Trine Hjort og sektorformand Charlotte Lund Mathiasen

Trine Hjort

Trine møder borgerne med et smil på læben hver dag

20-årige Trine Hjorth arbejder i Hjemmeplejen i Herning Kommune – og er netop blevet valgt til Velfærdstalent 100. Hun deltog også i den officielle fejring på Christiansborg.

"Det var en rigtig god oplevelse at være med på Christiansborg," fortæller hun.

En anerkendelse, der betyder noget
At blive nomineret har sat sig dybt. "Det gør et stort indtryk på mig, at andre kan se den udvikling, jeg har været igennem", siger Trine. Hun er stolt af anerkendelsen og føler sig set for den indsats, hun lægger i sit arbejde.

Valget faldt på mennesker
Trine blev færdig som social- og sundhedshjælper i efteråret 2023. Hun har altid vidst, at hun ville arbejde med mennesker. Pædagoguddannelsen var også oppe at vende, men det blev de ældre borgere, hun valgte. "Det ligger dybt i mig at hjælpe andre og følge deres udvikling", fortæller hun.

Hver dag bringer noget nyt
Trine er glad for at være en del af Hjemmeplejen. Hun nyder at komme rundt til forskellige borgere og tage imod de udfordringer, hverdagen bringer. "Jeg kan godt lide variationen. Og hvis en borger har en dårlig dag, prøver jeg altid at gå fra vedkommende med en positiv kommentar”, siger Trine.

Fremtiden er åben
Jobbet i hjemmeplejen passer hende rigtig godt lige nu, og hun har ikke besluttet, hvad der skal ske på den lidt længere bane. "Lige nu drejer det sig om at få mere erfaring. Men måske kunne jeg godt finde på at læse videre til social- og sundhedsassistent om nogle år”, slutter Trine."