Sandt eller falsk: Er det sundt at kede sig
”Intelligente mennesker keder sig aldrig”, eller ”det er sundt at kede sig”, er to sætninger, mange nok har hørt i løbet af deres liv.
Men det er en myte, at det er sundt at kede sig, fortæller Anne Kirketerp, psykolog og ph.d.
Hun forklarer, at hjernens største område, Default Mode Network, bliver aktiveret, når vi ikke laver noget. Dette netværk kaldes også vores selvbevidsthedscenter. Når hjernen er i denne tilstand, har den en tendens til at springe fra idé til idé uden nogen bestemt retning eller intention.
”For mange betyder det, at hjernen begynder at kværne, når vi har overskudsopmærksomhed,” siger Anne Kirketerp og fortsætter:
“Det er en smart del af vores hjerne. For det er den, der sørger for, at vi når at få købt vinterstøvler, inden vinteren kommer, og for at vi har toiletpapir, når coronakrisen rammer os. Men hvis vi har for lang tid og ikke kan komme ud af kedsomheden, så er det, vi begynder at tænke på katastroferne i vores liv og tænke negative tanker, og det er ikke sundt,” siger Anne Kirketerp.
Anne Kirketerp advarer om at gøre det, som hun kalder en tom handling, når vi keder os.
“En tom handling vil svare til, at du spiser lidt mandler, hver gang du er sulten. På samme måde kan vi udføre en lille handling, som ikke er nok, når vi keder os, som for eksempel at tjekke Instagram eller Facebook på vores telefon. Men du laver ikke noget, hvor du medvirker til selve handlingen, og derfor forbedres dit humør ikke,” siger Anne Kirketerp.
Men kan det så slet ikke være sundt at kede sig?
“Det er sundt, hvis det får en til at sætte sig ned og mærke: Hvad har jeg egentlig brug for? Og det er sundt at mærke, om man har brug for en lidt større udfordring. Men det er ikke sundt for os at lave ingenting,” siger Anne Kirketerp.