Man er kun et lillebitte molekyle i en stor verden

”Det at blive pædagog har faktisk aldrig ligget fjernt for mig, for min mor var dagplejer, og alle sagde, at jeg var fantastisk til børn. Alligevel nåede jeg at blive lastvognsmekaniker og sømand i forsvaret, før jeg landede i faget. I dag er jeg glad for bredden i min baggrund. Når man har sejlet rundt i månedsvis i de arktiske farvande med det samme mandskab, og når man har boet på en lille flådebase i Grønland, hvor man ikke bare kan smutte, hvis det bliver besværligt, lærer man noget om at arbejde i teams. Det har jeg med mig i min hverdag som pædagog.”

”Da jeg var færdig med skolen, gik jeg i lære som lastvognsmekaniker, og det var et helvede. Dårligt arbejdsmiljø og en virkeligt rå tone. Så jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk fra værkstedet, da jeg var udlært. Jeg søgte ind i Forsvaret, selv om jeg havde trukket frinummer ved session. Da brevet om, at jeg var optaget, kom, var jeg ved at tabe både næse og mund, for jeg blev indkaldt til tjeneste på Kongeskibet. Det føltes alligevel ret vildt. De tog mig sikkert, fordi de gerne ville have haft mig nede i maskinrummet, men det ville jeg helst ikke, for jeg havde fået motorer nok. Jeg fik heldigvis lov til at være over dæk og gik og pudsede og polerede, så skibet stod knivskarpt. Det var ret sjovt at møde alle dem, man i øvrigt kun ser i de kulørte blade. Men det var også sundt, for man fandt jo ud af, at de er akkurat lige som alle vi andre.” 

”Jeg var blevet glad for at sejle, så jeg blev i Søværnet, hvor jeg i tre år var med på de skibe, som patruljerer i Nordatlanten. I 2009 fik jeg chancen for at komme til Grønland. Jeg blev mekaniker på den gamle flådebase Grønnedal i Sydgrønland. Grønnedal ligger in the middle of no where, og jeg tabte fuldstændig mit hjerte til Grønland. Jeg er født på Amager og opvokset på Nørrebro, og for en storbydreng som mig var det totalt overvældende at være i det storslåede og uberørte landskab. Der er så stille, at man kan høre sit eget hjerte slå, og man forstår, at man selv kun er et lillebitte molekyle i verden. Man lærer at være alene med sig selv sådan et sted, og man lærer også at være rummelig over for de mennesker, man er sammen med. Jeg savner stadig den grønlandske natur helt vildt.” 

”Det var nogle fantastiske år, så jeg bestemte mig for at ville være maskinmester, så jeg kunne fortsætte som sømand. Men livet kom i vejen. Jeg havde jo fået en kæreste, og vi fik vores første barn, Freja, i 2013. Jeg var hjemme i en måned omkring hendes fødsel, og så skulle jeg på vandet igen. Da jeg kom hjem efter seks uger, skulle jeg lære hende at kende igen forfra – og hun skulle lære mig at kende. Jeg hverken kunne eller ville have børn på den måde, så jeg var nødt til at gå i land. Jeg nåede en halv maskinmesteruddannelse, før jeg sprang fra og søgte job som pædagogmedhjælper i Barndommens Land på Østerbro, hvor mit job blev at køre børnene på ture i institutionens minibus. To dage om ugen med vuggestuebørnene og tre dage med børnehavebørnene. Vi havde en fantastisk normering, for vi var to voksne til henholdsvis fem og seks børn, og vi turnerede København rundt på alle de bedste legepladser og andre børneegnede lokations. Det var vanvittigt fedt, men det var desværre kun et barselsvikariat, så jeg måtte videre.” 

”Jeg fik job i en lillebitte vuggestue på Sundholm, og der var nok for alvor der, min indre pædagog blev vakt. Jeg kom til at arbejde med kollegaer, som viste mig, hvordan det at arbejde med pædagogik er at forme og danne små mennesker på den kærligste, tryggeste og mest omsorgsfulde måde, så de får den bedste start på tilværelsen. Bagefter kom jeg til institutionen Amagerhus, hvor jeg mødte den samme type pædagogik – og efter det var der ikke nogen vej tilbage. Da jeg senere fik job i Galaxen, fik jeg samtidig en aftale om, at jeg kunne få lov til at tage merituddannelen. Jeg blev færdig i 2024, og jeg har ikke fortrudt et øjeblik. Man kan komme træt hjem efter en dag, hvor ungerne har været helt umulige og ikke har villet høre efter, og hvor man alligevel glæder sig til at skulle afsted igen næste morgen, fordi man skal hen og kramme de der dejlige børn. Det er det, jeg brænder for.”

Navn: Tommy Kristensen

Alder: 42

Job: Pædagog og tillidsrepræsentant i Børneinstitutionen Galaxen på Amager

Bonusinfo: Bor i lejlighed på Amager sammen med kæresten Jane og deres fælles børn Freja på 12 og Otto på ni. Kæresten er født ind i en inkarneret spejderfamilie, og Tommy er blevet smittet og er i dag selv både spejderleder og medlem af bestyrelsen i Det Danske Spejderkorps. Når han ikke snitter og binder knob, er han at finde ved diverse heavymetal festivaler rundt om i Europa - hvis han da ikke er på stadion for at se Brøndby spille. Og han er seriøs fan: ”Mit blågule hjerte er lige så stort som mit pædagoghjerte,” som han siger.