Der var engang, hvor gnidninger i forældresamarbejdet typisk kunne løses ved, at det pædagogiske personale udviste tilstrækkelig rummelighed.
Men sådan er det ikke mere, siger Ida Gamborg. Hun møder i sit arbejde som konsulent i københavnske daginstitutioner gang på gang konflikter, der spidser så meget til, at de pædagogiske medarbejdere og ledere bliver ekstremt belastede.
”Jeg har oplevet medarbejdere og ledere, der sidder tilbage med stress og akutte belastningsreaktioner,” siger hun.
Derfor mener hun, at der skal være større bevidsthed om nye måder at kommunikere med forældrene på.
”Vi er nødt til at ændre tilgangen til, at kunden - eller forældrene - altid har ret. Vi skal stadig være imødekommende og nysgerrigt lyttende overfor forældrenes ønsker og behov, men vi skal på samme tid også holde fast i organisatoriske og egne grænser,” siger Ida Gamborg.
Ikke som man husker
Mange af de forældre, der i dag afleverer deres børn i vuggestue eller børnehave, har selv gået i daginstitution. Så det er naturligt at forvente, at lille Veronika eller Aksel kommer til at møde de samme rammer og muligheder, som man selv husker. Det er der ikke noget underligt i, men det kan skabe basis for stor utilfredshed, mener Ida Gamborg.
”Hvis Aksels mor og far husker, at der altid var de samme faste fire voksne på hver stue, og at de var på tur hver onsdag, kan de opleve det svært, når de møder realiteterne anno 2024. For der vil være dage, hvor Aksel bliver modtaget af en medarbejder fra en anden stue, fordi ingen af de faste er mødt ind, og hvor forholdene er væsentligt ringene, end de var for 30 år siden. Forældrene kan tro, at det er netop den institution, de har fået tildelt til deres barn, der ikke lever op til det, de ønsker. De kan ikke vide, at det er de generelle vilkår, og at det er nogle andre rammer, børnene møder ind til nu.”
Forklar det gode ”bundniveau”
Når forældrene kommer med nedarvede forventninger om forhold, der er langt bedre, end det er muligt at tilbyde, kan det derfor ende i konflikter og klager, hvis der ikke skabes en realistisk forventningsafstemning.
”Man skal helt fra begyndelsen være tydelig over for forældrene om, hvad man kan og vil tilbyde. Man skal fortælle om de rammer, forældrene træder ind i, og man skal være åben om, hvad man selv forventer af samarbejdet med forældrene, og om hvad de kan forvente af institutionen. De skal vide, hvilke beslutningsprocesser, de bliver inddraget i, og hvilke ting de vil blive orienteret om, men ikke inddraget i,” siger Ida Gamborg, som understreger, at man er nødt til at være tydelig om, hvorfor man gør, som man gør – og være realistisk om det gode bundniveau.
”Man må forklare, at det er nødvendigt at slå stuerne sammen om morgenen og sidst på eftermiddagen, så der er personale nok – til gengæld kender medarbejderne fra de andre stuer også Aksel, fordi man laver så meget sammen på tværs. Det er vigtigt at stå ved det, hvis man fravælger at tage på tur, fordi man prioriterer en god personaledækning så meget af dagen som muligt,” siger Ida Gamborg.
Kom direkte til os
Det er også hensigtsmæssigt helt fra begyndelsen af samarbejdet at signalere til forældrene, at man meget gerne ser, at de kommer til institutionen først, hvis der er noget de er utilfredse med eller utrygge ved, så man kan få en dialog,” siger Ida Gamborg og understreger, at det ikke nødvendigvis betyder, at man skal lægge sig fladt ned.
”Der vil være ting, man ikke kan opfylde. Kan man ikke få samarbejdet op at køre, er det ikke et nederlag, hvis man er nødt til at sige til et forældrepar: Måske er det bedre, I finder en anden institution til jeres barn, for vi kan ikke levere det, som I ønsker.”
Facebook og borgmestre
Ida Gamborg understreger, at hovedparten af forældre og dagtilbud samarbejder tillidsfuldt og konfliktfrit.
