Omkring 300 børn hjemmepasses i øjeblikket med tilskud fra Københavns Kommune. Men selvom dagplejepædagogerne, der står for tilsynet med netop hjemmepasning, skriver ud til samtlige familier, er der mange, der takker nej. Tilsynet er nemlig frivilligt, og det har sine udfordringer, fortæller Mette Despina Mikkelsen, der udfører tilsyn med hjemmepassere og dagplejere.
Mette Despina Mikkelsen anslår, at hun hver uge skriver til to til tre familier, der modtager tilskud til hjemmepasning, og hver gang får hun afslag fra gennemsnitligt én familie. De ønsker ikke at få besøg af Mette eller hendes kolleger.
”Jeg ved ikke, hvorfor de siger nej. Det går jeg ikke ind i. Jeg forsøger bare at lade døren stå åben ved at tilkendegive, at de altid er velkomne til senere at række ud, hvis de får behov. Men dem, der siger ja, det er tydeligvis ressourcestærke familier, hvorimod jeg jo ved, at der er familier, der har brug for støtte, men som vi aldrig hører fra,” siger hun.
Tiden gik for hurtigt
En af de hjemmepassere, der takkede ja til Mette Despina Mikkelsens mail, er Cecilie Andersen. Hun hjemmepasser i øjeblikket datteren Luca på 14 måneder, og for hende var tilsynet både trygt og tillidsvækkende.
”Jeg synes, det er et godt tilbud, der giver mig en form for 112 for pædagogisk rådgivning. Tilsynet er også en hotline, jeg altid kan kontakte, hvis jeg bliver i tvivl om noget vedrørende Lucas udvikling. Samtidig følte jeg mig meget anerkendt i det valg, vi har truffet som familie, da jeg havde besøg af tilsynet,” forklarer Cecilie Andersen, der for en periode har valgt at hjemmepasse datteren, der dog også står skrevet op til et dagtilbud.
”Vi var på en barselsferie, og undervejs kunne jeg mærke, at jeg pludselig følte, vi havde tiden til at nyde vores børn på en anden måde. Hverdagen er så travl, og fordi det kunne hænge sammen for os økonomisk, tog vi beslutningen om, at jeg skulle hjemmepasse for en periode,” siger hun og uddyber, at det handler om et tilvalg af tid med familien, og ikke et fravalg af daginstitutioner. Og Lucas storebror går da også i dagtilbud og har gjort det, siden forældrenes første barsel sluttede.
Jeg forstår dem godt
For Mette Despina Mikkelsen er det afgørende, at familierne føler sig anerkendt i det valg, de har truffet, og at de ikke føler, de skal retfærdiggøre det.
”Jeg starter altid med at spørge, hvorfor man har valgt at hjemmepasse. Ikke for at føre statistik, men for at spore mig ind på familiens bevæggrunde og for bedst muligt at kunne støtte dem i det valg, de har truffet for deres barn. For mange handler det om, at man vil forlænge barslen lidt, eller at man venter på en specifik daginstitutionsplads,” siger hun og uddyber:
”Tilgangen gør også, at jeg aldrig oplever, at familierne virker mistroiske over for mig. Og det er vigtigt for mig, at de ikke frygter, at jeg kommer for at overbevise dem om, at deres barn bør gå i et dagtilbud. Jeg taler naturligvis positivt om de dagtilbud, kommunen har, men samtidig forstår jeg sagtens, at man ønsker at hjemmepasse. I virkeligheden er jeg bare glad for, at København gør det muligt for nogen at tage det valg, hvis det er det rigtige for deres familie”.
Forskellig bekymring
Men lidt malurt er der i bægeret. For selvom de familier, der takker ja til sparring fra tilsynet, er glade for ordningen, er der formentlig en del børn, der går helt under radaren.
”Jeg har endnu ikke oplevet , at jeg er kommet ud til en familie, hvor der har været grund til at underrette som følge af forældrene eller familiens dynamik eller ressourcer. Men det sker, at jeg kommer ud til familier, hvor barnet har en udviklingsmæssig forsinkelse, og der skal yderligere hjælp til. Jeg har kun en enkelt gang været ude for, at et barn havde svære udviklingsmæssige forstyrrelser, der krævede omfattende hjælp, og som burde være blevet opdaget og hjulpet tidligere,” fortæller Mette Despina Mikkelsen.
