6 små skraldehelte på Holmen
Det er altid sjovt, når en voksen snakker om prutter. Og det er endnu sjovere at lære, at bioaffaldet bliver til en stor lugteprut, som kan lave varme i radiatorerne.
Tekst og foto: Anna Louise Stevnhøj
Emilie Marie Hansen fra Børn, Natur & Miljø i Københavns Kommune har taget affald og skraldespande med hjemmefra til sit besøg hos Børnehuset på Holmen. Formålet med hendes besøg er nemlig at lave et skraldehelte-forløb, hvor børnene lærer om affaldssortering.
”Det handler jo i det lidt bredere perspektiv om natur og miljø. Det er godt tidligt at have en bevidsthed med sig om, at ressourcerne ikke er uendelige, men at vi kan gøre rigtig meget selv ved for eksempel at genbruge,” siger Emilie Marie Hansen, som lægger meget vægt på, at budskaberne skal leges ind.
”Det skal være sjovt og give mening for aldersgruppen.”
Affaldssæk med på tur
Børnegruppen er da også levende engageret i Emilie Marie Hansens affaldsbunker og deltager ivrigt i beslutningerne om, hvilke affaldsspande de skal i, og hvad de kan blive forvandlet til, hvis de bliver genbrugt på den rigtige måde.
Børnene på pædagog Ida Fløystrups stue er da heller ikke totale affalds-amatører. Natur og miljø har i forvejen stort fokus i Børnehuset på Holmen, og børnene har deltaget i en affaldsopsamling i nærområdet efter inspiration fra Danmarks Naturfredningsforening.
”Nu har vi altid en affaldssæk med, når vi tager på tur, for børnene er meget klare på, at der ikke skal ligge skrald og flyde i naturen,” fortæller Ida Fløystrup.
Genbrug i praksis

Ida Fløystrup har selv ledt efter flere skralde-aktiviteter, fordi børnene siden affaldsopsamlingen har været optaget af emnet, så hun slog til med det samme, da hendes leder gjorde opmærksom på tilbuddet fra Børn, Natur & Miljø i Københavns Kommune.
”Det er helt i tråd med de ting, vi har arbejdet med i forvejen omkring natur og science. Og det er et fedt forløb. Emilie er god til at engagere børnene; de er rigtig meget på,” siger Ida Fløystrup.
Begejstringen er da også stor, da Emilie Marie Hansen efter forløbet udnævner alle børnene til skraldehelte og forærer dem hver sin bog om ’Leo lapper legetøjet’ og en skraldebil af karton, der skal foldes sammen.
Ida Fløystrup lover, at en af de kommende dages aktiviteter bliver at omskabe gamle t-shirts til skraldehelte-kapper. Og da hun bagefter læser bogen om Leo, der sammen med sin mor reparerer en bog, der er ved at gå fra hinanden, får børnene selv den idé, at de jo kan gøre det samme med de slidte bøger på stuens boghylde. Så Alfons Åberg og Villads fra Valby får takket være skraldeheltene et lidt længere liv.
Besøg af skraldehelten?
Alle dagtilbud i Københavns Kommune kan booke et skraldehelte-besøg fra Børn, Natur & Miljø – også selv om man allerede har haft besøg én gang.
Børn, Natur & Miljø udbyder også andre forløb om affaldssortering og genbrug. Et af de nye forløb hedder ’Få nyt liv i de gamle klude med Skraldehelten’.
Man kan booke et forløb via www.groen.kk.dk/om-abu/abus-laeringsmiljoeer/boern-natur-miljoe eller ved at kontakte Nanna Bang på telefon 21 44 72 23 eller mail skraldehelten@kk.dk