Leder: Lad os tage handsken op!

I 2015 holdt forfatteren og kunstneren Madame Nielsen en båltale ved et Sankthansarrangement ved Roskilde Fjord, som var en fantastisk forsvarstale for heksens væsen, nødvendighed og centrale betydning for udvikling af samfundet. Men i Danmark har vi brændt hekse i århundreder – først helt konkret og senere i overført betydning. At være eller blive kaldt heks er slet og ret noget lort. Der er nul status i at være en heks.

Som Madame Nielsen siger: ”Heksen er en kætter. Heksen siger og skriver det upassende, det utidige, heksen er ikke den, der vil elskes, heksen vil forføre og forurolige, heksen ser det, ingen andre endnu kan se, det andre ikke tør se eller ikke vil se, det, der er på vej til at ske.”

Men tiden kalder på flere hekse, som tør sige, hvad der er på vej til at ske for velfærdssamfundet, børnene, pædagogikken og faget, hvis vi ikke radikalt ændrer retning. Der er brug for at tale om det, der gør ondt og går skævt for at komme frem til noget klarere og mere virkelighedsnært.

I slutningen af 1993 blev jeg ansæt som pædagogmedhjælper på Skodsborgs Observations og Behandlingshjem, og det skulle vise sig at blive det vigtigste læringssted for min rejse som kommende pædagog. Det var en arbejdsplads, hvor professionalismen, værdisætningen og stoltheden var kollektiv, uanset om du var pædagog eller medhjælper. Det var den faglige stolthed og oplevelsen af at gøre en afgørende forskel for børn fra de mest udsatte positioner i deres første leveår, der gjorde, at jeg år senere valgte at læse til pædagog.

Men den stolthed, værdisætning og anerkendelse, som jeg oplevede på Skodborgs Observations og Behandlingshjem og blandt mine kolleger, var ikke at finde på pædagoguddannelsen. Der var tvært om et fravær af den kollektive værdisætning blandt de pædagogstuderende, og der var en følelse af, at vores fag havde lavprestige, og at vores pædagogiske arbejde hverken blev værdsat eller anerkendt i samfundet. Det var ødelæggende for vores selvforståelse. For alle kunne jo blive pædagoger. Vores fag blev hverken agtet eller respekteret som eksempelvis sygeplejersker og lærere. Tre årtier senere er situationen kun blevet værre.

Rekrutterings- og medarbejderflugtskrisen taler sit eget sprog. Ansøgningerne til pædagoguddannelsen er i frit fald. Det er resultatet af tre årtiers systematisk underfinansiering af velfærden. Men det kalder også på, at faget tør og vil se kritisk på sig selv. Der er masser af fagpersoner, som er megastolte over deres fag, faglighed og pædagogiske arbejde. Men kollektivt er der et underskud.

Emma Holten, som har skrevet bogen ’Underskud – værdien af omsorg’, er en heks, der kan se det, som mainstream økonomer og politikere ikke kan eller ikke vil se og forstå. For samfundsøkonomi er for vigtigt til at overlade til økonomer. I min optik er der brug for tusindvis af hekse, som tør tale autoriteter og normer imod, hvis faget skal genrejses. Der skal skabes en ny værdisætning af det pædagogiske fag. Ikke som oppustet snak om at ”vi er så seje”, eller ”jeg er pædagog. Hvad er dine superkræfter”. Men vi skal starte rejsen mod en kollektiv værdisætning af vores fagidentitet og gøre vores historiske rødder til alle fagpersoners DNA, uden at slå ind på offersporet, og derfra formulere en opdateret og præcis professionsidentitet med billedskabende adfærdsbeskrivelser, der genskaber en kollektiv og individuel stolthed i ord og handling.

Jeg ved ikke, hvordan vi starter. Men vi kan som fag ikke vente på, at politikere eller andre gør det for os. Vi må selv tage handsken op. Mine erfaringer siger mig, at alt, der gror fra bunden og op og har en forankring blandt hverdagens eksperter, før eller siden vil skaber en bevægelse.