Kvinden bag Cirkeline

Flere generationer af børn har fulgt Cirkeline og hendes venner på eventyr. En ny film fortæller historien om Cirkelines tegner, Hanne Hastrup.

Tekst og foto: Agnete Solvej Christiansen

Hanne Hastrup kan sagtens deltage i et middagsselskab, uden at der er nogen, der aner, at hun er kvinden bag Cirkeline.

”Nogle gange siger jeg blot, at jeg har lavet en børnebog, hvis der er nogen, der spørger, hvad jeg laver. Det er jo ikke altid, at de så spørger videre, og så slipper jeg,” siger Hanne Hastrup med et stort smil.

I dag er tegneren 84 år, og det var, da hun som 17-årig sad på tegneskolen i København og slog streger med sin passer, at hun skabte begyndelsen på en af dansk børnefilms mest elskede figurer, Cirkeline. 

”Det begyndte med et hoved. Derefter tegnede jeg en lille krop, hår og ansigtstræk. Jeg tænkte: ”Du ligner en lille alf. Du skal bo hos mig og holde orden på mit tegnebord,” fortæller Hanne Hastrup. 

Det ensomme barn

En ny dokumentar, der findes på DRTV, fortæller historien om tegneren bag Cirkeline og partnerskabet med animatoren Jannik Hastrup, som hun dannede par med professionelt og privat, og som hun skabte Cirkeline-filmene sammen med.  

Instruktør Esther Wellesjus fortæller historien om Hanne og Jannik Hastrup og Cirkeline gennem interviews, gamle klip og bidder fra de Cirkelinefilm, som mange husker fra deres barndom. Dokumentaren beskriver også, hvordan Hanne Hastrups barndom adskilte sig fra den glade og ubekymrede stemning, der kendetegner Cirkelines univers.

”Jeg tror, at min fantasi kom af, at jeg var et ensomt barn. Jeg havde venner, men jeg havde sjældent tid til at være sammen med dem, da jeg havde mange pligter derhjemme. Min mor døde, da jeg var lille, og min stedmor havde meget strenge krav til mig,” siger Hanne Hastrup. 

Musene var rigtige venner

Som 18-årig forelskede hun sig i animatoren Jannik Hastrup, og dette møde blev afgørende for, at Cirkeline kunne træde ud af fantasien og blive en levende figur, som også andre kunne lære at kende. Jannik Hastrup arbejdede med tegnefilm og foreslog, at de skulle lave en film om Cirkeline og indsende den til DR. I 1968 blev den første Cirkeline-film vist på tv, og i alt blev der produceret 19 afsnit. Siden fulgte både biograffilm og bøger.

Cirkeline-filmene blev næsten et familieprojekt, for Hanne Hastrup tegnede, Jannik Hastrup animerede, og deres døtre lagde en del af stemmerne til figurerne. Nogle af figurerne i Cirkeline-filmene var også inspireret af familiens omgivelser.

”Vi havde mus i huset, og vi nænnede ikke at slå dem ihjel, så vi satte dem ud i haven, og så kom de tilbage. Musene blev i min fantasiverden til Cirkelines venner, og så var vi ligesom i gang,” siger Hanne Hastrup. 

Politik ikke for børn

Hanne Hastrup og Jannik Hastrup blev skilt i 1969, hvilket betød afslutningen på deres samarbejde om Cirkeline-filmene. Jannik Hastrup skabte senere filmen Flugten fra Amerika alene, men DR afviste at vise den, da den blev vurderet som for politisk. I filmen rejser Cirkeline og hendes musevenner til USA, hvor de møder en sort mus, der fortæller om racehad og diskrimination. Hanne Hastrup var faktisk enig.

”Jeg mener ikke, at sådanne emner egner sig til de mindste børn,” siger Hanne Hastrup.

Hvordan var det for dig at se Cirkeline blive vakt til live, da de første tegnefilm blev lavet?

”For mig var hun allerede levende, uanset om hun bevægede sig eller ej. Sådan fungerer fantasi. Jeg behøvede ikke at se hende animeret, men det var en spændende oplevelse – især fordi det var blandt de første tv-udsendelser i farver.”


”Cirkeline og den usynlige tegner” kan streames fra DR.dk.