Albert Bergmann og Frida Mårtensson Ringvei kan ikke se mere end ti meter frem, før deres blik møder en mur. Muren omkranser den flygtningelejr i Betlehem, hvor internt fordrevne palæstinensere i generationer er vokset op. Lejren er bevogtet af soldater, og dens beboere har begrænset bevægelsesfrihed. Her arbejder de to unge pædagogmedhjælpere i øjeblikket, da de har skiftet hverdagen i vuggestuer i Københavns brokvarterer ud med pædagogisk arbejde i Palæstina.
”Stemningen her er tung af alvor, og der hersker en følelse af landesorg. De fleste kulturelle tilbud er lukket ned. Det, der før skabte glæde og underholdning i hverdagen, foregår ikke længere, og de få kulturarrangementer, der er tilbage, omhandler det igangværende folkedrab. Alle de ting, der normalt skaber glæde, er sat på pause, og på gadehjørner hænger der billeder af nogen, der er blevet dræbt,” fortæller Albert Bergman.
Leg hitter
Børnene, som Albert Bergman og Frida Mårtensson Ringvei arbejder med, er i fritidshjemsalderen, og dagligdagen på fritidshjemmet er præget af undervisning i arabisk, matematik og engelsk. På den måde er pædagogikken mere som i en skole end på et dansk fritidshjem. Albert Bergman og Frida Mårtensson Ringvei har dog succes med at bruge en mere legende pædagogisk tilgang.
”Her er det ikke almindeligt, at de voksne deltager, når der for eksempel spilles fodbold. Så alle spærrede øjnene op, da vi gjorde det. For os er det helt naturligt. Vi legede også galgeleg med børnene, en staveleg, og det var de helt vilde med. Nogle af børnene kunne ikke blive siddende, fordi de var så spændte,” siger Albert Bergman.
Kommunikation uden sprog
Albert Bergman og Frida Mårtensson Ringvei behersker hver cirka fire ord på arabisk, mens børnene på Aida Youth Center har et tilsvarende begrænset engelsk ordforråd. Alligevel oplever de, at kommunikationen med børnene fungerer.
”Det ville naturligvis være en fordel, hvis vi kunne arabisk, men vi har erfaring med en del nonverbal kommunikation. Selvom børnene her har andre udfordringer end de børn, vi normalt arbejder med, er der stadig mange ligheder. For eksempel er skærmforbrug også noget, som optager det pædagogiske personale her i lejren,” siger Frida Mårtensson Ringvei.
På den ene side føler Albert Bergman og Frida Mårtensson Ringvei sig ikke klædt på til at arbejde med børn, hvor alvoren og døden er så nærværende. På den anden side oplever de, at deres evne til at lege, give smil og nærvær har en stor positiv betydning.
”Jeg tror ikke, det er vores opgave at sætte den store dybdepsykologiske kurs. Men vi føler os godt klædt på i forhold til at skabe nære relationer til børnene, have det sjovt og skabe glæde i hverdagen,” siger Albert Bergman.
Gensidig udveksling
Frida Mårtensson Ringvei og Albert Bergman oplever en stor interesse for de danske pædagogiske metoder fra det pædagogiske personale i lejren.
”De finder det interessant, at vi allerede i vuggestuealderen arbejder med følelsesregulering hos børn. Her er fokus primært på undervisning i sprog og matematik, men pædagogik handler jo også om for eksempel selvhjulpenhed og sociale relationer. De er interesserede i, at vi i Danmark arbejder med områder, som her traditionelt hører under familien,” siger Frida Mårtensson Ringvei.
Børnene i lejren adskiller sig på flere måder fra de børn, som Frida Mårtensson Ringvei og Albert Bergman arbejder med hjemme i Danmark. Det er en anden aldersgruppe, der er sprogbarrieren, og børnene er anderledes på endnu et punkt:
”Børnene i lejren er de børn, jeg har mødt, som tager allermest ansvar for hinanden. De er sindssygt gode til at dele og følge hinanden hjem. De holder øje med hinanden og tager sig af hinanden på en anden måde, end jeg har set før,” siger Frida Mårtensson Ringvei.
Albert Bergman tilføjer: ”Det er egentlig noget, der gælder for alle palæstinenserne, synes jeg. Det er som om, at de ved, at de er nødt til at passe på hinanden, og børnene påtager sig et stort ansvar tidligt,” siger han.
Vi fortsætter hjemme
Når Frida Mårtensson Ringvei og Albert Bergman taler med de lokale, oplever de, at samtalen ofte begynder med en forklaring om, at Palæstina er et besat land.
”Mange palæstinensere tror, at det er, fordi der mangler viden om deres situation, at tingene er, som de er. Vi kan jo kun have det skidt over, at der faktisk findes masser af viden om palæstinensernes situation, uden at der bliver gjort noget ved det. Jeg får lyst til at undskylde overfor dem, fordi Danmark på mange måder støtter Israels styre, og danske virksomheder tjener penge på besættelsen af Palæstina,” siger Frida Mårtensson Ringvei.
Opholdet i Palæstina har også givet Frida Mårtensson Ringvei og Albert Bergman lyst til at gøre noget, når de kommer hjem.
”Vi har allerede arrangeret en filmfremvisning og et foredrag med en, som vi har mødt her, og vi har arrangeret, at en sjette klasse her kan blive pennevenner med en dansk sjetteklasse. Derudover er vi også ved at finde ud af, om vi kan få en fodboldturnering op at stå,” siger Frida Mårtensson Ringvei.
Og så mener de begge, at det pædagogiske personale bør lægge pres på deres pensionskasse.
”Pensam og PBU har investeret over en milliard kroner i virksomheder på Vestbredden, der er involveret i de ulovlige bosættelser. Det kan laves om,” siger Frida Mårtensson Ringvei.
Ikke en strand i Mexico
Frida Mårtensson Ringvei og Albert Bergmann kunne have valgt at rejse til en strand i Mexico. De tog i stedet til Palæstina, fordi de ville lære den palæstinensiske hverdag og kultur at kende, samtidig med at opbygge relationer og hjælpe der, hvor der er brug for det.
”Vi oplever, at vi gennem det frivillige arbejde virkelig kommer ind under huden på folk. Man opbygger tillid, og det går begge veje. Det giver indsigt at høre folks historier og være tæt på børnene,” siger Frida Mårtensson Ringvei.
De to pædagogmedhjælpere har brugt Det Danske Hus i Palæstina til at få viden, før de tog afsted, og deres bedste råd er, at man ikke skal stresse over ikke at have en færdig plan, før man kommer frem.
”Der er masser af ting, man kan lave her og hjælpe med,” siger Frida Mårtensson Ringvei.