Af: Signe Rosa Skelbæk
Da Christoffer Aarup mødte op på Rantzausgade en morgen i september 2010, havde han ingen idé om, at det skulle blive begyndelsen på et arbejdsliv, der mere end 15 år senere stadig udspiller sig samme sted.
På det tidspunkt var han arbejdsløs, havde prøvet flere forskellige uddannelser uden at finde den rette hylde.
”Jeg var ret rodløs og vidste ikke, hvad der skulle ske. Jeg er uddannet brødbager, havde også været i gang med bygningsmaleruddannelsen, men jeg havde svært ved at finde min vej,” fortæller han.
Som ledig var han en del af jobcentrets system, hvor han skulle sende et hav af ansøgninger hver uge.
”Jeg ville egentlig bare gerne ud at arbejde. Men selvom jeg søgte masser af job, skete der ingenting. Så en dag sagde min sagsbehandler: "Jeg har fundet et smuthul og skaffet dig en jobsamtale." Det eneste, han sagde, var: "Mød op klokken ni på Rantzausgade – don't fuck it up."
Jobsamtalen førte til et løntilskudsjob i den integrerede institution Stenurten. Først seks måneder, siden yderligere seks måneder.
Børnene gjorde forskellen
Christoffer havde ikke forestillet sig, at han skulle arbejde med børn.
Som barn vidste han ikke, hvad han ville være, og efter folkeskolen og et efterskoleophold følte han sig næsten kun mere forvirret over alle mulighederne.
”Jeg har altid troet, at jeg skulle ud og bruge mine hænder. Jeg orkede ikke mere skole.”
Han husker blandt andet en dag som malerlærling, hvor han stod og skrabede hvidt tapet ned for bagefter at sætte nyt hvidt tapet op og male det hvidt.
”Der begyndte jeg simpelthen at græde. Jeg kunne mærke, at det bare slet ikke var mig.”
I Stenurten oplevede han noget helt andet.
”Jeg trivedes virkelig godt. Der var plads til bare at være og lege, og hver eneste dag blev jeg mødt af børn, som oprigtigt havde glædet sig til at se mig. Man får et kæmpe kram hver dag. Det kunne jeg simpelthen ikke stå for.”
Da der efter et år opstod en ledig medhjælperstilling, var han ikke i tvivl.
”Det var en no-brainer at søge.”
Klar til skole
Efter seks-syv år som medhjælper begyndte han at mærke, at han havde brug for mere.
”Jeg kunne mærke, at jeg ikke udviklede mig længere. Jeg kunne ikke være med til de pædagogiske møder på samme måde som de uddannede pædagoger, og selvom vi sparrede meget med hinanden, var der en forskel. Jeg blev sulten efter at lære mere.”
Det var også her, hans leder igen begyndte at opfordre ham til at tage pædagoguddannelsen.
I første omgang tøvede han.
”Jeg havde jo aldrig været glad for at gå i skole. Men jeg var kommet op i midten af tyverne og følte mig et helt andet sted i livet. Jeg var klar til at sætte mig ned og koncentrere mig.”
For overhovedet at kunne søge ind måtte han tage orlov et år og læse voksen-HF for at få de fag, der krævedes for optagelse på Københavns Professionshøjskole.
Da han først var kommet ind, valgte han den ordinære pædagoguddannelse frem for merituddannelsen.
”Jeg havde været i Stenurten i mange år, så jeg syntes, det var sundt at komme ud og opleve andre arbejdspladser gennem praktikkerne.”
Tilbage, hvor det hele begyndte
I sommeren 2021 vendte Christoffer tilbage til Stenurten – denne gang som uddannet pædagog.
”Jeg var heldig, at der blev en ledig stilling, og mine gamle kolleger opfordrede mig til at søge.”
I dag er han ikke i tvivl om, at det var det rigtige valg.
”Jeg føler virkelig, at jeg er blevet bygget op her. Jeg er gået fra at være en lidt rodløs ung fyr, der ikke vidste, hvad der skulle ske, til i dag at være pædagog. Mine ledere og kolleger har vist mig stor tillid og støttet mig hele vejen – også når privatlivet har fyldt.”
Han peger også på kulturen i Stenurten som noget helt særligt.
"Vi har alle sammen en stor ja-hat på, og vi hjælper hinanden. Samtidig har vi det bedste fra begge verdener. Vi har byens mange kulturtilbud, men vi er også udflytterbørnehave, så hver tredje uge er vi i skoven, hvor vi leder efter dyr, snitter eller laver bål. Der er ikke to dage, der er ens, og det er kun fantasien, der sætter grænser."
Stolt pædagog
Men det er ikke kun arbejdspladsen, der har udviklet ham. Selve pædagoguddannelsen og den faglighed, den har givet ham, har åbnet en ny verden.
"I dag får jeg lov til at arbejde med pædagogiske dilemmaer, udvikle praksis sammen med mine kolleger og deltage i kurser om blandt andet idræt og legeteori. Jeg bliver hele tiden klogere, og jeg føler, at jeg udvikler mig som pædagog."
Han er heller ikke i tvivl om, hvad han ville sige til andre, der måske – ligesom ham selv engang – ikke havde forestillet sig en fremtid som pædagog.
"Jeg er pavestolt over at have taget min professionsbachelor. For nogle år siden havde jeg aldrig troet, at jeg skulle gennemføre en uddannelse af den størrelse. Derfor håber jeg også, at min historie kan inspirere andre til at tage springet. Især dem, der måske ikke synes, det lå i kortene. Pædagogfaget rummer så meget mere, end man tror, og den faglige udvikling stopper aldrig."
Følg med i vores nyheder om OK26