Frederiksberg: Nu kan det bedre betale sig at tage meritten

Der kommer flere penge i lønningsposen hos de meritstuderende på Frederiksberg.

Af: Anna Louise Stevnhøj

De pædagogmedhjælpere på Frederiksberg, der har læst til pædagog på en merituddannelse, har tidligere måttet finde sig i, at deres medstuderende fra København fik væsentligt mere i løn end dem selv.

Sådan er det ikke mere.

To faglige sekretærer fra LFS, Anne Brenøe og Jannike Andersen, har nemlig i flere år kæmpet for, at de Frederiksberg-ansatte skulle have løntillæg for at tage pædagoguddannelsen og dermed blive ligestillet med meritstuderende, som er ansat på en arbejdsplads i Københavns Kommune.

”Vi har fået overbevist Frederiksberg Kommune om, at konkurrencen om de kommende pædagoger er for hård til, at man kan risikere, at de fravælger kommunen som arbejdsplads til fordel for København,” siger Anne Brenøe.

Mest til sporskifteuddannelsen  

Den nye aftale byder på lidt forskellige forhold for pædagogmedhjælpere, som tager den almindelige merituddannelse til pædagog, og så de pædagogmedhjælpere, der kan tage sporskifte-merituddannelsen, fordi de i forvejen har en uddannelse, der som minimum svarer til en bachelor.

Pædagogmedhjælpere på sporskifte-merituddannelsen får allerede fra uddannelsesstart et funktionstillæg på tre løntrin. Det svarer til cirka 1200 kroner ekstra på lønsedlen hver måned for en fuldtidsansat. Det bliver dog ikke til 1200 kroner ekstra, hvis medarbejderen i forvejen har fået to løntrin eller et årligt tillæg på mindst 942 kroner om måneden for sin erfaring. Så bliver lønstigningen kun 732 kroner.

Der er også til de andre merit-studerende

Både pædagogmedhjælpere på sporskifte-meritten og de pædagogmedhjælpere, der tager den   almindelige merituddannelse, får en lønstigning, når det første uddannelsesår er gået. Stigningen udgør cirka 2200 ekstra om måneden for en fuldtidsansat.  

Der er også lidt til pædagogiske assistenter, der er i gang med at videreuddanne sig til pædagoger. De får nemlig efter de første to år på uddannelsen et tillæg på 942 kroner om måneden. De er dermed bedre stillet end deres medstuderende i København.

Anne Brenøe og Jannike Andersen har tidligere skullet forhandle tillæg individuelt for hvert enkelt medlem, der var under uddannelse, og det har været op til arbejdsgiverens velvilje, om efteruddannelses-indsatsen blev belønnet økonomisk.

”Så det er et stort fremskridt, at aftalen gælder for alle kommunalt ansatte. Nu venter vi bare på, at de sidste selvejende daginstitutioner også tiltræder aftalen,” siger Jannike Andersen.