Næstformand Anja Søe: Den første kontakt med nye kolleger er afgørende for at skabe relationer, styrke fællesskabet og organisere fra starten. Foto: Inge-Marie Krøier Udskriv Organisering starter ved lønindplaceringen Fra efteråret får fællestillidsrepræsentanter (FTR) og tillidsrepræsentanter (TR) en endnu stærkere rolle i mødet med nye kolleger. En ny procedure for behandling af lønindplaceringer skal sikre tidlig kontakt, stærkere organisering og en god velkomst til arbejdspladsens nyansatte. Del på Facebook Del på X Send som mail Når en ny kollega starter på arbejdspladsen, er den første kontakt afgørende. Derfor indfører FOA Nordjylland fra efteråret en ny elektronisk behandling af lønindplaceringer, som giver FTR og TR bedre mulighed for at komme tidligt i dialog med nyansatte medarbejdere. - Vores tillidsvalgte spiller en nøglerolle i at tage imod nye kolleger. Jo tidligere vi får kontakt, desto bedre mulighed har vi for at skabe relationer, styrke fællesskabet og organisere fra starten, siger næstformand Anja Søe. Fremover sendes alle lønindplaceringer direkte fra arbejdsgiver til FOA Nordjylland, som herefter fordeler sagerne til de relevante FTR og TR. Dermed bliver lønindplaceringen ikke kun en administrativ opgave, men også en anledning til at byde nye kolleger velkommen og fortælle om værdien af fællesskabet i FOA. Erfaringen viser, at det er langt lettere at organisere medarbejdere, når kontakten sker fra starten af ansættelsen. Når der først er gået mange måneder, opleves medlemskab ofte som mindre aktuelt. Derfor er den tidlige kontakt vigtig. Implementeringen sker gradvist med en til to arbejdsgivere ad gangen. Første skridt bliver kommunerne Rebild og Vesthimmerland. Alle FTR og TR vil i løbet af sensommeren og det tidlige efterår blive inviteret til en kursusdag, hvor den nye procedure og de praktiske arbejdsgange gennemgås.