Sami rummer begge sider
På Tagensbo Skole i Nordvest er det uundgåeligt, at snakken lander på krig. De har nemlig både børn med russisk, ukrainsk, palæstinensisk og israelsk afstamning, som i forskellig grad har krig inde på livet. Det kræver af pædagogerne, at de forholder sig neutralt og anerkendende, fortæller pædagog Sami Qasim.
Af Anni M. Wiecka
Er det mest synd for børnene i Palæstina eller i Israel?
For nogen er det spørgsmål måske nemmere at besvare, hvis de har en relation til den ene af siderne. Men for pædagogerne på Tagensbo Skole er det ikke noget, de tager stilling til. I hvert fald ikke, når de omgås børnene.
”Vi kan ikke undgå, at der kommer spørgsmål eller kommentarer til, hvad der sker i Gaza, for vi har børn med rødder til både den ene og den anden side. Men når et barn fx siger, ”israelerne er onde”, eller ”palæstinenserne er selv ude om det”, så siger jeg, at ”jo, der findes onde mennesker. Men det er stadig synd for dem, det går ud over, at der er nogen på et højere plan, der er uenige.” Jeg prøver at være så neutral som muligt,” fortæller Sami Qasim, som er pædagog i Tagensbo Skoles KKFO.
De børn, han arbejder med, går i 0. til 3. klasse. Deriblandt er der en lidt større andel på den palæstinensiske end den israelske side, men det betyder ikke noget for, hvordan han behandler dem.
”Når der kommer grimme ord om de forskellige parter, stopper jeg det med det samme og fortæller dem, at man skal snakke pænt – uanset hvem, man snakker om.”
Neutralitet og omsorg
Selvom krigen i Gaza for alvor pustede til den danske mediedækning af Israel-Palæstina-situationen, har emnet længe været på børnenes læber på Tagensbo Skole.
”Jeg har været her siden 2018, og i al den tid har jeg fået spørgsmål eller kommentarer til, hvad der sker på Vestbredden. Men der er helt sikkert kun kommet mere fokus på Israel-Palæstina det seneste år,” fortæller Sami Qasim.
Før Israel-Palæstina var det Rusland-Ukraine.
”Da Rusland invaderede Ukraine, tog vi hurtigt en snak om, hvordan vi skulle tale med børnene om det, da vi allerede dengang havde børn med rødder i både Rusland og Ukraine. Vi blev hurtigt enige om, at vi skulle forholde os neutralt, være professionelle og ikke ytre vores egne holdninger, men i stedet udvise kærlighed og omsorg til de børn, der var berørte af det,” forklarer Sami Qasim.
Det, oplever han også, giver positiv respons fra børnene.
”Især når det er en som mig, der har palæstinensisk baggrund, der for eksempel siger til et barn: ”Du skal ikke tegne det israelske flag og skrive noget dumt henover det”, så tager de bedre imod det. Særligt, når jeg reagerer på samme måde over for grimme ord på det palæstinensiske flag,” siger han.
Omfavner kulturer
Hadefulde symboler med tusch på papir og med kridt på skolegårdens asfalt bliver stoppet af personalet på Tagensbo med det samme.
”Det skal være tydeligt for børnene, at vi ikke bakker op om at fodre racisme – lige meget hvem, den går ud over. Vi går op i at omfavne, at alle er forskellige, og at vi rummer alle nationaliteter og kulturer,” fortæller Sami Qasim og uddyber, at det også afspejler sig i deres generelle praksis i KKFO’en:
”Når børnene starter her, laver vi en masse forskellige retter, der har oprindelse i det land, man kommer fra. Det bruger vi til at snakke om de forskellige lande. Og så har vi også en intro-dag, hvor børnene får lov til at tegne de flag, der har med dem eller deres familie at gøre. De må tegne lige så mange flag, de vil, og så hænger vi dem op på stuen.”
Det smitter
Selvom Sami Qasim er overbevist om, at det er den rette tilgang at være rummelig og neutral over for børnene, har det ikke altid været lige nemt.
”I starten, da krigen i Gaza for alvor fik opmærksomhed, syntes jeg, det var svært på grund af min baggrund. Jeg har familie, det er gået ud over, og samtidig har jeg jødiske venner, hvis familie det også er gået ud over. Men der fandt vi i personalegruppen hurtigt ud af, at vi ikke snakker om vores egen, private sorg med børnene. Det kan vi gøre med kollegerne og med arbejdsmiljørepræsentanten. Det får ikke sorgen til at forsvinde, men det gør det meget nemmere at håndtere,” siger Sami Qasim og tilføjer:
”Jeg har altid været rummelig. Jeg har altid været accepterende over for andre nationaliteter, religioner og så videre. Men når jeg også praktiserer det i mit arbejde med børnene, og jeg fornemmer, at de spejler det, fordi de ser mig som en rollemodel, så styrker det også min egen rummelighed.”
Han både tror og håber, at hans egen rummelige tilgang kan hjælpe børnene til at finde deres eget omfavnende ståsted i en krigsramt verden.