Pædagoguddannelsen har været i krise i årevis. Den nyeste udgave af uddannelsen fra 2014 var et stykke politisk makværk og et kæmpe tilbageskridt til tiden før 1992. Pædagoguddannelsen er dertil landets billigste uddannelse med det resultat, at de studerende hverken får undervisning eller vejledning nok. Uddannelsen er bygget op af løsrevne moduler, som modarbejder opbygningen af en sammenhængende faglig forståelse blandt de studerende, og uddannelsen er nærmest støvsuget for de fag, som ellers har været en vigtig del af fundamentet for pædagogisk tænkning i Danmark: Leg, musik og kreativ skaben.
Det er ikke så underligt, at de studerende i stadigt stigende grad vælger at blive væk, og at antallet af ansøgere falder år for år med stor pædagogmangel til følge. At faget dertil er dårligt lønnet, og arbejdsforholdene pressede, højner ikke ligefrem motivationen for at søge ind.
Vi ventede derfor med spænding, da regeringen varslede en uddannelsesreform. For de måtte da kunne se, at noget måtte gøres. Men da sløret blev løftet, var det en spand koldt vand:
Man vil forkorte uddannelsen med tre måneder (for at gøre den endnu billigere), og man vil lempe adgangskravene. Det skal gøres ved at afskaffe 10. klasse og HF og i stedet lave en ny og kortere gymnasial linje, som skal være nemmere at komme ind på og være mindre bolig. Den skal så give adgang til pædagoguddannelsen og socialrådgiveruddannelsen, mens man stadig skal gå i gymnasiet i tre år for at blive lærer eller sygeplejerske. Så fik I den, pædagoger!
Forestiller de sig, at de kan få flere ansøgere til pædagoguddannelsen ved at gøre det (endnu) nemmere at komme ind? Og forestiller de sig, at de kan tiltrække motiverede unge ved at gøre en lavprestigeuddannelse endnu mere lavprestige?
Man får den grimme tanke, at regeringspolitikerne tænker, at ”alle kan da passe børn”, og at de derfor går bort fra en hundredårig tradition, hvor pædagogfaget i Danmark har været højt specialiseret med en helt unik faglighed, der har udviklet sig i takt med samfundet, siden Erna og Niels Juel-Hansen åbnede den første børnehave i Danmark i 1871 med inspiration fra Frøbel-pædagogikken i Tyskland.
Det undrer desto mere, fordi pædagogfaget (i takt med de øvrige professionsuddannelser) er blevet pålagt krævende opgaver som sprogscreening og ditto stimulering, opsporing af omsorgssvigt og inklusion af børn og unge med kognitive og neuropsykiatriske udfordringer.
Man undrer sig reelt over, hvad pokker de tænker på. Og håber, at der vil være mere fornuftige røster på Christiansborg, der kan råbe dem op, før det endelige punktum sættes. Men det er og bliver formentlig en illusion. Den ubekvemme sandhed er, at det forenede politiske parnas i Folketinget ikke værdsætter pædagoger og pædagogiske arbejde, uanset deres retoriske krumspring og hurraord. De kommer aldrig til at sikre os retfærdig løn, gode arbejdsvilkår eller en kvalitetsuddannelse. De vælger helt bevidst at fodre hunden med sin egen hale, fordi de kan, og fordi de får lov til at behandle pædagoger som billig arbejdskraft. Spørgsmålet er blot, hvor længe vi pædagoger vil acceptere tingenes tilstand.