Torsdag den 09.04.2026
Gik du glip af vores OK26-webinarer for FOAs tre sektorer? Så har du alligevel chancen for at se dem her. Find webinaret for din sektor, og bliv klogere på, hvad forligene om nye overenskomster betyder for dig og din faggruppe, så du bliver klar til at stemme.
Af: Ulla Gunge
Urafstemningen om de næste overenskomster for FOAs medlemmer er i fuld gang, og afstemningsperioden er blevet skudt i gang med en række webinarer, hvor resultaterne for hver enkelte sektor er blevet gennemgået.
Nåede du ikke at kigge med live, har du mulighed for her at se webinarerne og få gennemgået, hvad resultaterne af OK26-forhandlingerne betyder for dig og din faggruppe.
På hvert af webinarerne lægger FOAs formand, Mona Striib, ud med at fortælle om de resultater, der gælder for alle FOAs medlemmer – og hun svarer på medlemmernes spørgsmål.
Derpå fremlægges den enkelte sektors resultater for hver af faggrupperne. Du kan derfor i de tre webinarer møde henholdsvis social- og sundhedssektorformand Tanja Nielsen, formand for Pædagogisk Sektor Kim Henriksen, og endelig sektorformand Thomas Brücker, der - sammen med fagpolitisk ordfører Pia Heidi Nielsen som medforhandler - fremlægger resultaterne for Service, Kost, Teknik og Beredskabssektoren. Også de svarer på spørgsmål fra medlemmer.
Så find webinaret for din sektor og få gennemgået, hvad OK26 betyder for dig, så du kan blive klar til at give din mening til kende i urafstemningen.
OK26-webinar for ansatte på social- og sundhedsområdet
OK26-webinar for ansatte på det pædagogiske område
OK26-webinar for ansatte inden for Service, Kost, Teknik og Beredskab
FOA har også holdt et særskilt webinar for ledere, som har fået en ny overenskomst. Her er det fagpolitisk ordfører og formand for lederforeningen, Joan Lindskov, som fremlægger resultaterne. Den nye overenskomst omfatter ikke pædagogiske leder.
OK26-webinar for ledere og mellemledere
Er du i en faggruppe, som er omfattet af en ny opdeling af overenskomster mellem FOA og 3F, kan du se dette online-møde om netop det emne.
Onlinemøde om fremtidens overenskomster mellem FOA og 3F
Husk, at du kan stemme frem til og med den 21. april. Din stemme er vigtig.