Løft kritikken

”Der er blevet forsket i, hvordan tavshedskulturen breder sig på samtlige velfærdsområder. Der bliver mere selvcensur, og folk tysser på hinanden. Så vi skal have flere til at sige noget mere. I bliver nødt til at sige det noget højere, og I bliver nødt til at blive ved med at sige det,” lyder det fra psykolog og forfatter Dorthe Birkmose på en debataften arrangeret af LFS, SUKA og Venner af Captum.

Opfordringen til at sige fra retter hun mod den store gruppe af velfærdspersonale, som er mødt op til debataftenen i håb om at blive klogere på blandt andet moralsk stress, og på hvordan man kommer den til livs.

Moralsk stress

Dorthe Birkmose definerer moralsk stress som det sunde menneskes reaktion på nogle arbejdsvilkår, der er for ringe. Det sker, når man arbejder med mennesker, der har brug for hjælp, og frygter, man ikke kan gøre sit arbejde godt nok, fordi besparelser, rigide retningslinjer og målstyring forhindrer én i at gøre det, der er behov for.

Mange tyer til mestringsstrategier, og Dorthe Birkmose har identificeret fire forskellige, nemlig forråelse, flugt, quiet quitting og skyggearbejde.  

”Lige så snart den moralske stress er der, ser jeg de mestringsstrategier sammen med de konflikter, der opstår på arbejdspladsen, fordi man bruger forskellige mestringsstrategier. Fx vækker det stor frustration hos skyggearbejderne, når nogen quiet quitter eller resignerer og omvendt,” forklarer Dorthe Birkmose.

Det handler om arbejdsvilkår 

Det er imidlertid problematisk, når konflikterne på arbejdspladsen fjerner fokus fra de reelle problemer og kilden til den moralske stress: Arbejdsvilkårene, påpeger Dorthe Birkmose.

Skal vi komme den moralske stress til livs, er løsningen ifølge Dorthe Birkmose, at velfærdspersonalet får mere arbejdsro, og det kræver 30 procent plads til uforudsete begivenheder.

”Mennesker kan presses til 70 procent for at kunne fungere 100 procent. Det vil sige, at vi har brug for 30 procent buffer-kapacitet, som vi kan trække på, når en kollega bliver syg, eller når en borger har brug for lidt ekstra opmærksomhed,” forklarer Dorthe Birkmose.

Det problem skal løses på organisatorisk plan sammen med problemet om ”pseudoarbejde”.

”Det er alle de møder, hvor man møder sig selv ihjel, uden at det rykker noget. Det er indsamling af data, som ikke bliver brugt til noget. Vi skal spørge os selv, om det, vi laver lige nu, flytter noget eller hjælper nogen. Hvis ikke, skal vi stoppe det,” siger hun.

Alle Dorthe Birkmoses løsningsforslag på at mindske den moralske stress indebærer altså kritik, og selvom det kan synes uoverskueligt, er hun overbevist om, at det er nødvendigt.

”Ellers vil vi se mere forråelse, mere flugt, mere quiet quitting, mere skyggearbejde og mere konflikt. Det, vi selv har indflydelse på, er at løfte kritikken op til dem, der kan gøre noget ved det.”

Dorthe Birkmose om de fire mestringsstrategier

1. Forråelse: I sin følelse af afmagt resignerer man og indfører selvcensur. Eksempler på det er sætninger som: ”Det er ikke bedre andre steder”, ”Man skal bare tage ja-hatten på”, ”Sådan er vilkårene”. Selvcensur er den største kilde til stresssygemelding: Man har været stille for længe.
2. Flugt: Når man ikke kan udholde den dårlige samvittighed, flygter man. Enten i form af at gå ned i tid eller skifte arbejdsplads. Når man så finder ud af, det ikke er bedre andre steder, flygter man fra sit fag.
3. Quiet quitting: Man møder til tiden, går til tiden, tøver ikke med at melde sig syg og gør generelt akkurat lige det, man er ansat til. Til gengæld mister man derved også arbejdsglæden.
4. Skyggearbejde: Man arbejder efter de høje standarder, som ens velfærdsarbejde reelt kræver, men man gør det i det skjulte: Man møder for tidligt, bliver til for sent og arbejder i bund og grund uden ledelse. Til gengæld betyder det så også, at man overpræsterer sig selv i stykker.