”Vi kan ikke være bekendt, at et stigende antal børn ekskluderes fra folkeskolen og dermed fra børnefællesskabet. For det er pokkers svært at forlade specialsystemet igen, og al forskning viser, at de børn med stor sandsynlighed får en dårligere fremtid,” siger Mette Dunker Olsen.
Hun har bidraget til forarbejdet til Specialanalysen, og hun sidder med ved bordet i den praksisgruppe på tværs af hele Københavns Kommune, der skal være med til at gøre analysens visioner til virkelighed i dagtilbud og skoler.
”Jeg tror fuldt og fast på, at vi kan gøre det bedre ved at ændre vores grundlæggende børnesyn. Det må og skal ikke være det enkelte barn, der er problemet. Vi skal kunne skabe læringsmiljøer i almindelige dagtilbud, hvor der også er plads til børn, der har brug for noget andet end flertallet,” siger Mette Dunker Olsen.
Børn har godt af at spejle sig
Idrætsinstitutionen Bavnehøj, hvor Mette Dunker er pædagogisk leder, er normeret til 100 børn, og ti af pladserne er basispladser til børn med særligt behov for støtte i en periode. Børnene går på almindelige stuer og er ikke adskilt fra de øvrige børn. Og det er centralt for Mette Dunker Olsen:
”Vi tror på, at børn har godt af at spejle sig i andre børn, som har nogle af de kompetencer, som de selv skal øve sig i. De hensyn, som skal tages i forhold til ro, overskuelighed og struktur, er oftest til gavn for hele børnegruppen,” siger Mette Dunker Olsen, der har en pædagogisk fortid på specialområdet.
”Derfor er det mit hjertebarn, at vi skal bringe nogle af de greb, man har på specialområdet, ind i den almindelige dagtilbudspædagogik. Og det er vi også nødt til, hvis visionerne om at nedbringe antallet af børn i specialtilbud skal lykkes.”
I dag kommer hjælpen for sent
En af de store svagheder i det nuværende system er, at de børn, som har brug for særlig støtte, ofte får den alt for sent, mener Mette Dunker Olsen.
”Når vi får børnene ind på basispladser, er de ind imellem op til fem år gamle. Så vi har meget kort tid til at arbejde med dem. Vi kan se og høre, at der er gået for lang tid forud med mistrivsel – og ikke kun hos barnet. Der har været frustration hos de pædagogiske medarbejdere, fordi de har følt, at de ikke slog til, der har været bekymrede forældre, og der har først og fremmest været et barn, som ikke havde det godt, og som ikke udviklede sig optimalt,” siger Mette Dunker Olsen, der peger på, at et eller to år med dårlig trivsel er en alt for stor del af et børneliv, og at barnets udfordringer derfor kan nå at vokse sig så store, at barnet tidligt bliver ekskluderet fra normalområdet.
Vi skal ændre kulturen
Når der går lang tid, handler det om, at barnets sag i dag skal behandles i den centrale visitation, og der skal ligge observationer og beskrivelser fra forskellige faggrupper inden vurderingen i visitationen. ”Men der kigges allerede nu ind i procedurer og ændringer på dette område, som kan mindske denne arbejdstid og generere mere tid ude i børnehøjde i stedet, så vi er på vej i den for mig rigtige retning,” siger Mette Dunker Olsen.
”Der er jo også de børn, der mistrives i dagtilbuddene, men som aldrig får en basisplads, og som så enten ved skolestart eller kort tid efter bliver sendt videre til specialiserede tilbud. Her kunne man formentlig give dem en bedre dagtilbudstid og forberede dem bedre på skolen, hvis de fik hurtigere hjælp i deres eget dagtilbud.”
Derfor er en tidlig indsats i det dagtilbud, hvor barnet begynder, helt grundlæggende, mener Mette Dunker Olsen.
”Vi skal have ændret hele kulturen, så dagtilbuddene bliver i stand til at støtte op om de børn, der har det svært i en periode. Det handler om en tilgang, hvor læringsmiljøet skal tilpasse sig børnene og ikke omvendt, og hvor man tager udgangspunkt i barnets ressourcer i stedet for at se på, hvad barnet har svært ved. Og så handler det om større faglighed.”
Kortere vej til support
For Mette Dunker Olsen er tilførsel af faglighed den helt afgørende faktor for, at det kan lykkes at fastholde flere børn i det almene system.
