”Værdierne i Sydhavnen, hvor jeg voksede op, var, at man ikke slår på nogen, der er mindre end en selv. Man sladrer ikke, man skal altid passe på den, der har det sværere end en selv, man slår ikke nogen bagfra, og man sparker ikke på nogen, der ligger ned. Da jeg var barn, var jeg meget stille og genert og tænkte meget over tingene. Senere, som teenager, måtte jeg lære mig selv at komme ud af genertheden, så jeg kunne få en plads og leve op til min fars forventninger. Han mente, at man havde en pligt til at råbe op og passe på dem, som havde brug for det. Jeg havde heldigvis en vidunderlig fantasi og læste et utal af bøger, fra jeg var helt lille.”
”Familielivet, da jeg voksede op, var ikke specielt lykkeligt. Faktisk vil jeg sige, at det var ret komplekst. Min far var aktiv kommunist og stod nede på hjørnet i Sydhavnen hver lørdag og solgte Land og Folk, så alle kendte til vores families politiske ståsted. Han var meget aktiv i fagforeningen, hvor han var optaget af pamperi, og af hvordan det kunne opstå i fagforeningen. Jeg er vokset op med, at det var væsentligt at passe på såvel svage børn som fattige børn, som ikke havde det, som de havde brug for. Det betød, at alt mit legetøj blev taget fra min lillesøster og mig hvert år og givet til Land og Folks indsamling. Også mine bøger. Jeg har af samme årsag ikke noget legetøj fra min barndom.”
”Min vej ind i pædagogikken gik gennem en veninde, som arbejdede som pædagog. Hun sagde, ”vi mangler en ude hos mig”, og jeg var bidt af det fra dag et. Jeg har altid haft let ved at finde på, og jeg blev pædagog i en tid, hvor der var frihed og færre børn til flere voksne. Jeg startede mit pædagogiske arbejde i områder, hvor andelen af udsatte familier var høj. Jeg tror, jeg ret hurtigt fandt ud af, at min vigtigste opgave var at se, hvordan jeg kunne forstå, påvirke og understøtte familien. For familien vil nærmest altid det bedste for deres børn, men de kan være havnet under komplekse vilkår, der gør tingene svære.”
”Jeg har haft mit eget skøre væsen med mig ind i mit arbejdsliv, men jeg er jo blevet påvirket af og har lært af kollegaer. Jeg har været pædagog i en tid, hvor vi også var socialt meget sammen som pædagoger, og vi var på kolonier. Jeg har været afsted på koloni 14 dage ad gangen, og det gav jo en nærhed og relationer til de unge, som var en gave. Vi kunne give de unge, der var uden for fællesskabet nogle redskaber, og der var dannelse forbundet med kolonierne i forhold til at spise sammen, hvordan man deler, hvordan man taler. Vi lærte også meget om hinanden som kollegaer. Hvis der er noget, jeg synes, er ærgerligt, så er det, at koloni ikke i så høj grad er noget, man gør længere, og det er ikke det samme at tage på skolekoloni med vildt fremmede børn.”
”Jeg har været leder gennem mange år. Først pædagogisk leder og siden hen klyngeleder. Det var specielt at blive leder for mine tidligere lederkollegaer. Jeg er tilhænger af meget bred inddragelse, og jeg har efterlyst det i fagforeningen gennem årene og sagt, at det kunne være fedt at holde nogle konferencer, hvor vi kunne diskutere de problemstillinger, vi har i praksis og finde frem til, hvad der skulle til, for at vi kunne løse dem på en god måde. Jeg har været aktiv i ledernes faglige klub, og det arbejde startede jeg med for over 30 år siden. Jeg kan godt savne det bredere arbejde, hvor vi havde mere reel inddragelse og mødtes med dem ude på stuerne på en anden måde.”
”Jeg har altid været nysgerrig på og har elsket, når der var pædagoger, der var utilfredse og sagde: ”Prøv at høre her: Det fungerer ikke”. Jeg har haft en helt grundlæggende lyst til at vide, hvad det pædagogiske personale tror, at der skal til, for at tingene vil fungere. Jeg tror fuldt og fast på reel inddragelse og på, at hvis vi som fagområde skal udvikle os, så skal vi inddrage alle niveauer. Jeg mener dybest set, at jo højere du er i hierarkiet, jo mere respekt skal du have for at lytte, være nysgerrig og tage de mindste budskaber, der kommer fra folk under dig, alvorligt."
Bonusinfo
Navn: Marialise Rømer bliver kaldt ”Maria”.
Arbejdssted: Gik i slutningen af 2024 på pension efter at have været klyngeleder i Københavns Kommune siden 2011.
Bonusinfo: Maria bor sammen med sin mand Carsten og bulldoggen Humfrey. Hun har en stor vennekreds, som hun glæder sig til at have mere tid til at være sammen med nu, hvor arbejdet ikke skal passes længere. Hun har blandt andet en venindegruppe, som hun rejser med. Dem fik hun, da hun en periode på fire år var byrådspolitiker for SF på Københavns Rådhus ved siden af sit pædagogiske arbejde.