HB i LFS siger nej til OK26: For få penge og for meget ulighed

Hovedbestyrelsen anbefaler LFS’ medlemmer at stemme nej, når OK26 forliget kommer til urafstemning,

Af: Anna Louise Stevnhøj

Det var først og fremmest den overordnede ramme på 9,4 procent over tre år, der fik hovedbestyrelsen i LFS til at vende tommelfingeren nedad til det forlig, som er landet mellem Forhandlingsfællesskabet og KL.

Thomas Bjerre, hovedbestyrelsesmedlem for specialområdet, satte ord på en generel bekymring:

”Vi lever i meget urolige tider, og vi ved ikke, hvordan inflationen kommer til at påvirke reallønnen. Derfor synes jeg, det er problematisk med en så lang overenskomstperiode – især fordi rammen ikke vejer op for det,” sagde Thomas Bjerre.

Der var også generel enighed i hovedbestyrelsen om, at overenskomstforliget heller ikke denne gang leverer til de lavest lønnede. Der er markant lønfremgang til de højest lønnede, især lederne, mens der er grupper i LFS, herunder dagplejere, der knap nok får andet end en marginal stigning på pensionen. Som Natascha Steen fra dagplejen udtrykte det:

”Resultaterne af det her forlig viser meget tydeligt, hvorfor LFS-kravet om lønstigninger i kroner og ører i stedet for procenter er så relevant. Vi kan jo sort på hvidt se, at de, der i forvejen har meget, får endnu mere.

Fritvalg: En stor gang ingenting 

Den nye fritvalgsordning har fyldt meget i præsentationen af overenskomstforliget, og Rasmus Fog-Nielsen fra almenområdet kalder det én stor manøvre til at få lønmodtagerne til at tro, at de har fået noget.

”Det er en stor gang ingenting. Det er jo vores egne penge, der finansierer,” sagde Rasmus Fog-Nielsen.

Emil Solvind, der også er valgt for almenområdet, pointerede, at ikke et eneste af LFS’ krav er opfyldt i forligsaftalen:

”Vi har ikke fået ret til at holde fri, når vores børn er syge, vi har ikke fået væsentlig mere i løn, vi har ikke fået samme pensionsprocent som lederne, og vi får ikke lønstigninger i kroner og ører. Jeg kan ikke se medlemmerne i øjnene, hvis jeg stemmer ja,” sagde Emil Solvind.  

Forkvinde Kirsten Gunvor Løth er enig i, at det er et OK-forlig, der er meget præget af teknikaliteter.

”Der er ryddet op i masser af protokollater, og fritvalgsordningen er i bund og grund også en teknisk løsning, der ikke giver vores medlemmer flere penge, men lidt større valgfrihed.

Hun er enig i nej’et til det samlede forlig, men kan dog se gode detaljer rundt omkring i den omfattende forligsaftale:

”Jeg er tilfreds med, at vores pædagogisk assistent elever nu bliver berettigede til pension, om end det er en meget spæd start, og at det er lykkedes at løfte vores legepladsmedarbejdere med penge fra fællesskabet. Jeg er også glad for, at forliget vil indføre ret til sorgorlov, hvis man mister et barn, og at der bliver forbedrede lønrettigheder i forbindelse med forældreorlov i en række situationer,” siger Kirsten Gunvor Løth. 

Det har ikke været kønt på lønmodtagersiden

Kirsten Gunvor Løth har som forkvinde fulgt forhandlingerne tæt, og hun oplever, at forhandlingslederen, Mona Striib fra FOA, har kæmpet en brav kamp for de lavestlønnede på det kommunale område.

”Hun har stået ret alene i strid modvind, og det er ganske flot, at hun rent faktisk fik mast en lavtlønspulje igennem. Men jeg må sige, at det skorter på solidaritet i fagbevægelsen. Der har været en klar tendens til, at man i forbundene ene og alene har kæmpet for egne særinteresser. Det har ikke været kønt,” siger Kirsten Gunvor Løth, der valgte at stemme ja i FOAs hovedbestyrelse, da forligsskitsen skulle godkendes her.

”Det gjorde jeg i den erkendelse, at resultatet var det, vi kunne nå frem til. Vi kunne ikke rykke arbejdsgiverne længere på det tidspunkt,” siger Kirsten Gunvor Løth, der kommer til at stemme nej ved urafstemningen i tråd med den øvrige hovedbestyrelse i LFS.

”Det er grundlæggende uretfærdigt, at de offentligt ansatte altid skal slæbe efter de private, og at vi ikke kan sikre vores medlemmer et bolværk mod stigende inflation. Det er simpelthen ikke godt nok.”

Tillidsrepræsentanter og ledere er inviterer til stormøde i Nørrebrohallen torsdag den 26. marts, hvor Kirsten Gunvor Løth vil gennemgå forliget i detaljer.

Urafstemningen finder sted i perioden 7. til 21. april, og alle medlemmer får direkte besked om, hvordan de afgiver stemme.

Læs mere om indholdet af forliget