Den nye sundhedsreform vil ændre det danske sundhedsvæsen fra den 1. januar 2027. Læs mere og bliv klogere på sundhedsreformen og FOAs arbejde i forbindelse med reformen.
Det er sundhedsreformens formål, at:
Sundhedsreformen vil få betydning for mange af de faggrupper, som arbejder i sundhedsvæsnet og i den kommunale ældrepleje. Også for FOAs faggrupper.
Fra den 1. januar 2027 vil der være fire regioner, da Region Hovedstaden og Region Sjælland sammenlægges til én region. Der vil blive flyttet opgaver fra kommuner til regioner på særlige fagområder.
Se vigtige nedslag i sundhedsreformens tilblivelse:
Det er vigtigt for en vellykket reform, at de berørte medarbejdere høres og inddrages i tilrettelæggelse og fastlæggelse af opgaveløsningen. Disse medarbejdere har indsigt i den hidtidige opgaveløsning og kan derfor bidrage med nyttig viden og forslag til forbedringer såvel kvalitativt og fagligt. Derudover skal sammenlægningen af de to regioner ske med respekt for medarbejdernes løn- og arbejdsvilkår.
FOA har blandt andet fokus på flytningen af den kommunale akutsygepleje og de midlertidige pladser. Fusionen skal ske med respekt for medarbejdernes rettigheder, herunder medarbejdernes løn- og arbejdsvilkår.
I forbindelse med flytningen af specifikke opgaver (fx de midlertidige pladser) fra kommune til region, forventer FOA, at der vil ske flytning af medarbejdere fra kommuner til regioner. Disse flytninger er omfattet af reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven.
Hvis du bliver omfattet af en virksomhedsoverdragelse og skal skifte arbejdsgiver, kan du kontakte din lokale FOA-fagforening.
FOA er bekymret for, at flytningen af akutsygeplejefunktionen fra kommunerne til regionerne vil besværliggøre muligheden for faglig sparring, rådgivning og assistance til ansatte i kommunerne vedrørende borgere med et sammensat sygdomsbillede eller med akutopståede problematikker. Det er vigtigt, at der faglig sparring og rådgivning tilgængeligt hele døgnet og alle ugens dage for de kommunale medarbejdere – både i hjemmeplejen, på plejehjem, botilbud og i socialpsykiatrien. FOA mener derfor, at akutsygeplejen efter flytningen til regionerne fortsat skal være lettilgængelig for de kommunale medarbejdere, og der sikres god sammenhæng og et godt samarbejde på tværs af sektorer om borgerne. FOA vil fortsat arbejde for, at den faglige opkvalificering af sundhedspersonalet i kommunerne sikres.
For FOA er det vigtigt, at data og dokumentation er tilgængeligt for alle relevante aktører i sundhedsvæsenet, når det er relevant i forhold til pleje og behandling af den enkelte borger.
Desværre er det langt fra virkeligheden i dag, ligesom der ofte går vigtig viden tabt i overgangene mellem de forskellige aktører fx mellem sygehuse, almen praksis og de kommunale plejehjem/hjemmeplejen/botilbuddet. Samtidig betyder brugen af forskellige systemer, at der ofte bruges tid på overflødig dokumentation - og især dobbeltdokumentation - når den samme information skal dokumenteres i flere systemer.
Der er behov for it-systemer som ”taler” ordentligt og tidssvarende sammen, så medarbejderne fx på botilbuddet eller plejehjemmet eller hjemme hos borgeren i altid har adgang til den opdaterede data på fx FMK. Det vil sikre kvaliteten i behandlingen og styrke patientsikkerheden.
Barriererne er både lovgivningsmæssige, praktiske og ledelsesmæssige. Der er brug for at se kritisk på implementeringen af krav til databeskyttelse, vidensdelingen og på opbygning og anvendelse af IT-systemerne på tværs af de enkelte organisationer. Men der er også brug for hele tiden at have fokus på, at systemerne er så brugervenlige som muligt og at medarbejderne løbende inddrages i at opnå denne brugervenlighed.
