Mistrivslen der blev overset – igen

Arbejderklassens børn og unge mistrives mere end middel- og overklassens. Og mere end 50.000 børn i Danmark vokser op i relativ fattigdom. Det har til gengæld ingen betydning for børns og unges mistrivsel, for ikke én gang i Trivselskommissionens 146 siders lange rapport optræder ord som ”fattigdom” og børnefattigdom”.

Ligesom børn og unge fra vores allerstørste minoritetsgruppe, mennesker med fysisk og psykisk handicap, heller ikke bliver nævnt.

Til gengæld peger Trivselskommissionen indirekte på, at forældre og særligt forældre til børn i massiv mistrivsel er arnestedet for folkeskolens udfordringer. 

Det malplacerede og kollektive angreb på nutidens forældre er en slags opdateret udgave af 60’ernes rindalisme rettet mod forældre, som ifølge trivselskommissionen gør deres børn en bjørnetjeneste med deres vattede opdragelsesidealer, hvor krav, konsekvens og huspligter er en by i Rusland. Magen til parade af stråmænd, omvendt lommetyveri og motivforskning skal man lede længe efter. Det er en gratis omgang. Populisme af værste skuffe.

Ingen steder i rapporten peger Trivselskommissionen på elefanten i rummet: De store vuggestue- og børnehavegrupper, høje klassekvotienter, lange skoledage og få ressourcer i både dagtilbud, folkeskole og skolefritidsordninger. I stedet foreslår de at hæve klasseloftet for de mindste klasser fra 26 til 28 for at finansiere nogle af deres forslag. Selvom vi ved, at et klasseloft på 22, er der, hvor børnefællesskabet, læringen og inklusionen lykkes bedst for alle.

Ingen steder i rapporten omtaler Trivselskommissionen den katastrofale situation, der er på det kronisk underfinansierede specialiserede område. I stedet trivialiseres behovet for specialiserede indsatser i dagtilbud, fritidstilbud og folkeskolen, som om inklusion i almenskolen skal kunne tilgodese de samme behov for specialiserede indsatser som specialbørnehaver, specialklasser og specialskoler har dækket i årtier. På intet tidspunkt forsøger trivselskommissionen at udfordre det falske politiske narrativ om, at udgifterne til det specialiserede område er årsagen til nedskæringer på daginstitutioner, fritidstilbud og skoler. 

Endnu engang har elitekonsensussens narrativ sejret, mens børn og unge i mistrivsel er efterladt på perronen sammen med deres familier.

Trivselskommissionens 146 siders lange rapport er i bedste fald glemt om kort tid, som de fleste kommissionsrapporter bliver. I værste fald fjerner den fokus fra de børn og unge med særlige behov, som mistrives big time, og velfærdsstatens krise forlænges uden lys for enden af tunnelen med alle de konsekvenser, det har for børn og unge i mistrivsel, og dem, der ønsker at gøre en forskel for dem i dagtilbud og skoler.