De fleste af de pædagogiske ledere, som Ida Gamborg møder på tværs af kommuner, holder af forældresamarbejdet og synes, det er et vigtigt samarbejde, som bygger bro mellem barnets liv i institutionen og barnets liv derhjemme.
”Men konfliktniveauet er blevet højere, og i de værste sager kan det blive ekstremt. Jeg har været konsulent i 20 år, og jeg har aldrig tidligere oplevet så mange garvede ledere blive presset ud over stresskanten blandt andet på grund af denne type udfordringer. Sagerne accelererer hurtigere, og der kan blive oprettet Facebook-grupper blandt utilfredse forældre, og nogle forældre går nærmest til pressen og klager til borgmesteren, før de har forsøgt at finde en løsning med dagtilbuddet,” siger Ida Gamborg.
Det kan der være flere forklaringer på, mener Ida Gamborg.
TV-dok skabte kollektivt traume
Den ene er, at der opstod et kollektivt traume, da en tv-dokumentarserie i 2019, som var lavet med skjult kamera, viste alvorlige kvalitetsproblemer i en række københavnske daginstitutioner.
”Der var en grundlæggende tillid, der blev brudt. Det blev almen viden, at der rent faktisk findes dårlige dagtilbud, og at man som forældre ikke nødvendigvis kan regne med, at ens barn får den omsorg, det har krav på. Det er der mange forældre, der har taget til sig, og det kan gøre, at deres reaktioner på det, de er utilfredse med, hurtigt kan blive voldsommere,” siger Ida Gamborg og fortsætter:
”Jeg hører også ledere og pædagoger fortælle, at de er blevet tilbøjelige til at sætte færre grænser og til tider kommer til at pakke deres kommunikation så meget ind, at de bliver utydelige over for forældrene. De gør det, fordi de så gerne vil, at relationen til forældrene er velfungerende og ikke ender i en konflikt. Men det risikerer at have den modsatte effekt.”
En ny generation forældre
Den anden væsentlige grund til det højere konfliktniveau er mere generationsbestemt, mener Ida Gamborg.
”Psykologen Rikke Yde Tordrup har meget fint beskrevet forældregenerationen af ”markante forældre”, og jeg tilhører selv den generation og kender det på egen krop. Vi vil gerne gøre det så godt som overhovedet muligt, og vi bliver oversvømmet med modsatrettede råd alle mulige steder fra. Min oplevelse er, at vi som forældre har brug for anerkendelse og for at blive set for det, vi lykkes med og bestræber os på,” siger Ida Gamborg, som understreger, at forældrene også har behov for det pædagogiske personales gode råd og vejledning.
”Hvis man bliver mødt af et utydeligt personale, kan det skabe usikkerhed og mistillid, selv om intentionen er det modsatte. Det pædagogiske personale skal stå ved sin faglighed, og I skal være stolte af den faglighed. For det skaber ro og tillid, selv om man ikke altid er enig med jer,” siger Ida Gamborg.
Forældreshaming
Hun oplever, at medier og sociale og digitale platforme kører forældreshaming, som lægger et stort pres på, hvad det vil sige at være den ”gode forældre”.
”Jeg tror, at mange forældre oplever, at det er os, der har gjort noget forkert, hvis der er noget med vores barn. Vi får at vide, at vi skal gøre noget derhjemme, hvis vores barn opfører sig dårligt i skolen, og at det er os, der har stimuleret forkert, hvis vores barn udvikler sig lidt langsommere på nogle punkter. Jeg tror, det i nogle tilfælde gør os mere offensive og krævende i forhold til daginstitutionen,” siger Ida Gamborg
Tal pænt
Hun er som konsulent stødt på dagtilbud, hvor medarbejderne har oplevet, at forældre har talt virkelig grimt til dem.
”Man kan også sige, at de har accepteret, hvis forældre har talt på en dårlig måde til dem. For så er det ikke længere nok at være rummelig. Hvis man som fagperson skal have en anerkendende kommunikation, skal man også kunne sætte grænser og rammesætte: Hvordan er vi sammen her? Hvordan taler vi med hinanden? Hvad, hvor og hvornår skal vi tale om det,” siger Ida Gamborg, som understreger, at det kan være en svær øvelse for medarbejdere i et fag, hvor man vil gå meget vidt for at få samarbejdet til at lykkes, og hvor rummelighed kan være en kerneværdi.
