Sisse Trolle Laiq: Jeg har mødt de muligheder, der kom på vejen
Vejen til at blive pædagogisk konsulent har for Sisse Trolle Laiq været præget af en blanding af tilfældigheder, spontant opståede muligheder og gode mavefornemmelser. Hun har efterlevet sit eget gode råd til andre: At møde de muligheder, der kommer på vejen og mærke efter, om det føles rigtigt.
”Da jeg skulle i min første praktik i en vuggestue, skulle det bare overstås. Jeg var nemlig overbevist om, jeg skulle arbejde med specialpædagogik. Men da jeg kom ind i den lille vuggestue på Vesterbro, blev jeg imponeret over arbejdet med nonverbal kommunikation og tilknytning. Og så tænkte jeg, at måske var det ikke specialpædagogik, jeg skulle arbejde med alligevel,” fortæller Sisse Trolle Laiq, som i dag er pædagogisk konsulent i BUF Indre By og Østerbro.
Hun var tilkaldevikar i selvsamme vuggestue under hele sin pædagoguddannelse og blev også ansat ét år efter uddannelsen, da der blev en stilling ledig. Tre år senere blev hun så souschef, tre timer om ugen, i samme institution.
”En kollega blev syg, og så sagde de: ”Du har jo sagt, at du synes, ledelse er spændende. Kunne du tænke dig at prøve det?”. Det er et meget godt billede på min karriere: Det har ikke været sådan noget med, at jeg har sat mig et mål, og så er jeg gået efter det. Det er mere, at der er opstået en mulighed, og så er jeg blevet nysgerrig på det,” fortæller Sisse Trolle Laiq.
Det er altså med undtagelse af, da hun havde prøvet kræfter med ledelse i nogle år – først i vuggestuen og senere som pædagogisk leder i en institution:
”Der siger jeg til en gammel studiekammerat: ”Inden for fem år vil jeg være pædagogisk konsulent,”” fortæller hun.
Drømmejobbet
Drømmen om at blive pædagogisk konsulent blev dog udsat, da hun testede et forældrekommunikationssystem og derefter blev tilbudt en stilling som pædagogisk IT- og udviklingskonsulent.
En stilling, der var rigtigt spændende, indtil den blev mere skrivebord og mindre børn i praksis, hvorfor hun sagde ”ja”, da hun igen fik tilbuddet om en stilling som pædagogisk leder.
Her var hun i fem gode år, indtil det slog hende, at hun faktisk aldrig var lykkedes med at få drømmen om at blive pædagogisk konsulent til at gå i opfyldelse.
”Det gik op for mig, at jeg reelt ikke havde drømt om at arbejde som pædagogisk IT- og udviklingskonsulent, men om at komme ud og understøtte udvikling og lave tilsyn.”
Det har hun nu gjort siden juni 2023.
”At komme ud og lugte til leg, være der, når det er godt og mindre godt og snakke udviklingspotentiale med medarbejdere og ledere, det er så fedt. Den udviklingsopgave, der ligger i tilsynet, giver mig energi.”
Råd til andre
Sisse Trolle Laiq har ikke altid vidst, om hun ”kunne finde ud af det nye”, når hun har skiftet stilling, men det har ikke afholdt hende fra at prøve alligevel. Det er derfor også en del af hendes råd til andre, der overvejer et karriereskift.
”Hvis man ikke trives i sit job på grund af dårlige arbejdsforhold, så er det ikke altid det bedste udgangspunkt for at prøve noget helt andet. Så kan det være, man i stedet skal prøve en lignende stilling i en tilsvarende institution, før man drastisk går over i en anden boldgade. Har man imidlertid gode arbejdsforhold, men er interesseret i at prøve noget andet, så skal man opsøge det og ikke tale sig selv ned,” råder hun.