Dennis Kristensen - afdelingsformand for FOA 1, Storkøbenhavn

• Født i 1953.
• Gift med Dorte, der arbejder som bioanalytiker på Rigshospitalet. Vi har sammen døtrene Ditte på 21 år og Naja på 15 år.
• Boet i byggeforeningshus i Valby i København siden 1981.
• Efter skolen arbejdet blandt andet som vaskerichauffør og pædagogmedhjælper.
• Sygehusportør ved Amtssygehuset i Herlev fra sygehusets start i 1976.
• Tillidsrepræsentant og klubformand for portørerne i 1977.
• Medlem af bestyrelsen i DKA-afdelingen Kommunale Specialarbejderes Organisation (KSO) i 1977.
• Næstformand i sygehusets hovedsamarbejdsudvalg i 1979.
• Siden 1980 jævnligt undervist på en række faglige organisationers tillidsrepræsentantkurser.
• Portør ved Lions Park Hammerhøj, en institution for yngre fysisk handicappede, i 1983.
• Afdelingsformand for KSO i 1985.
• Medlem af forbundets hovedbestyrelse i 1985.
• Afdelingsformand for FOA Afdeling 1 siden oprettelsen i 1996. Afdelingen dækker Københavns og Frederiksberg kommuner, Københavns amt, de 18 kommuner i Københavns amt samt Hovedstadens Sygehusfællesskab.
• Formand for forhandlingssamarbejdet Københavns og Frederiksbergs Fællesrepræsentation i 2002, der omfatter alle berørte faglige organisationer.

Hvor skal FOA bevæge sig hen?

Fremtidens faglige udfordringer ligger på arbejdspladsen. Det vil være dér, det sner. Og her er FOA som forbund godt på vej, men det haster.

Forandringens vinde kommer hurtigt

Vi har allerede og skal fortsat ligesom de øvrige organisationer på det offentlige område tage bestik af, at den offentlige sektor er under kølhaling. Det stiller de faglige organisationer overfor tre hovedudfordringer:

• For det første vil kommuner og amter i de kommende år være under fortsat stram central styring. Den kommunale sektor står for størstedelen af de offentlige udgifter. Ingen regeringen vil - uanset partifarve - undlade at forsøge at styre kommuner og amters forbrug.
• Decentraliseringen i kommuner og amter er kommet for at blive. Vi vil næppe opleve en tilbagevenden til central styring fra det enkelte rådhus eller den enkelte amtsgård.
• Slaget om velfærdssamfundets fremtid vil i stigende grad blive udkæmpet i kommuner og amter. Selvom Christiansborg står i centrum, når den offentlige sektor er til diskussion, så er det i kommuner og amter, at handlingerne - som vil kunne forandre velfærdssamfundet - vil blive udført.

Den lokale indsats bliver altafgørende

Vi skal kunne matche og påvirke denne udvikling, og det vil gøre arbejdspladsens repræsentanter til den fremtidige dynamo i opnåelsen af faglige resultater.

Sammen med de øvrige repræsentanter på arbejdspladsen – sikkerhedsrepræsentant, samarbejdsudvalgsmedlemmer og klubbestyrelsesmedlemmer – vil tillidsrepræsentanten ikke længere alene være overenskomstvogteren, men også den lokale forhandler, formidler, igangsætter, problemknuser, projektmager og meget mere.

Samtidig oplever vi en centraliseret decentralisering, hvor flere og flere emner afgøres overordnet ved centrale forhandlinger for alle ansatte i kommuner og amter, som i stigende grad fastlægger rammer til lokal indflydelse.

Opbakningen til de lokale repræsentanter

De nye udfordringer kræver i endnu højere grad et tæt samspil mellem de lokale organisationer og arbejdspladsrepræsentanterne, hvor de faglige organisationer skal kunne yde en ny form for opbakning til de lokale repræsentanter.
Arbejdspladsrepræsentanter skal kunne bruge de lokale afdelinger som sparringspartnere, rådgivere, konsulenter, idébank, vidensbase og meget mere.

