"Da jeg flyttede til København for otte år siden, fik jeg job i en børnehave. På Bornholm er det jo ret begrænset, hvor mange jobs der er, så jeg søgte bare alle mulige steder og kom til mange samtaler. Men kort efter kom jeg til samtale på Center for Autisme og har været her lige siden, med forskellige roller.”
”Jeg har altid syntes, at specialområdet var spændende og kunne udfordre mig, samtidig med at man gør en forskel for nogen af de svageste i vores samfund. Det at give dem værdi og glæde, det er det hele værd. Men jeg kan huske, at jeg lige skulle lande, da jeg fik jobbet. Den første uge tænkte jeg på, om jeg mon kunne være i det, for dengang var normeringen en medarbejder per borger. Samtidig var der en anden tilgang, hvor fokus i høj grad var på at være tydelig, og low arousal fyldte rigtig meget. Det var næsten no arousal. I dag er det jo mere sådan, at selv hvis nogle beboere reagerer, så betyder det ikke, at de ikke må eller kan være med i en aktivitet. Så hjælper vi dem i stedet med at regulere sig, så det også kan blive en god oplevelse.”
”Jeg er uddannet pædagog og har nu arbejdet på Center for Autisme i syv år. Det er ikke fordi, almenområdet ikke er spændende, men jeg føler mig helt til rette i specialområdet. Jeg arbejdede som pædagog her i fem år, før jeg fik lyst til at prøve rollen som koordinator. Det var jeg i otte måneder, før jeg blev konstitueret afdelingsleder. Jeg har også været AMR og studievejleder, og i sommer blev jeg færdig med en diplomuddannelse i ledelse. Jeg har været afdelingsleder i halvandet år, hvor jeg har ansvaret for tre afdelinger.”
”Som afdelingsleder er jeg ikke på gulvet, men jeg er i tæt kontakt med medarbejderne om, hvad der er udfordrende i arbejdet, hvem der skal ansættes, og hvordan hele logistikken går op. Så jeg synes, jeg er tæt på kerneopgaven, og det er nødvendigt for at have fingeren på pulsen. Det er virkelig spændende at arbejde med rekruttering. Der er ingen hemmelighed, at vi er udfordrede, men jeg oplever, at vi lykkes med at få nogle rigtig gode medarbejdere ind, og så er næste skridt at have fokus på fastholdelsesdelen.”
”Det gode ved at arbejde her er blandt andet, at her er utallige muligheder for at udvikle sig. Det sværeste er viften af opgaver. Det kræver, at jeg konstant prioriterer i opgaverne, for der er rigeligt at tage fat i. Den positive side er, at det gør, at jeg er nødt til at have en stor tillid til mine kolleger, for jeg render ikke efter dem og tjekker, at der er styr på sagerne.”
”Til gengæld er der intet, der slår, når jeg ser, at vi lykkes. Det er meningen med det hele. Jeg har stået for at holde jule- og påskefrokoster for beboerne, og der oplevede vi for eksempel, at der pludselig sad 40 beboere rundt om bordet. Det burde ikke kunne lade sig gøre med alle deres udfordringer, men det lykkedes, og vi bliver ved med at gøre det gang på gang, for det er det, der giver energien. Det er samme følelse, når jeg ser medarbejdere lykkes, når tilgangen giver pote, og vi samtidig har et godt arbejdsmiljø, hvor der er plads til at arbejde med udfordringerne, selvom det til tider er rigtig svært. Jeg hører tit mine medarbejdere sige, at jeg er meget menneskelig. Det er jeg glad for, for det er da en balance at finde vejen i, at vi er på arbejde, men vi skal også have det godt.”
”Min familie er oprindeligt fra Bosnien, og min far er kranfører, og min mor er førtidspensionist. Men jeg har altid vidst, jeg skulle arbejde med mennesker, for det er der så meget mening i. Der er ingen i min familie, der arbejder med ledelse eller har en længere uddannelse, så der er ikke nogen der, der har inspireret mig til at gå denne vej. Men jeg har tidligere spillet meget fodbold, og jeg var også anfører, så måske har jeg taget noget af det med mig ind i mit arbejdsliv. Da jeg stoppede med fodbolden, tog det fart i mit arbejdsliv. Jeg tænker ind i mellem, at hvis jeg med mine forudsætninger kunne lande her, så er der mange, der kan.”
Navn: Admir Lyngberg Muric
Alder: 35 år
Arbejdssted: Center for autisme/specialpædagogik, CAS 1, 2 og 3.
Bonusinfo: Født i Bosnien og flygtede med sin familie til Bornholm i 1994. Bor i dag i Valby med sin kone, Cathrine, og deres fælles datter Alva på 3,5 år, der til januar bliver storesøster.