”Jeg skal med en helikopter kl. 14 grønlandsk tid. Hvis den flyver. I sidste uge, da jeg var i Nuuk, blev jeg hver dag ombooket til dagen efter, fordi vejret er så dårligt heroppe,” griner 38-årige Chris Christophersen over en overraskende god telefonforbindelse fra bygden Kulusuk i det østlige Grønland.
Chris Christophersen har fået orlov fra sit arbejde som pædagog i Forfatterhuset på Nørrebro for at tage til Grønland for nok 25. gang og tage billeder til ”Grønlandskalenderen 2026” gennem sin fotografvirksomhed Royal Press Photo.
Det er en opgave, han meget frivilligt har taget på sig, da han har en ganske særlig relation til Grønland både professionelt og privat. Hvorfor han også bliver stødt af den ”hyggeracisme”, han i denne tid oplever over for grønlændere fra nogle danskere.
”Særligt når folk, jeg troede, jeg kendte godt, skriver, ”de burde sendes ud på en isflage” på sociale medier,” siger Chris Christophersen.
Grønland i generne
”Min mormor var den første uddannede pædagog i Grønland. Hun sejlede til Danmark for at tage sin uddannelse, og så kom hun tilbage til sin fødeby Maniitsoq, hvor hun arbejdede i en institution. Min morfar var dansk malermester og tog herop for at arbejde. Han fandt min mormor, og så slog de sig ned heroppe, i Maniitsoq, og fik min mor, som min far mødte, da han var heroppe for at arbejde – også som maler,” forklarer Chris Christophersen.
Hans forældre tilbragte et par år i Grønland, inden de tog til Danmark og fik Chris. Mere eller mindre siden da har han været i Grønland hvert år for at besøge sin mormor, frem til hun gik bort, og senere for gennem 15 år at tage billeder af kongefamilien på deres besøg i Grønland.
”Det var en perfekt mulighed for at komme til Grønland hvert år og gense de folk og naturen, jeg holder så meget af. Ligesom ”Grønlandskalenderen”, jeg har lavet de sidste par år,” fortæller han.
Vejen til pædagogikken
I 2012 tog Chris Christophersen et job som pædagogmedhjælper i Forfatterhuset, fordi han havde svært ved at få økonomien som fotograf til at køre rundt. Det overraskede ham, hvor glad han blev for arbejdet.
”Jeg synes, det er fedt at kunne være med til at give børn en god start på livet. Og så er jeg ret fascineret af den sproglige udvikling hos det enkelte barn, som kan være utroligt forskellig,” fortæller han om årsagen til, han startede på pædagoguddannelsen.
”Jeg ved ikke, om det også var med til at skubbe lidt til mig, at man kunne komme til Grønland i en af sine praktikker, men det var i hvert fald min førsteprioritet på studiet at komme herop og se, hvordan jeg kunne kombinere det pædagogiske med min relation til Grønland.”
Og til Grønland kom han, i praktik på en kommunal institution i Nuuk, men det var ikke just, som han havde forestillet sig.
Den kommunale
”På min første dag sagde kollegerne til mig, at de ikke kom til at tale så meget med mig, fordi de var dårlige til dansk, og at jeg helst ikke skulle slæbe noget med fra Danmark, der ændrede på deres rutiner. Og så havde jeg en leder, som heller ikke lagde skjul på, at danskerne ikke var hendes yndlingsfolkefærd,” fortæller Chris Christophersen om sin praktik på den kommunale institution i Nuuk.
Takket være sin grønlandske familie og omgangskreds havde han opbygget et mindre ordforråd på grønlandsk, som gjorde ham bekendt med, at han blev bagtalt af sine grønlandske kolleger. Dét, kombineret med de urimelige opgaver, han blev stillet over for og den mangel på pædagogik, han oplevede i institutionen, blev for meget for ham.
”Måden, børnene blev behandlet på, satte sig i mig. Når de forlod institutionen, havde de ofte blå mærker, fordi der ikke var opsyn med dem, og hver formiddag og eftermiddag blev tegnefilmen Frost sat på skærmen. Så kunne børnene enten vælge at følge med eller kigge ind i væggen, mens personalet lå med deres smartphones.”
Han dokumenterede forholdene på institutionen, men den daværende børnetalsmand i Grønland valgte ikke at håndtere hans henvendelse.
Grønlands fremtid
Efter praktikoplevelsen mistede Chris Christophersen håbet om selv at kunne arbejde som pædagog i Grønland, og i dag frygter han generelt, at fremtiden for det pædagogiske arbejde i Grønland hænger i en tynd tråd.
”Jeg kan godt blive lidt bange for fremtiden heroppe med al den snak om selvstændighed, når man samtidig hører, at de står i sne til knæene i forhold til mangel på pædagoger.”
Forholdet mellem Danmark og Grønland har altid været betændt, men den seneste tids politiske og mediemæssige opmærksomhed har kun hældt mere benzin på bålet, oplever han.
”Jeg er selv blevet overrasket over graden af såkaldt hyggeracisme fra danskerne til grønlænderne gennem medierne. Det er svært at være i som én, der har et ben i Grønland og et ben i Danmark,” siger Chris Christophersen, som imidlertid ikke har tænkt sig at give afkald på Grønland – personligt:
”Jeg tabte mit hjerte til Grønland allerede som barn. Det er ikke til at ændre på.”