Kia Jensen

Kia Jensen er social- og sundhedshjælper i Poppelhuset i Jammerbugt Kommune. Deltidsdommen var en af årsagerne til, at hun valgte at melde sig ind i FOA. Har du arbejdet på deltid og taget ekstra vagter, kan du stadig nå at registrere dig i sagen – fristen er 21. juni 2026.
Foto: Inge-Marie Krøier

Deltidsdommen fik Kia til at vælge fællesskabet

Efter næsten 11 år med kun a-kasse i Det Faglige Hus tog 30-årige Kia Jensen springet og meldte sig ind i FOA. Deltidsdommen blev et wakeupcall - og en påmindelse om, at det er rart at have nogen i ryggen, hvis stormvejret en dag rammer.

Af: Inge-Marie Krøier

- Jeg tænkte, at jeg hellere måtte blive voksen

I mange år klarede Kia Jensen sig med en a-kasse. Hun arbejdede, passede sit job og regnede med, at hun nok skulle kunne håndtere eventuelle problemer selv.

Men under sin seneste barsel begyndte tankerne at ændre sig.

- Jeg har altid tænkt, at jeg selv kunne klare mine sager, hvis jeg kom i problemer. Men efterhånden tænkte jeg, at jeg hellere måtte have nogle fagligt kompetente mennesker i ryggen. Jeg tænkte simpelthen, at jeg måtte blive voksen, siger Kia med et smil.

Den 30-årige social- og sundhedsassistent arbejder i Poppelhuset i Jammerbugt Kommune, hvor hun og kollegerne hjælper borgere med både fysiske og psykiske handicap. Arbejdet er meningsfuldt, men også komplekst, og mens Kia var på barsel, kom der både ny ledelse og nye udfordringer på arbejdspladsen.

Det satte tanker i gang om tryghed og faglig opbakning.

Tankerne blev også næret af både tillidsrepræsentanten Lisbeth Jensen på arbejdspladsen og Kias mor, der selv arbejder som social- og sundhedsassistent og er tillidsrepræsentantsuppleant i FOA.

- Hun har sagt det mange gange gennem årene. Når hun havde talt med FOA, fortalte hun ofte om den hjælp eller viden, hun havde fået.

De mange historier om hjælp og sparring fra FOA plantede langsomt et frø hos Kia.

Deltidsdommen blev øjenåbneren
Den afgørende anledning kom, da Kia hørte om FOAs arbejde med Deltidsdommen.

Som mange andre har hun altid været deltidsansat på papiret, men arbejdet langt flere timer i praksis.

- Jeg er ansat på 32 timer, men jeg har altid taget ekstra vagter. Da jeg hørte om Deltidsdommen, tænkte jeg, at det jo kunne være mig. Samtidig kunne jeg se, at det kræver en stærk fagforening at føre sådan en sag. Det gjorde indtryk på mig.

Deltidsdommen betyder, at mange deltidsansatte kan have krav på efterbetaling for ekstra timer, der gennem årene er blevet afregnet forkert. Og netop den sag blev for Kia et konkret eksempel på forskellen mellem en billig løsning og en fagforening, der forhandler overenskomster og fører sager på medlemmernes vegne.

Mere end en betaling via PBS
Kia lægger ikke skjul på, at økonomien tidligere spillede en stor rolle.

Som yngre og ansat i vikariater var prisen afgørende, og derfor blev det den billigste løsning.

I dag ser hun anderledes på det.

- Jeg ved godt, at FOA koster mere. Men jeg kan også se, hvad man får for pengene. Dem, der forhandler overenskomsterne og kæmper de store sager, er også dem, der har de bedste kompetencer til at hjælpe medlemmerne.

Hun har derfor skiftet a-kasse ud med et fuldt medlemskab af FOA.

- Jeg ville ikke gøre det halvt længere. Nu gør jeg det ordentligt. Jeg har meldt mig ind i den rigtige fagforening.

Et råd til andre deltidsansatte
Ifølge fagpolitisk leder Anne-Grethe Sveistrup viser Kias historie noget, FOA Nordjylland oplever fra tid til anden.

- En del har i årevis valgt den billigste løsning. Men når de ser, hvad en overenskomstbærende fagforening faktisk kan flytte – som med Deltidsdommen – begynder de at se medlemskab som en investering i tryghed og indflydelse frem for en udgift, siger Anne-Grethe.

Kia håber, at andre deltidsansatte undersøger, om de kan være omfattet af Deltidsdommen.

- Hvis du har arbejdet på deltid og taget ekstra vagter, så få det undersøgt. Der kan være penge at hente. Og hvis du ikke allerede er medlem, så er det måske værd at tænke over, hvem der skal hjælpe dig, hvis du en dag får brug for det.

Deltidsdommen - sidste frist for at registrere sig