Mennesker med autisme eller ADHD kan få hjælp til at blive frivillige

Det nye tilbud Ateam skal hjælpe mennesker med autisme og ADHD med at finde det helt rigtige match i forhold til frivilligt arbejde. For frivillighed kan give indhold, fællesskab og mening.

Foto: Anna Louise Stevnhøj

”Vi har alle sammen brug for at gøre en forskel for nogen eller noget, og vi har brug for at høre til i et fællesskab. Det kan man finde i frivilligt arbejde,” sagde projektleder Maybrith Finne Bonde, da hun præsenterede det nye tilbud Ateam, som udspringer fra Kulturhuset Pulsen, som ligger centralt i en gammel præstebolig ved Skt. Petri kirken i hjertet af det gamle Latinerkvarter i København.

Hverdagsaktivisterne inspirerer

Baggrunden for Ateam er, at det kan være svært at finde den rigtige vej ind i frivilligheden på egen hånd, hvis man for eksempel har autisme.

Det nye tilbud er inspireret af gode erfaringer fra Hverdagsaktivisterne, som er et tilbud til mennesker med udviklingshæmning, der har lyst til at gøre en forskel for andre. Hverdagsaktivisterne har gennem de seneste år stilet op som frivillige til små og store arrangementer som blandt andet Copenhell og Copenhagen Pride, men der er også hverdagsaktivister, der har faste skralderunder, hvor de fjerner affald fra naturen, og hverdagsaktivister som hjælper på biblioteker og i genbrugsforretninger eller som har faste vager på Venskabslinjen, hvor de er telefoniske besøgsvenner hos mennesker med handicap, som savner nogen at tale med.

Nøgleordet er frivillighed

Det nye tilbud, Ateam, er specifikt for mennesker med autisme eller ADHD, og Ateam vil rådgive i forhold til muligheder for at finde frivilligt arbejde, hjælpe med at formidle kontakt og deltage helt konkret, indtil den frivillige er tryg ved at klare tingene selv uden støtte.

Maybrith Finne Bonde understreger, at der altid vil blive taget udgangspunkt i det enkelte menneskes ressourcer:

”Frivillige sociale fællesskaber er altid gode for os, også selv om man eksempelvis har autisme. Men nøgleordet er netop frivillighed,” siger Maybrith Finne Bonde, som peger på, at frivilligt arbejde ikke behøver at handle om at være i en stor gruppe, der for eksempel hjælper til på en festival, hvis man ikke kan rumme dette.

”Frivilligt arbejde kan også være at hjælpe nogen med at blive bedre til at game, hvis det er der, ens kompetencer og interesse er. Det kan også være at hjælpe en genbrugsforretning med at lave SoMe.”

Svært ved at tænde gnisten

Louise Gjelford og Anders Neergaard arbejder på et bosted for unge med autisme, og de er mødt op til lanceringen af Ateam.

”Vi er meget, meget interesserede. Vi har svært ved at tænde gnisten og skaffe livskvalitet hos de unge, vi arbejder med. Det vil være helt fantastisk, hvis man via formidling af frivilligt arbejde kan tilføre indhold og mening og fællesskab,” siger Anders Neergaard, og Louise Gjelford tilføjer:

”Og hvis man via frivilligt arbejde kunne støtte op om en struktur i dagtimerne. For vi oplever, at en del af de unge lever meget om natten, hvor vi ikke har noget at tilbyde dem,” siger Louise Gjelford.

Ateam har åbent for personlig henvendelse hver torsdag fra klokken 14 til 17 i Kulturhuset Pulsen, som ligger i Larslejsstræde 2, 1451 København K.

Her kan den enkelte kan få hjælp til at finde ud af, om frivilligt arbejde er noget for ham eller hende og få hjælp til at finde det rigtige sted.

Ateam kan også kontaktes på e-mail Ateam@kk.dk


Kulturhuset Pulsen er et fritids- og netværkstilbud for københavnske borgere over 18 år med autismespektrumforstyrrelser (ASF) og udviklingshæmning. Kulturhuset Pulsen tilbyder en bred vifte af forskellige aktiviteter, kurser, foredrag og andre arrangementer, og der er fællesspisning i caféen hver dag kl. 18.00. Et måltid koster 40 kroner.
Pulsen tilbyder fællesskabende aktiviteter og arrangementer på alle ugens dage. Det er blandt andet E-sport, Dungeons & Dragons, madlavning, manga, yoga og temafester som Halloween, COS-play og Heavy Metal samt en lang række andre aktiviteter og arrangementer.