Og frem for alt handler det om, at uddannelse til og formaliserede baglande for de lokale repræsentanter bliver nøgleord sammen med bedre vilkår i form af både tid, uddannelse og aflønning af indsatsen på kollegernes vegne.
Samtidig giver IT næsten uanede muligheder for samspil med og servicering af tillidsrepræsentanter og medlemmer. Forbundet bør udvikle databaser med både relevante tekster og svar på de hyppigst stillede spørgsmål inden for alle sagsområder, som gør det muligt for afdelinger, lokale repræsentanter og medlemmer at søge viden på alle tider af døgnet.

Ejerskab

De lokale synsvinkler vil i stigende grad være afgørende for kvaliteten i organisationernes beslutninger. Jeg tror på, at ejerskab til afdelingernes beslutninger forudsætter, at tillidsrepræsentanterne inddrages mere direkte ind i beslutningsprocesser.

Rum for mangfoldigheden

Det lokale engagement kommer ikke ud af den blå luft, og der er næppe nogen patentløsning på, hvordan vi aktiverer medlemsdemokratiet.
Derfor er der al mulig grund til at eksperimentere lokalt med beslutningsformer, medlemsaktiviteter osv.

Samtidig er jeg overbevist om, at vi gør fagbevægelsen en stor tjeneste, hvis vi kigger det repræsentative demokrati lidt efter i sømmene.

Mange beslutninger hører hjemme i det repræsentative demokrati, men vi bør efter min mening prøve at tillægge os en vane med altid lige at tænke tanken: Hvorfor skal denne beslutning tages i et forum, hvor det enkelte medlem ikke har én stemme?

Og i de tilfælde, hvor vi ikke kan give os selv et overbevisende svar, så bør vi flytte beslutningen til det sted, hvor medlemmet kan stemme.

Mit bud vil være, at den fremtidige afdeling skal give rum for:

Individuel indflydelse på egen situation indenfor fællesskabets rammer

• Egen udvikling
• Engagement i faggruppens udvikling
• Engagement i fagets udvikling
• Direkte demokrati
• Og meget mere

Fælles fodslag både centralt og lokalt

Udviklingen af forbundets struktur og arbejdsmetoder må ses i lyset af disse mange krav til en slagkraftig og levende organisation i fremtiden.
Strukturen skal blandt andet kunne rumme:

• Faggruppernes arbejde med egen faglighed
• Faggruppernes arbejde med egen overenskomst
• Faggruppernes arbejde med egen uddannelse
• Faggruppernes deltagelse i tværfagligt arbejde på arbejdspladsen og i kommunen eller amtet

FOAs sektorer giver plads til faggruppernes arbejde med faglighed, overenskomst og uddannelse, og modsat rygterne har hverken jeg eller andre kandidater udtrykt ønske om at nedlægge sektorerne.

Udviklingen i Det Kommunale Kartel med etablering af branchesamarbejde peger endvidere i den rigtige retning, når det handler om at skabe fælles fodslag på centralt plan mellem forbund med medlemmer på de samme arbejdspladser.

Men er tiden ikke snart inde til, at vi for alvor diskuterer med hinanden om, hvordan vi skaber et lokalt fælles fodslag i forhold til den enkelte arbejdsplads?

Under alle omstændigheder skal både strukturen og arbejdsmetoderne kunne modsvare den igangværende udvikling:

• Faglige opgaver er i stigende grad flyttet fra det enkelte forbund opad til forhandlingssamarbejdet Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO) og nedad til afdelinger og tillidsrepræsentanter.
• Overgang til mål- og rammestyring, lønsumsstyring, kontraktstyring og decentralisering af beslutningskompetence flytter samtidig det faglige fokus fra de centrale organisationer til den enkelte kommune og den enkelte arbejdsplads.
• Større kompetence til lokale ledere kræver kvalificeret med- og modspil.
• Lokale løsninger kræver lokal indsigt.Lokale beslutningstagere nødvendiggør lokal påvirkning.
• De lokale afdelinger får vanskeligt ved at bevare en detaljeret indsigt i forholdene på den enkelte arbejdsplads.