FOA vil derfor følge arbejdet med Digital Sundhed Danmark tæt. Det er vigtigt, at personalet bliver inddraget i udvikling og implementeringen af nye digitale muligheder.
For FOA er det vigtigt, at udformningen og udrulningen af regionale hjemmebehandlingsteams sker i tæt samarbejde med kommunerne og med respekt for de mange forskellige fagligheder, som bidrager til den samlede hjemmebehandling.
Hjemmebehandlingsteams bliver et nyt regional tiltag, og derfor er det vigtigt, at etableringen heraf kommer til at understøtte det tværfaglige samarbejde, det samlede patientforløbet samt overgangene mellem enheder og sektorer (sygehus, kommune, afdelinger, hjemmepleje, plejehjem, almen praksis, rehabilitering mm).
Der eksisterer i dag allerede mange systemer og overgange. Det er imidlertid centralt at huske, at samarbejde er relationer mellem fagpersoner og ikke kun økonomiske incitamenter i de forskellige sektorer. Dette er en afgørende forudsætning for at reformen kan nå i mål som forudsat. Altså at der hos beslutningstagere og i organisationen bredt er en konsensus og anerkendelse af dette. Derfor skal der i reformarbejdet indgå/sideløbende med reformarbejdet igangsættes tiltag som kan bidrage til at der udvikles en kultur, der ser værdien i at understøtte det tværgående samarbejde omkring borgerne.
Ved således at skabe et bedre kendskab til hinandens fagligheder og desuden videndele om de forskellige dele af og tilbud i sundhedsvæsenet, er grundlaget skabt for at kunne sikre gode patientforløb af høj kvalitet - og hvilket er særligt vigtigt , når det tværsektorielle samarbejde finder sted i borgernes eget hjem.
For nogle /borgere er det en rigtig god løsning, når de rammes af sygdom, at de kan blive hjemme i stedet for at blive indlagt. Samtidig er det vigtigt, at der tages hensyn til både borgeren og dennes pårørende. Både patienter og pårørende skal nemlig være trygge ved hjemmebehandlingen.
FOA vil arbejde for, at der med udviklingen af det nære sundhedsvæsen ligeledes sker et kapacitets- og kompetenceløft i det primære sundhedsvæsen.
FOA mener, at det er godt, at regeringen har valgt at integrere den almene sygepleje i helhedsplejen i medfør af ældreloven.
Integrationen af den almene sygepleje i helhedsplejen skal tillige ses i relation til de faste (tværfaglige) teams i kommunerne. Faste tværfaglige teams er en stærk metode til at styrke de sundhedsfaglige indsatser i kommunerne på. Derfor er udrulningen af de faste tværfaglige teams en vigtig brik ift. at styrke det nære sundhedsvæsen.
FOA følger implementeringen af ældreloven og de tværfaglige teams tæt.
FOA mener, at det er godt, at der er ambitioner om at skabe mere sammenhæng og ligestille psykiatri med somatik. Men det kræver en fokuseret opmærksomhed på og understøttende strukturer, der sikrer, at mere faste behandlingsgarantier og -procedurer på det somatiske område, ikke får som konsekvens, at psykiatrien taber i den økonomiske prioritering, både på det overordnede plan og i den daglige prioritering.
Hvis den somatiske indsats skal vægtes og lykkes i højere grad, for mennesker med psykiske lidelser, kræver det både strukturer, der understøtter et systematisk somatisk fokus, og at somatisk ’orienteret’ personale og afdelinger får mere viden om psykisk syge og udsatte menneskers psykiske sygdom og livssituation, samt at de klædes bedre på til at imødekomme den psykisk syges særlige behov for kontakt og kommunikation, som kan være anderledes og mere tidskrævende. Særligt uddannet brobygningspersonale og koordinerende personale, kan være nødvendigt for at lykkes.
FOA vil arbejde for, at det fortsat vil være muligt at følge udviklingen i økonomi og personale, særskilt for psykiatrien, som det er muligt i dag før sammenlægningen. Det er vigtigt at få oplysninger om udviklingen, når der med den 10-årige psykiatriplan postes 4,6 mia. kr. i psykiatrien.
