Mandag den 05.09.2022
I sidste uge åbnede statsminister Mette Frederiksen (S) op for at se på lønnen til visse offentlige grupper. Det fik et kor af hysteriske stemmer til at himle op, siger Mona Striib fra FOA. Hun peger på, at den fastlåste debat om velfærdsarbejde i det offentlige skubber på en følelse af ringeagt hos medarbejderne, der er giftig i forhold til at rekruttere medarbejdere i fremtiden.
Selv om arbejdet med ældre, børn, syge og svage har enorm betydning for vores samfund, oplever mange af de medarbejdere, der leverer kernvelfærden, at samfundet ikke anerkender værdien af deres arbejde. Det viser en ny undersøgelse, FOA har lavet blandt sine medlemmer.
”Hos mange af FOAs medlemmer og blandt andre kvindedominerende faggrupper i den offentlige sektor er der en dyb følelse af, at samfundet ikke anerkender værdien af deres arbejde. Det forstærkes af en virkelighed, hvor der løbes meget, meget stærkt. Det er vi nødt til at ændre på,” siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.
Med sine 173.000 kommunalt og regionalt ansatte medlemmer i ryggen sender hun et opråb til blandt andet politikerne på Christiansborg.
”Vi står over for en stor rekrutteringskrise, hvor den offentlige sektor vil skrige endnu højere på arbejdskraft. Hvis vi skal have flere til at søge mod fx ældreplejen, sundheds- og børneområdet, så er samfundet nødt til at anerkende det arbejde, som vigtigt og værdifuldt,” siger Mona Striib.
Ni ud af 10 af FOAs medlemmer føler sig anerkendt af de borgere, pårørende og patienter, de møder i deres hverdag. Men spørger man, om værdien af deres arbejde bliver anerkendt af samfundet generelt, er virkeligheden fuldstændigt anderledes. Her føler 51 procent sig ikke anerkendt.
”Jeg ved, at der er rigtig mange måder, hvormed FOAs medlemmer oplever, at der bliver talt dårligt om værdien af deres arbejde. Det er fx politikere, der mener, at man kan skære svimlende milliardbeløb væk, uden at det kan mærkes. Så tænker man jo: hov, kan de slet ikke få øje på, at jeg allerede pisker afsted,” siger Mona Striib.
”Jeg tror også, at den manglende anerkendelse opleves i private sammenhænge, hvor blikket hos din sidemand bliver fjernt, når du siger, hvad du arbejder med. Der er for mange mennesker, der først indser vigtigheden af de dygtige medarbejdere i velfærden, når de selv har brug for den,” siger Mona Striib.
I dag tager FOA hul på en kampagne, der handler om at sætte positivt lys på de medarbejdere, der løfter velfærden i Danmark.
Forbundsformand
Mobil: 23 41 41 98