Skal vi kunne håndtere denne udvikling, så skal vi i forbundet fortsætte decentralisering af kompetence til afdelingerne.

Og her kommer vi ikke uden om også at drøfte økonomi. Opgaver, der udlægges til afdelingerne, må følges med reelle muligheder for at kunne varetage opgaverne kvalificeret.

Det lokale samarbejde vil fylde mest

Jeg tror, at samarbejde på arbejdspladsen og i kommunen eller amtet på tværs af fagforeninger og hovedorganisationer vil stå i centrum i fremtidens strukturdebat i fagbevægelsen på det offentlige område.
Lokale forhandlingsfællesskaber vil blive forløber for nye organisationsdannelser, og lokale netværk af tillidsrepræsentanter vil opstå uden central styring.

Løsning af de mange opgaver, som allerede er udlagt og formentlig i fremtiden i endnu større grad vil blive udlagt lokalt, gør det nemlig ret uinteressant, hvem der er organiseret i hvilke fagforeninger.

Det vil blive langt mere interessant, hvordan alle berørte faggrupper på arbejdspladsen får indflydelse på løsningerne.

I virkeligheden giver den nuværende hovedorganisationsopdeling ikke mening lokalt.

For de berørte faggrupper er det reelt ligegyldigt om den ene faggruppe står i LO, den anden i FTF og den tredje i AC, hvis en aftale, der omfatter alle skal forhandles på arbejdspladsen, eller der skal drøftes budgetter, personalepolitik, lønpolitik, uddannelsespolitik osv. i samarbejdsudvalget eller MED-udvalget.

Den største lokale styrke opnås, hvis én arbejdsplads dækkes af én organisation, og det tror jeg - med den forsinkelse som fagbevægelsens traditionelle træghed i strukturspørgsmål automatisk udløser - vil blive styrende for fremtidens debat om udvikling af forbund og afdelinger.

Samtidig tror jeg, at vi i fremtiden bliver tvunget til at tage hul på en række knap så behagelige spørgsmål:

• Hvilken rolle skal de centrale forbundsapparater spille i en verden, hvor de ensartede landsdækkende løsninger bliver færre og færre?
• Kan og skal de mange forbundshuse fortsat udnytte alle etager, når opgaver flytter sig ud i landet?
• Kan vi overhovedet finansiere et uændret centralt apparat og samtidig opbygge et stærkt lokalt beredskab?

Hvad presser sig mest på?

Forbund og afdelinger skal kunne varetage mange områder og løse mange forskellige opgaver, men efter min vurdering, vil de mest presserende i de nærmeste år blive:

• Et ordentligt arbejdsmiljø
• Kampen om nye styreformer i den offentlige sektor
• Gang i det lokale arbejde med uddannelse og kompetenceudvikling
• Kød og blod på det rummelige arbejdsmarked

Et ordentligt arbejdsmiljø

Løn og ansættelsesforhold er vigtige, men en ordentlig arbejdsplads med udfordringer, ansvar og indflydelse - uden stress og nedslidning - spiller også en afgørende rolle for de fleste.
Alle undersøgelser viser, at arbejdsmiljøet i kommuner og amter har det rigtigt skidt.

Ikke mindst undersøgelserne af, hvordan de ansatte oplever eget fysisk og psykisk arbejdsmiljø bekræfter, at den er gal.

Som forbund skal vi stille krav til politikerne og embedsmænd både om at betragte denne form for brugerundersøgelser på lige fod med patient- eller forældretilfredshedsundersøgelser, og om at reagere lige så hurtigt og konsekvent på røde tal på bundlinjen i personaletilfredshedsundersøgelser, som de reagerer på dårlige resultater i brugerundersøgelserne.

