Kirsten Rønholdt Byø: Jeg har ved alle mine jobskift mærket efter, hvad jeg havde lyst til
Kirsten Rønholdt Byø er uddannet speditør, men glæden ved børn og ønsket om at give sine egne børn en opvækst, der lignede den, hun selv havde haft, gjorde jobbet som dagplejer til drømmejobbet for hende.
”Jeg er uddannet speditør, men arbejdet som speditør var ikke foreneligt med at selv have små børn. Arbejdsdagene kunne nemt strække sig fra kl. 06 om morgenen til 21 om aftenen flere dage om ugen. Jeg vidste derfor allerede, før jeg afsluttede uddannelsen, at jeg skulle finde en anden vej i mit arbejdsliv,” siger Kirsten Rønholdt Byø, som i dag er dagplejer i Gentofte Kommune.
Kirstens Rønholdt Byø har altid holdt af børn. Derfor var skiftet fra speditørfaget til det pædagogiske område nærliggende for hende. Hun var forbi tre speditørstillinger og flere stillinger som pædagogmedhjælper, inden hun landede som dagplejer i Gentofte Kommune.
”Jeg var på et tidspunkt på en børnehavestue i en integreret institution, og jeg kunne mærke, at det slet ikke var noget for mig. Der blev jeg bekræftet i, at det er de yngste børn, jeg brænder for at arbejde med. Jeg har ved alle mine jobskift mærket efter, hvad jeg havde lyst til og sat mig ind i, hvad det nye job indebar, før jeg søgte det. Det, tror jeg, er vigtigt,” siger hun.
Få børn, mange muligheder
Kirsten Rønholdt Byø vidste allerede, før hun fik børn, at hun ønskede at give sine egne børn en opvækst, der lignede den, hun selv havde haft med en mor, som var hjemmegående. I dag er hendes børn i trediverne, og hun er selv i gang med sit 29. år som dagplejer. Et valg, hun ikke har fortrudt.
”Mit job som dagplejer gav mig mulighed for at give min familie mange af de fordele, som en hjemmegående mor kan give. Ulvetimen eksisterede for eksempel ikke i vores familie, for jeg fik ordnet så mange praktiske ting, når dagplejebørnene sov,” fortæller Kirsten Rønholdt Byø.
Selv om arbejdslivet som speditør lyder fjerntliggende fra det pædagogiske område, er Kirsten Rønholdt Byø ikke i tvivl om, at hun har udviklet både kompetencer og personlige egenskaber via sin speditøruddannelse, som hun også bruger i jobbet som dagplejer.
”Når man er dagplejer, skal man kunne tale med mange forskellige forældre, og man står selv med ansvaret for forældresamarbejdet. Jeg taler til forskellige forældre på forskellige måder, men jeg har de samme værdier hele tiden. Det samme skal man, når man er speditør. I det arbejde skal man både kommunikere med kunder, lagermedarbejdere, chauffører, vognmænd og kollegaerne på kontoret. Arbejdet har mange snitflader,” siger Kirsten Rønholdt Byø og tilføjer:
”Jeg oplever, at forældresamarbejdet stiller store krav til mig, og det kan være udfordrende. Forældrene i dag er opmærksomme på deres børn på en anden måde i dag, end de var for ti år siden.”
Arbejde med råderet
Kirsten Rønholdt Byø tog springet fra pædagogmedhjælper til dagplejer, efter et par gamle fodboldskader sprang op, og rutineopgaverne med for mange børn, der skulle hjælpes på én gang, blev for slidsomt. Arbejdet som dagplejer gav hende mulighed for at koncentrere sig om få børn.
”Jeg har en helt en anden råderet som dagplejer, end jeg havde som pædagogmedhjælper. Vi skal ikke være hjemme på stuen til mad klokken 11, for jeg tilrettelægger selv dagen i samspil med børn og forældre. Jeg er dog virkelig glad for, at jeg har erfaring fra daginstitutioner. Uden den erfaring tror jeg, at jeg havde knækket halsen på arbejdet som dagplejer.”