Leder. Sprogvurdering: Vi skal tage faget tilbage

Da jeg var helt nyansat pædagogisk leder i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning, trådte jeg ind i en institution, hvor samtlige børn blev sprogvurderet – eller sprogtestet, som jeg ynder at kalde det.

Dengang var der stadig livlige faglige diskussioner om sprogvurdering af børn blandt vores medlemmer, tillidsrepræsentanter og ledere. Der blev holdt stormøder, fordi politikerne i København ville tvinge sprogvurderingerne igennem. På trods af at Christiansborg havde gjort det tydeligt i lovgivningen, at det var op til pædagogerne at vurdere, hvilke børn der var bekymring for sprogligt. Medlemmer skrev læserbreve og var i det hele taget aktive i den offentlige debat om spørgsmålet.

Tilbage til institutionen på Nørrebro. En af de femårige Nørrebro-drenge skulle sprogvurderes, fordi Københavns Kommune sagde, at hvis du var sprogvurderet som treårig, skulle du også sprogvurderes som femårig. Da pædagogen kommer ud efter testen, siger hun:

”Det er helt hul i hovedet det her! Der er jo ingen bekymringer, og nu har jeg siddet med en dreng, der i alle andre sammenhænge er i trivsel og har et veludviklet sprog og bruger både krop og mund til at kommunikere med. Da jeg spurgte ham, hvad der var tilbage, hvis jeg tog ordet ”skole” væk fra ordet ”skoletaske”, svarede han ”penalhus”.” Det bekræftede os i, at vi var nødt til i personalegruppen og med forældre at tage snakken om, hvad der gav mening for forældre, børn og det pædagogiske personale. Og vi fik over tid lavet en god systematik, hvor vi med de rammer, der nu engang var, via observationer fik kortlagt, hvilke børn vi var bekymrede for, hvorefter vi med en velfunderet pædagogik fik aftalt, hvilke indsatser der skulle iværksættes.

På det pædagogiske felt skal vi forholde os til forskning. Men huske, at forskning altid også er præget af ideologiske ståsteder. Forskning er ikke neutral. Og den er meget sjældent praksisorienteret. Dermed bliver især pædagoger overladt til selv at omsætte forskningsbaseret viden til praksis og udvikle metoder. Det har vi ikke en stærk tradition for, og rammerne er knappe. Derfor ser vi i det ganske land, at det er alle andre end faget selv, der definerer, hvordan vi skal arbejde.

Mit budskab er: Tag diskussionen med jeres kollegaer. Er den måde, vi arbejder med sprog på, meningsfuld? Er de metoder, vi bruger for tidskrævende? Kan vi fastholde systematikken, men blive klogere på børnenes udvikling ved at gøre noget andet? Og i så fald, hvordan ser det andet ud?

Langt de fleste pædagoger, jeg har mødt, elsker samtaler om pædagogik, men oplever, at tiden er knap, og at der er længere mellem jer.

Netop derfor skal vi tage faget tilbage ved at diskutere, hvad der er god pædagogik og hvilken metoder og systematik, der er behov for. Det er ikke forvaltningen, psykologer eller politikere, der har svaret. Det er det pædagogiske personale.

Det glæder mig, at diskussionen om Sprogvurdering 3 - 6 er blusset op igen, og at der er fornuftigt pædagogisk personale derude, der træffer deres egne valg.

Det gør mig til gengæld ærgerlig, at Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune vælger at være tonedøve, hvad angår denne diskussion. Jeg har en mistanke om, at forvaltningen synes, det er vigtigere at samle data for, hvor mange børn der henholdsvis dumper og består Sprogvurdering 3 – 6, end det er at lytte efter pædagogernes vurderinger af, hvad de bør bruge deres sparsomme tid på.