I virkeligheden burde der rejse sig en bevægelse blandt de ansatte og de faglige organisationer på et krav i retning af: Vi vil have arbejdspladser, som vi kan holde til hele arbejdslivet.

Vi arbejder i FOA , efter min vurdering, godt på dette område, men vi har behov for at sætte arbejdsmiljøperspektiverne mere direkte ind i alle de andre sagsområder, som vi arbejder med.

Og vi får ikke mindre behov for at styrke indsatsen, efter at de borgerlige har overtaget regeringsmagten. Sporene efter regeringens foreløbige udmeldinger på arbejdsmiljøområdet skræmmer for alvor.

Kampen om nye styringsformer i den offentlige sektor

I omstillingen af den offentlige sektor indgår til stadighed nye begreber og såkaldte styreformer.
Udbud, intern kontraktstyring, offentligt-privat samarbejde, fritvalgsmodeller, brugerstyring, skiftende managements-teorier osv. er blot et lille udpluk.

Efter min opfattelse er der behov for, at vi som forbund bliver bedre til at tage stilling til og beslutte handlinger i forhold til disse mange nye tiltag.

Set fra min udkigspost udføres der et godt stykke arbejde i Det Kommunale Kartel med at analysere og dokumentere konsekvenser i forhold til de nye tiltag, men jeg mangler, at vi bruger dette arbejde mere direkte i FOAs egen virksomhed.

Og så er det vel næsten overflødigt at sige, at vi med kongresbeslutningen i 2000 nu må være færdige med at føre en zik-zak kurs i forhold til udlicitering.

Vi skal fastholde, at vi er modstandere og på samme tid aktivt påvirke udformningen af et udbud, såfremt beslutningen alligevel tages.

Gang i det lokale arbejde med uddannelse og kompetenceudvikling
Vi har behov for, at aftalen om uddannelse og kompetenceudvikling gøres mere forpligtende for arbejdsgiverne.
Vi har behov for, at aftalen om uddannelse og kompetenceudvikling gøres mere forpligtende for arbejdsgiverne.

Det er ikke nok, at der lokalt skal ske drøftelser i samarbejds- eller MED-udvalg. Den enkelte ansatte eller faggruppe skal have et krav på en uddannelsesplanlægning, der helt konkret fastlægger hvilke tilbud, der gives, og hvornår tilbuddene føres ud i livet.

Selvom det måske er lidt kættersk, så tror jeg også, at vi på længere sigt vil stå i en stærkere position lokalt, hvis vi som forbund beslutter os til at arbejde for fremtidigt at afsætte overenskomstmidler til aftalen, således at der er penge, som parterne i fællesskab råder over, når uddannelsesplanlægning skal gennemføres.

Udviklingen i kravene til de ansattes kompetencer går hurtigt, og derfor haster det med at få en egentlig aftaleret over afsatte midler til uddannelse og kompetenceudvikling.

Til gengæld skal vi finde den rigtige balance mellem vores stræben efter at skabe så gode grunduddannelser og efteruddannelser til alle FOA’s faggrupper og en erkendelse af, at der også i dette samfund skal være plads til mennesker, der - af mange forskellige årsager - ikke er motiveret til langvarig uddannelse.

Kød og blod på Det rummelige arbejdsmarked

Jeg oplever FOA som et af de forbund, der har rigtigt godt fat i arbejdet med Det rummelige arbejdsmarked centralt og i afdelingerne.
Med de kommende rekrutteringsproblemer bliver denne indsats endnu vigtigere.

Til gengæld rummer denne indsats også muligheder for at hjælpe medlemmer, der ikke længere kan klare det hidtidige job, og denne del af indsatsen, skal efter min mening opprioriteres.

Men også her vil en styrket indsats forudsætte, at vi kan engagere arbejdspladsrepræsentanterne i en aktiv indsats for at fastholde kolleger – gennem skånejob, fleksjob, nedsat tid eller i kraft af fornuftige seniorordninger, og denne del af Det rummelige arbejde, tror jeg, at vi skal tillægge størst vægt de kommende år.