Monica Svendsen og sektorformand Charlotte Lund Mathiasen
Monica Svendsen
”Jeg bliver i faget til jeg er 70”
Nomineringen, der gjorde forskellen
Der var både stolthed, grin og fællesskab i luften, da 23-årige Monica Svendsen og hendes kollega Amanda deltog i fejringen af Velfærdstalenter 100 på Christiansborg. De var begge blevet udvalgt – og deres tillidsrepræsentant og den kollega, som havde indstillet dem, var også med. En oplevelse, