Onsdag den 06.05.2026
I løbet kort tid begynder FOA at håndtere de første sager om efterbetaling.
Af: Morten Bruun
I disse dage er det tæt på tre måneder siden, at en faglig voldgift afgjorde, at deltidsansatte i årevis var blevet honoreret forkert for deres ekstratimer.
De var blevet lønnet for merarbejde, men i lighed med fuldtidsansatte skulle – og skal – de lønnes for overarbejde.
De konsekvenser af deltidsdommen er skrevet ind i de nye overenskomster, der trådte i kraft 1. april. Her fremgår det, at ekstratimer altid honoreres som overarbejde – uanset om man er ansat på fuldtid eller deltid.
Enkelte knaster mangler
Samtidig diskuterer lønmodtagere og arbejdsgivere, hvordan man skal håndtere de bagudrettede konsekvenser af dommen.
Det er dem, der handler om efterbetaling af de penge, tusindvis af lønmodtagere kan have til gode. Her var det hensigten, at den proces skulle være på plads omkring 1. maj. I får ny information, når der er nyt, konkret at berette om det.
Når det gælder statsansatte, privatansatte og medarbejdere på det selvejende område, er man en smule længere. Her er der udsigt til, at arbejdet med at håndtere de konkrete krav kan indledes i løbet af relativt kort tid.
Ansætter sagsbehandlere
Den opgave er FOA klædt på til. I hvert fald er forbundet i gang med at ansætte nogle af de medarbejdere, der skal hyres til at håndtere deltidsdommen.
Derfor kan medlemmer på det statslige, private eller selvejende område se frem til, at de i løbet af kort tid modtager en hilsen fra FOA, hvor de får at vide, hvad de skal gøre.
Har kørt omfattende kampagne
Indtil videre er der i øvrigt 42.000 FOA-medlemmer, der har fulgt opfodringen og skrevet sig på den liste, som betyder, at FOA kender deres sag og blandt andet kan forhindre, at de kommer i karambolage med eventuelle krav om forældelse.
Her er det værd at bemærke, at det stadig er muligt at registrere sig. Det skal i givet fald ske senest 23. juni.
Se registreringsside til medlemmer
Parallelt med alt dette har FOA gennemført en stor offensiv for blandt andet at gøre ikke-medlemmer opmærksomme på, at de ved at melde sig ind i FOA kan få hjælp til at få rejst deres eventuelle krav.
Den kampagne har kørt på alt fra sociale medier til hjemmesider og radiospots og har resulteret i, at tæt på 10.000 har besøgt kampagnesiden.
Se kampagnesiden til ikke-medlemmer