Forestil dig, at du kommer på arbejde, og hver dag får masser af ros. Lige meget hvilket tøj, du har på, får det pæne ord med på vejen. Og de mennesker, du er mest sammen med, synes, at du er god til alt. Sådan oplever Mette Fischer Bach hverdagen som pædagog på bostedet på Bakkegården.
”Vores beboere er psykisk udviklingshæmmede. Det kognitive niveau er meget forskelligt. Det er nogle mennesker, der generelt trives. De er glade for os, og de er glade for at modtage vores støtte og hjælp, og de har også deres udfordringer,” siger Mette Fischer Bach
Har du en kæreste?
Mette Fischer Bach er 38 år og har været uddannet pædagog siden 2012. Hun har alle år arbejdet på Bakkegården, som ligger på Frederiksberg. Stedet og dets beboere stiftede hun bekendtskab med for første gang, da hun var i praktik som studerende. Hendes hverdag foregår blandt husets 14 beboere, som bor fordelt på tre etager. Når hun er på arbejde, er hun sammen med fire beboere, som bor på den samme etage. Men alle pædagoger på stedet arbejder på alle etager.
Denne eftermiddag er hun mødt ind for at være på arbejde om aftenen på husets første sal. Beboerne Vibeke Harboe, Mona Fogh og Michael Segal er samlet i sofaen sammen med Draki Veselinovski fra anden sal, som er på besøg. Her til eftermiddag går snakken på kærester. Ved siden af sidder Edda Kristjansson i sin kørestol foran fjernsynet og lytter til Kandis, som giver koncert på TV2 Charlie. Den 60-årige kvinder tysser på de andre i stuen, når snakken bliver for højrøstet.
”Hvor mange kærester har du?” spørger Vibeke Harboe Draki Veselinovski, som sidder skråt overfor hende.
”Jeg har tre kærester,” svarer han og tilføjer: ”Hvor mange har du?”
”Jeg har bare en enkelt,” siger Vibeke Harboe.
”Det er også nok at holde styr på,” siger han.
Fysisk kontakt er et behov
Beboerne på Bakkegården bliver nogle gange kærester med hinanden, men det er som regel ikke noget, der udvikler sig til mere end et kys på kinden.
Fysisk kontakt er der dog et klart behov for. Omsorg og nærvær ser Mette Fischer som hovedingrediensen i sit arbejde.
”Det er fint for mig at holde i hånd, give et kram eller massere lidt, mens andre synes, at det kan være svært. Så det er faktisk noget, vi diskuterer, og som vi også har haft oppe på pædagogiske dage,” siger hun og tilføjer:
”Nogle gange er den beboer, der har brug for et kram, jo en stærk mand, og der er nogen, som synes, at det er grænseoverskridende. Det er min kæphest, at man altid gerne må sige nej. Vi skal selvfølgelig sige det på en pæn måde, men vi er her ikke kun for at imødekomme alle beboeres behov hele tiden, for nogle gange giver deres behov ikke mening i det store billede. Nogle gange bliver vi nødt til at sætte grænser, og det skal også være okay at sige nej tak. ”
Hverdagen på Bakkegården
Beboerne på Bakkegården er som regel ude af huset i løbet af dagen, hvor de for eksempel arbejder på et beskyttet værksted eller bevæger sig rundt i byen og besøger venner. De har dog også det, der på stedet kaldes hjemmedage, og her har Mette Fischer Bach og hendes kollegaer mere tid til at ordne praktiske og personlige forhold med beboeren.
”Det er som regel, når jeg har mellemvagt, at jeg kan tage en svær snak med en beboer eller lave et nødvendigt skriftligt stykke arbejde. Vi har ikke kontortid, så al dokumentation, pædagogiske handleplaner og evalueringer skal passes ind i det daglige arbejde,” siger Mette Fischer Bach og tilføjer:
”Vi har beboere, som godt kan være alene i kortere tid, men vi har også beboere, som ikke har nogen fidus til at være alene. Vi har for eksempel en beboer, som ikke selv kan tage initiativ eller sætte aktiviteter i gang. Han vil lede efter mig, hvis jeg går fra etagen, så jeg synes godt, at det kan være svært at få passet de skriftlige opgaver ind.”
Muligheder forsvinder
Før aftensmaden sysler nogle beboere med deres hobbyer på værelserne, og andre slapper af i stuen. Der bliver drukket eftermiddagskaffe og dækket bord til aftensmaden.
”Jeg oplever, at vi har gode muligheder for at gøre det godt, men jeg oplever også en udvikling, som faktisk går i to retninger. På den ene side er der nogle gode krav til os. Vi skal være rigtigt dygtige pædagoger, men samtidig kan jeg jo se, at der er flere af vores beboere, der ville trives bedre, hvis de fik mere støtte, og jeg kan mærke, at her bliver mere hektisk, og mængden af opgaver, jeg skal løse, vokser,” siger Mette Fischer Bach
Sommerhusturen er væk
Det er en generel tendens, at der bliver skåret ned på handicapområdet. Mette Fischer Bach kan mærke, at det samme gør sig gældende for de muligheder, der er på Bakkegården.
”Før i tiden havde vi en årlig sommerhustur med overnatning fra fredag til søndag. Det har i år ikke været muligt på grund af besparelser. Beboerne er stadig velkomne til at tage på ferie, men kommunens besparelser gør, at de ikke kan få ledsagelse af os i år. Det er også sværere for os at lave ting med beboerne en til en. Vi vil gerne lave noget en til en med beboerne, for det giver rigtigt godt,” siger Mette Fischer Bach.
Mette Fischer Bach tager med beboere til tandlægen og til lægen. Hun er også med, hvis de skal på hospitalet.
”Vores beboere har ikke de kognitive værktøjer til at modtage en lægebesked, så de har brug for, at en af os er der,” siger hun.
Et særligt bånd
Beboerne på Bakkegården bor som regel på bostedet gennem mange år. For nogens vedkommende i over tyve år, og det kan ske, at de bor der helt, til de dør. Derfor kommer beboere og pædagoger også til at kende hinanden godt. Der opstår situationer, hvor Mette Fischer Bach kan mærke, at relationen, hun har til beboerne på Bakkegården, er speciel.
”Vi er med til begravelser hos familien, og vi er til beboernes lægeaftaler. De stoler på, at vi passer på dem. Og de passer på en måde også på mig. De spørger ind til mig. For nyligt havde jeg en virus på halsen, så jeg nærmest ikke kunne snakke. Der var de meget opmærksomme på, at jeg skulle få det bedre og foreslog mig at drikke te,” siger hun og tilføjer:
”Jeg havde også en dag glemt en jakke i stuen, og der var flere, der sagde til mig, at ”nu skal du huske din jakke”, sådan nogle ting. De kærer sig rigtigt meget om os, og hvis der er en, der er blevet syg, spørger de meget ind til den, der er væk.”
Den umiddelbare kærlighed, Mette Fischer Bach bliver mødt med af Bakkegårdens beboere, er noget af det, som hun især værdsætter ved sit arbejde.
”De er glade, når jeg kommer, og de vil gerne fortælle alt muligt. De overøser nærmest en med kærlighed, og de har tillid til en.”