Jeg må ikke bagatellisere problemer, fordi jeg har set nogen, der er værre

”Min vej ind på det specialiserede socialområde gik gennem et jobopslag fra Kofoeds skole, der fik mig til at tænke: Det dér er lige mig! Og det endte også med at være noget for mig. Jeg arbejdede på Kofoeds skole i otte år på et værksted for folk i aktivering gennem jobcenteret. Målgruppen havde typisk misbrugsproblematikker, psykisk sydom og var socialt udsatte. Jeg tog en del kurser indenfor misbrug og psykiatri i de år. På et tidspunkt fik jeg en trang til at se, hvad der sker med disse mennesker, når de går hjem. Jeg spekulerede over, hvordan de levede deres liv, når de ikke var på skolen, så jeg søgte en stilling som støttekontaktperson i Københavns Kommune. Det var i 2009.”

”Mit arbejde er i dag delt mellem arbejdet som faglig koordinator for støttekontaktpersonerne i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, som alle arbejder med de mest udsatte borgere i egen bolig, og arbejdet som socialarbejder i den opsøgende og forebyggende indsats, Sociolancen. Sociolancen kom på gaden som projekt første gang i 2015. Det gjorde den, fordi en paramediciner, der hedder Andreas, og jeg fik den idé at lave en ambulance, der både var sundhedsfagligt og socialt fagligt bemandet. Siden 2013, hvor vi først løb panden mod en mur, fordi vi ville sammenkæde det sociale og sundhedsfaglige område, er der sket en kæmpe udvikling. Der er et bredt samarbejde mellem Sociolancen, medarbejdere i Socialforvaltningen, politi, ambulancer, psykiatri og somatiske afdelinger, og det gør en forskel for de mest udsatte borgere, for det er især dem, der har brug for denne hjælp. Dette års finanslov har netop bevilliget midler til, at Sociolancen kan udvides til flere kommuner i landet.”

”Vi begynder at se mere og mere til to problematikker i Sociolancen: Misbrug af GHB (fantasy red.), som er de her hætter, unge tager, og så opioider der desværre også er begyndt at fylde. Misbrug og psykisk sygdom er opgaver, der fylder rigtig meget, når jeg kører med Sociolancen. Vi kommer i gennemsnit ud til otte borgere på en 12-timers vagt, så vi kan nå at se rigtigt mange forskellige ting på en vagt. Vi får beskrevet fra vagtcentralen på forhånd, hvad vi skal ud til, og jeg tror, at det er rigtig vigtigt i mit arbejde, at man aldrig må tænke: Det her har jeg set værre, når man kommer ud til et hjem, som beskrives at være sandet til for eksempel. Jeg må ikke bagatellisere problemstillinger, fordi jeg har set noget, der er værre.” 

”Jeg er ikke uddannet pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske eller andet i den stil. Jeg er uddannet automekaniker. Min baggrund kan være en fordel i mit arbejde som socialarbejder i Sociolancen. Jeg kommer nemt ind på livet af især mænd på min egen alder med håndværkerbaggrund, der er gået ned med flaget af den ene eller den anden grund, og jeg fornemmer, at det er fordi, den jargon, vi har haft før i tiden arbejdsmæssigt, har været lidt den samme. Jeg kender jargonen på et værksted.  Når det er sagt, er det naturligvis vigtigt at have fagligheden i orden, og jeg har skulle lære mange ting i mit arbejde, fordi jeg ikke har en pædagogfaglig baggrund.”

”Der er så mange gode ting ved mit arbejde, at det er svært at sige, hvad det bedste er. Men der er ikke nogen tvivl om, at jeg brænder for at blive kaldt ud til mennesker, hvor Sociolancen for alvor kan gøre en forskel og skaffe mennesket hjælp i systemet. Vi kan starte en kommunal sag på stedet, og det vildeste er jo at se folk, vi har været i kontakt med før, komme sig. Det er absolut ikke alle, der kommer ud og får et 37-timers job, men det kan være, at de kommer i en skæv bolig eller kommer i E-huset, som er et plejehjem for aktivt drikkende alkoholikere. Her bliver der passet på dem, og de får mad tre gange om dagen. Andre kommer sig fuldstændigt, det har vi eksempler på. At se mennesker over tid få det meget, meget bedre er ubeskriveligt fedt.”

Bonusinfo

Navn: René Pedersen

Alder: 55 år

Arbejdsplads: Delt stilling mellem som faglig koordinator for støttekontaktpersonerne i Københavns Kommune, hvor han arbejder med de mest udsatte borgere i egen bolig og baseansvarlig for Sociolancen. 

Bonusinfo: Det var Rene Pedersen, der i 2013 sammen med en paramediciner skrev det projekt, som blev til Sociolancen. Rene Pedersens tip til jobbet som socialarbejder er at have et kæmpestort hjerte på jobbet og gøre alt, hvad du kan for at hjælpe målgruppen, og så skal du have en hukommelse som en si, når du kommer hjem. Privat danner René par med Mette, og sammen har de sønnen Markus på 20 år.