneste ti år. Samtidig er forskellene mellem kommunerne store. Det går ud over kvaliteten i ældreplejen, advarer FOA.

Af: Claus Walther

Der bliver stadig flere ældre pr. ansat i den kommunale ældrepleje. Nye beregninger fra FOA viser, at antallet af borgere på 65 år og derover pr. kommunalt ansat social- og sundhedsmedarbejder i Danmark er steget fra 13,6 ældre pr. ansat i 2016 til 15 ældre pr. ansat i 2026.

Udviklingen gør det vanskeligere at levere den omsorg og pleje, som de ældre borgere fortjener og har brug for, mener Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.

"Det er deprimerende tal. Den nye ældrelov er lige fyldt ét år. Den handler netop om at give bedre omsorg til den enkelte ældre ved, at ansatte og borgere kommer tættere på hinanden, så vi forstår den enkelte ældres liv og forudsætninger. Vi kan ikke leve op til lovens intentioner, når kommunerne ikke lader antallet af ansatte følge med antallet af ældre," siger Tanja Nielsen.

Store forskelle fra kommune til kommune

Der er markante forskelle på bemandingen fra kommune til kommune.

Den kommune, der har haft den største stigning i antal ældre pr. ansat er Rebild kommune med 6,4 flere ældre pr. ansat i 2026 sammenlignet med 2016. Derefter kommer Samsø med 6 flere ældre pr. ansat. Samsø er dog en lille ø-kommune, hvor små ændringer kan resultere i drastiske udsving. På de efterfølgende pladser kommer Vesthimmerland med 4,2 flere ældre pr. ansat og Helsingør med 4,1 flere ældre pr. ansat. 

Ifølge Tanja Nielsen viser tallene heller ikke hele billedet. Virkeligheden er endnu mere udfordrende.

"Når vi lever længere, stiger behovet for pleje og omsorg. En 85-årig har i gennemsnit et langt større plejebehov end en 75-årig. Den udvikling afspejles ikke i tallene, men den mærker medarbejderne hver eneste dag," siger hun.

Glostrup går mod strømmen

Ser man på hvilke kommuner, der i 2026 har det højeste antal ældre pr. ansat, så er Gribskov den kommune, der har klart flest ældre pr. ansat med 23,1 ældre pr. ansat. Men særligt for Gribskov er der stor usikkerhed om udviklingen som følge af en ekstraordinær udliciteringsgrad, der endda har ændret sig markant i perioden. Derefter kommer Frederiksberg med 19,5 ældre pr. ansat og Halsnæs med 19,2 ældre pr. ansat. 

De kommuner, der i 2026 har færrest ældre pr. ansat er Glostrup med 10,5 ældre pr. ansat. Derefter kommer Albertslund med 11,3 ældre pr. ansat og Jammerbugt med 11,6 ældre pr. ansat.

FOA peger på, at udviklingen hænger sammen med kommunernes prioriteringer.

"Der kan være mange forklaringer på tallene, men den grundlæggende årsag er desværre, at kommunerne ikke bruger de nødvendige midler. Hvis ældreområdet skal følge med det stigende antal ældre, skal der også investeres i flere medarbejdere. Ellers bliver det de ældre og de ansatte, der betaler prisen," siger Tanja Nielsen.