”Men det at være rummelig vil fra mit perspektiv aldrig handle om at acceptere, at der bliver talt grimt til eller om personalet. For tillader man, at forældre taler grimt, så metakommunikerer man også, at det er ok. Og det er det aldrig, for det er jeres arbejdsplads,” siger Ida Gamborg.
Vi skal være ærlige
Caroline Birkbo er pædagogisk leder i Havkatten på Amager, og hun er enig med Ida Gamborg i, at åbenhed om rammevilkårene forebygger skæve forventninger. Så når hun viser nye forældrepar rundt, er hun tydelig omkring den pædagogiske hverdag. Hendes formål er at forebygge urealistiske forventninger.
”Jeg fortæller, at deres barn kommer på en stue, men at de ikke kan regne med, at der altid er en fra stuen, der modtager om morgenen eller afleverer om eftermiddagen. For det kan vi ikke få til at hænge sammen personalemæssigt. Jeg gør rede for, hvor mange medarbejdere der er på hver stue, og hvordan vores hverdag er struktureret ift. hver etages medarbejdere. Men jeg fortæller også, at alle voksne på etagen kommer til at kende deres barn, så deres barn oplever tryghed ved aflevering,” siger pædagogisk leder Caroline Birkbo.
Forældrene kommer ind imellem med forventninger, som vi ikke kan leve op til, siger Caroline Birkbo, som flere gange har haft pudsige oplevelser, som illustrerer, at det kan være svært for forældre at gennemskue de rammevilkår, der er.
”Jeg har da oplevet, at en forælder kom til mig og spurgte, hvorfor jeg egentlig ikke bare ansatte nogle flere medarbejdere, hvis vi havde svært ved at få enderne til at mødes. Og hvordan skulle de egentlig vide, hvordan vores budgetter ser ud, og hvordan systemerne er skruet sammen,” siger Caroline Birkbo og fortsætter:
”Derfor er det en vigtig ledelsesopgave at være åben omkring strukturering og organisering, så forældrene oplever tryghed ved at aflevere deres børn hos os.”
Døren står åben
Den pædagogiske leder i Havkatten gør til gengæld meget ud af at sige, at hendes dør altid står åben, og at hendes telefonnummer står til fri afbenyttelse på AULA.
”Det kan da medføre sjove opkald, som da nogle forældre en aften ringede til mig hjemme og ville høre, hvor deres barns regnjakke var. Men jeg oplever, at det er godt givet ud, for forældrene kommer til mig med både deres undringer og deres gode oplevelser, og jeg er overbevist om, at vi kan tage nogle konflikter i opløbet på den måde. Den åben dør og tætte kontakt kan lade sig gøre, fordi vi er en mindre institution med fire stuer, hvor jeg kender navnene på alle børn,” siger Caroline Birkbo.
Caroline Birkbo beskriver sin forældregruppe som både positiv og engageret.
”Det er meget få konflikter, vi har. Det er også sjældent, at vi har oplevet forældre, der har talt mindre pænt til medarbejdere, og de er alle blevet vældigt flove, når de er blevet gjort opmærksomme på det,” siger Caroline Birkbo, der til gengæld genkender den med, at alle danskere fik et kollektivt traume, da tv-dokumentarerne, der afslørede virkelig dårlig kvalitet i nogle dagtilbud, rullede over tv-skærmene.
”Der er en uskyld, der er væk, og det betyder, at forældre kan blive meget bekymrede, hvis de opdager en fejl. De bliver bange for, om den ene dag, hvor Viggo ikke nåede at blive skiftet, før de kom og hentede, er del af et større mønster. Det er også derfor, det er så vigtigt at få talt om tingene, før de kører af sporet.”
Derfor er det en del af den årlige opstartstale til det nyvalgte forældreråd, at hun meget gerne ser, at de guider bekymrede forældre ind på hendes kontor.
”Jeg tror på åbenhed og ærlighed og på at få ting frem i lyset, før de får lov til at vokse. For selvfølgelig kan vi begå fejl, og det står vi gerne ved.”