FOA mener, at det udvidede behandlingsansvar er et godt tiltag, der vil bistå samarbejdet mellem kommuner og region i overgangsfasen fra indlæggelse til udskrivning, når patienter overgår fra regionen til kommunen.
Behandling og pleje udfordres, når patienter overgår fra fx region til kommune og omvendt. Overleveringen mellem aktører er en svær proces, hvor vigtig information nemt kan gå tabt.
Alt for ofte kan det føre til genindlæggelser, blandt andet fordi overleveringen mellem aktørerne ofte ikke er tilstrækkelige og fyldestgørende. Eller fordi ansvaret for patienten ikke er klart defineret.
Med indførelsen af det landsdækkende 96-timers behandlingsansvar, kan det kommunale sundheds- og plejepersonale tage kontakt til den udskrivende sygehusafdeling, når de modtager en borger efter endt indlæggelse. Ved tvivlsspørgsmål eller andet, har personalet således mulighed for at tage kontakt til relevant og fagligt kompetent personale på sygehusene, og herved få den rette hjælp og information hurtigst muligt til glæde for både borger, pårørende og personale. Denne mulighed for direkte adgang til vejledning og faglig sparring kan medvirke til at forebygge genindlæggelser, men også sikre, at patienterne får hurtig og relevant behandling i tilfælde af tilbagefald, ligesom manglende information ifm. overflytningen kan imødekommes.
Vi har samlet svar på nogle af de mest stillede spørgsmål fra medlemmerne:
For langt de fleste, vil sundhedsreformen ikke betyde ændringer i ansættelse eller arbejdssted. Men aftalen lægger op til en ny organisering af sundhedsvæsenet, hvilket kan betyde, at nogle funktioner flyttes mellem kommuner og regioner, samt ved sammenlægning af region Sjælland og Region Hovedstaden. Som lønmodtager er du omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven.
Hvis du overgår til en ny arbejdsgiver som følge af sundhedsreformen, vil det ske efter reglerne i virksomhedsoverdragelsesloven. Det betyder, at dine hidtidige løn- og ansættelsesvilkår som udgangspunkt skal bevares.
Som udgangspunkt kan man som medarbejder ikke sige nej til at skifte arbejdsgiver i forbindelse en virksomhedsoverdragelse.
Nej, aftalen har fokus på omstilling, ikke afskedigelser. Men ved større organisatoriske ændringer kan der i nogle tilfælde ske tilpasninger, som kan betyde stillingsnedlæggelser/afskedigelser. Det er derfor vigtigt at du holder dig informeret, og at du tager kontakt til din tillidsrepræsentant og FOA, hvis du er i tvivl.
Medarbejderne og deres repræsentanter skal drøfte alle de forhold i processen, som har indflydelse på arbejdsforholdene, herunder også arbejdsmiljøforholdene, i MED-systemet, før ledelsen træffer beslutninger om de pågældende forhold. Medindflydelse er en forudsætning ifølge MED-rammeaftalen for det kommunale område og MED-rammeaftalen for det regionale område.
Reformen skal understøtte et bæredygtigt sundhedsvæsen – og det inkluderer et godt arbejdsmiljø. Arbejdsgiverne har fortsat pligt til at sikre, at ændringer ikke forringer det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø. Når der sker ændringer i arbejdets organisering, har arbejdsgiver som udgangspunkt pligt til at udføre en ny arbejdspladsvurdering (APV) efter de gældende arbejdsmiljøregler. Spørg din arbejdsmiljørepræsentant, hvis du er i tvivl om dette.
I mange kommuner har akutsygeplejen også en vejlederfunktion ift. andre faggrupper. I aftalen ønsker man at bibeholde dette, selvom ansvaret for akutsygeplejen flytter fra kommunerne til regionerne. Det vil derfor fortsat være muligt at få faglig sparring, rådgivning og vejledning fra akutsygeplejen efter d. 1. januar 2027. Hvis du oplever problemer med at få faglig sparring, rådgivning og vejledning, når akutsygeplejen flytter, skal du gøre din ledelse opmærksom på dette.