”Jeg har været medlem af LFS i 51 år, så jeg har fået LFS Nyt lige fra begyndelsen. Det er synd, når fagpressen dør. Det er selvfølgelig ikke alt i bladet, jeg har læst, og der har tit været noget, jeg gerne ville have mere af. Men man får jo alligevel nogle input, og man læser helt anderledes i et blad, end man gør på en skærm.”
”Jeg begyndte mit arbejdsliv med børn, da jeg var 16-17 år. Det var i 1960’erne, og jeg ville være barneplejerske, så jeg startede som ung pige i en vuggestue i Moselgade på Amager, hvor jeg boede. Det var dengang, man arbejdede efter principperne ro, renlighed og regelmæssighed. Vi skulle bade børnene, når de kom om morgenen, og så fik de institutionens tøj på. De små børn skulle spise og sove, når det passede de voksne.”
”Jeg var jo ikke ret gammel. Men jeg kunne mærke, at der var nogle ting, jeg slet ikke havde det godt med. Der var en medarbejder, som simpelthen tvangsfodrede børnene, og jeg gik sammen med nogle af de andre unge medarbejdere til forstanderinden og klagede over det. Der var også en dag, hvor jeg overværede en mor slå ud efter sin lille pige i garderoben. Jeg sagde meget højt: ”Du må ikke slå.” Jeg var selv helt overrasket over, at jeg havde turdet irettesætte hende, men hun blev faktisk ikke sur.”
”Da jeg blev gammel nok, begyndte jeg på barneplejerskeskolen. Men den blev nedlagt, mens jeg gik der, så jeg stod med en halv uddannelse. Derfor fik jeg arbejde i en vuggestue i Tingbjerg – og så meldte jeg mig ind i LFS. Det var ikke helt frivilligt, for jeg kom fra et konservativt hjem, hvor man ikke var glade for fagforeninger. Men der var en eller anden kampagne, og jeg kunne ikke rigtigt undslå mig. Jeg syntes også, det var noget mærkeligt noget med den der kvindelige formand, der altid gik i flade sandaler. Jeg var jo sådan en ”pæn pige”, der kom fra et borgerligt hjem, hvor man holdt på formerne. Men mit forhold til LFS ændrede sig gennem årene, og jeg blev gradvist mere og mere enig. I dag siger min mand nogle gange til mig: ”Du er simpelthen så rød.”
”Jeg begyndte på seminariet i 1975, og det var i en periode, hvor der virkelig skete noget inden for pædagogikken. Det var meget politisk, meget idealistisk og meget, meget spændende. Det var en fantastisk tid, og der skete et stort skifte i tilgangen til børn netop i de år. Det nye børnesyn gjorde stort indtryk på mig, og jeg blev meget tidligt optaget af den anerkendende tilgang og af relationsarbejdet.”
”Jeg blev tilbudt arbejde i en vuggestue på Amager, allerede før jeg var færdig med seminariet, så jeg begyndte som pædagog i Københavns Kommune i 1978 og har arbejdet der lige siden. Først som pædagog, derefter som stedfortrædende leder og til sidst som pædagogisk leder af Den Grønne Planet. Vi blev som klynge introduceret til Marte Meo af vores klyngeleder, og det er en tilgang, jeg er meget begejstret for, og som, jeg synes, har beriget vores pædagogiske praksis. Jeg har i det hele taget været meget, meget glad for mit arbejdsliv, så jeg udskød min pension i fem år. Jeg var simpelthen ikke klar til at gå, da jeg var 65. Det spiller måske ind, at jeg har været leder i mange år, så min krop er nok knap så brugt, som den er hos de pædagoger, der har været på stuerne gennem hele arbejdslivet. Jeg kan dog godt mærke, at jeg har tilbragt mange timer på knæ – de er slidte.”
”Jeg bliver rystet, når jeg læser i medierne om dårlig kvalitet i dagtilbuddene. Det er jo skrækkeligt, at vi ikke er kommet videre, og at der er medarbejdere i dagtilbuddene, der ikke kan eller vil møde børnene på den rigtige måde. Noget af det handler om normeringer. Da jeg begyndte i vuggestue, var vi fem medarbejdere på en stue, hvor man i dag er tre. Men der er også noget med indstillingen til faget. Der er for stor berøringsangst i forhold til at konfrontere kollegaer, som ikke er gode nok i relationen. Der er stadig lang vej, før vi er gode nok til at reflektere over vores egen og andres praksis.”
Navn: Lise Fischer Jensen
Alder: 73
Bonusinfo: Har boet på Amager hele sit liv, når man ser bort fra en kort periode på et værelse i Søborg, da hun var helt ung. Fra 1. april til 31. oktober bor Lise sammen med sin mand i kolonihaven på Vestamager, hvor hun dyrker sin store haveinteresse. Når hun ikke lige luger og planter, går hun til zumba – og læser om historie og politik.