Toke Larsen og sektorformand Charlotte Lund Mathiasen
Toke Larsen
Anerkendelsen er det bedste ved nomineringen til Velfærdstalent
30-årige Toke Larsen bryder sig egentlig ikke om at være i rampelyset. Alligevel er han både stolt og glad for den anerkendelse, som nomineringen – og siden udvælgelsen – som en af årets Velfærdstalenter 100 har ført med sig. For Toke vejer anerkendelsen tungere end den officielle fejring på Christiansborg.
"Jeg troede, det var spam"
Da Toke modtog de første mails om udvælgelsen, tænkte han, at det nok bare var spam. Det var først, da hans leder nævnte Christiansborg og spurgte, om han ikke havde fået mails om arrangementet, at han begyndte at tage det alvorligt.
Turen til København blev en realitet, og Toke blev hyldet sammen med de øvrige Velfærdstalenter. Det var en lang tur og en lang dag – især fordi han rejste alene. I dag kan han godt mærke, at det havde været rart med en ledsager.
Stolt af sit fag
Toke er uddannet social- og sundhedshjælper og er rigtig glad for sit arbejde. Han beskriver, hvordan det giver energi og motivation, når en ny opgave lykkes: “Man kan godt få en op-tur,” som han siger.
Han er også med til at oplære elever og praktikanter, og det er en opgave, han går op i og finder spændende.
Drømme og fremtidsplaner
En videreuddannelse til sygeplejerske kan godt komme på tale på et tidspunkt. Men lige nu er Toke rigtig godt tilfreds med den ”hylde”, han står på.