”For mig at se er det ikke nødvendigvis flere hænder, der er løsningen. Men de medarbejdere, der er i dagtilbuddene, skal have mere viden om specialpædagogik. Og så skal de have hurtig adgang til support fra nogen, der ved meget om læringsmiljøer, mangfoldige børnefællesskaber og børn med særlige udfordringer. For man kan være fem pædagoger om ét barn, uden at det rykker noget, hvis man ikke gør det rigtige.”
Mette Dunker Olsen har en drøm om et kompetencecenter, som kan vejlede der, hvor børnene er.
”Vi har en masse viden i de dagtilbud, hvor der er basispladser, som kan komme andre dagtilbud til gode. Det er vigtigt, at vi sammen arbejder for en kort praksisnær adgang til hjælp til både det enkelte barn og hele børnefællesskabet. For det er det gode børnefællesskab, der modvirker mistrivsel hos det enkelte barn.”
Hun understreger, at der skal sættes særligt ind med undervisning af de pædagogiske ledere.
”De er på en kæmpe opgave. De skal selv have en håndfuld nye pædagogiske redskaber, og så skal de lede kulturændringen i dagtilbuddets faglige tilgang. Det er tiltrængt, at man ser på en aflastning af de pædagogiske ledere. De er for belastede af rigtig mange administrative opgaver.”
Ikke alle skal i folkeskole
Det er ikke alle børn, der skal i den almindelige folkeskole. Der vil altid være børn, der har brug for specialiserede tilbud, siger Mette Dunker Olsen.
”Vi sender i snit to ud af ti af vores basispladsbørn videre til specialtilbud ved skolestart. Det kan være børn med vidtgående handicap, hvor man simpelthen ikke vil kunne dække deres behov i folkeskolen. Det kan både være omfattende udviklingshandicap, eller det kan eksempelvis være et barn med så svær autisme, at barnet simpelthen ikke vil profitere af at skulle være i det store mangfoldige fællesskab. Men som tingene ser ud i Københavns Kommune i dag er, så er det et mindretal af børnene fra basispladser, der fortsætter i almindelige skoletilbud. Og her viser vores erfaringer, at man kan lykkes med en meget større andel,” siger Mette Dunker Olsen.
Diagnose betyder ikke specialskole
De børn, som Idrætsinstitutionen Bavnehøj lykkes med at sende videre til de lokale folkeskoler, er en blanding af børn med og uden diagnoser.
”Der kan være tale om børn med infantil autisme, børn med sproglige udfordringer, og børn der har svært ved at regulere sig selv. Der kan også være tale om børn med fysiske handicaps.”
Når børnene skal begynde i skolen, laver medarbejderne fra Idrætsinstitutionen Bavnehøj mundtlige overleveringer sammen med forældrene, hvor de fortæller skolen, hvad børnene har behov for, så de får en god skolestart.
Hun er derfor især glad for Specialanalysens udspil om overgangspædagoger, der skal følge børnene i overgangen fra dagtilbud til indskoling.
”Det vil være en stor gevinst for vores børn, at der er en tryg person, som kender dem, og som eksempelvis ved, at netop det barn kan have brug for at blive taget ved hånden i en stor og uoverskuelig skolegård.”
Det handler ikke om penge
Det er en økonomisk bombe for Københavns Kommune, hvis det ikke lykkes at standse himmelflugten i antallet af børn, der flyttes fra folkeskolen til specialtilbud.
Mette Dunker Olsen er ikke blind for de skræmmende regnestykker.
”Hvis der ikke gøres noget, vil udgifterne til specialtilbud blive så høje, at kommunen kommer til at udsulte økonomien for dagtilbud og folkeskoler. Og så har man for alvor startet en ond cirkel, hvor der vil være stadigt færre ressourcer til at forebygge mistrivsel i almindelige dagtilbud og skoler,” siger Mette Dunker Olsen, der på samme tid pointerer, at det ikke er økonomi-overvejelser, der gør, at hun går stærkt ind for at flere børn skal være i det almene system.
”Vi skal turde være modige på børnenes vegne. Det handler om et grundlæggende menneskesyn. Vi skal ikke have et samfund, hvor et stigende antal børn bliver gjort anderledes og ekskluderet fra fællesskabet.”