For hende er der en klar skelnen mellem, om udfordringen bor i barnet eller i familien.
”De familier, jeg kommer ud til, har overskud. De kan sagtens have noget, de er bekymrede for ved deres barn. Men det handler om en udsathed, der bor i barnet, ikke i familien. Jeg tror, det handler om, at ressourcestærke forældre i dag er meget vidende om opdragelse og børns udvikling, men den store viden og fokus på, hvordan andre gør, kan skabe et pres, som jeg også forsøger at lette,” siger hun.
Burde være lovpligtigt
Selvom Mette Despina Mikkelsen ikke kan vide, hvorfor cirka en tredjedel af dem, der hjemmepasser, ikke ønsker besøg af tilsynet, gør det hende bekymret.
”Selvfølgelig er fokus under tilsynet på at tale med forældrene eller den hjemmepassende om, hvad end de har på hjertet. Men jeg bruger i den grad også min pædagogfaglighed til at spotte, om alt er, som det skal være. Og der går jo sjældent lang tid, før man får øje på det, hvad enten det drejer sig om udfordringer med sprog, motorik, tilknytning eller noget helt fjerde,” siger hun.
Af samme grund ville hun ønske, at tilsynet fik adgang til at møde med alle familier, der benytter sig af hjemmepasningsordningen.
”Jeg synes, tilsynet burde være obligatorisk, for jeg formoder, der er udsatte familier, som vi aldrig ser, og som først rigtig ses af fagpersoner, når barnet starter i børnehave eller skole. Den rolle burde vi udfylde. For jeg har da en bekymring for, om der er nogle børn, der ikke får den hjælp og støtte, de har brug for. Selvfølgelig ville det kræve en omstrukturering af den ordning, vi har i dag, men i min optik ville det være til det bedre,” siger hun og indskyder:
”Men selvom der nok er familier, der ville have særlig godt af et besøg af tilsynet, så går jeg altid hjem fra et besøg med en følelse af, at jeg har gjort en lille forskel for den familie, jeg har været hos”.
Besøg giver ro
For Cecilie Andersen var Mette Despina Mikkelsens besøg også udelukkende en god oplevelse.
”Jeg følte ikke, jeg skulle have en facade på, eller at jeg skulle leve op til en masse. Det tænkte jeg ellers lidt over inden. I stedet fik vi nogle gode drøftelser om Lucas sociale udvikling, når nu jeg går hjemme med hende, og der gav hun mig bare en masse ro om, at Luca bliver fint stimuleret af det, vi tilbyder,” fortæller Cecilie Andersen. Hun håber, at hendes valg om senere institutionsstart for datteren også kan være med til at give hende de bedste forudsætninger på sigt.
”Jeg har intet imod daginstitutioner. Vores ældste, Karl-Otto, går i en fantastisk institution, og det er også der, Luca er skrevet op. Jeg synes virkelig, pædagogerne gør et fantastisk arbejde, så vores valg handler udelukkende om, at jeg gerne vil have mere tid med mine børn, mens de er små, så jeg kan nyde dem mest muligt,” siger hun.
Regler for tilskud til hjemmepasning
Siden 2002 har kommuner haft mulighed for at tilbyde tilskud til hjemmepasning. Tilskuddets størrelse afgøres af kommunalbestyrelsen.
I Københavns Kommune kan man få tilskud til hjemmepasning af børn i alderen et til tre år. Man kan maksimalt modtage tilskuddet ét år.
Tilskuddet i Københavns Kommune er 7.431 kroner pr barn om måneden før skat.
Ifølge Undervisningsministeriet har kommunerne ikke pligt til at føre tilsyn med en hjemmepasser. Formuleringen hedder derimod, at ”Kommunalbestyrelsen har en generel forpligtigelse til at føre tilsyn med de forhold, hvorunder børn i kommunen lever.”
Ifølge Københavns Kommune er formålet med det frivillige tilsyn bl.a. at ”undersøge om hensynet til dit barns udvikling taler for, at det hellere skal optages i en vuggestue eller dagpleje”.
Kilde: Undervisningsministeriet og Københavns Kommune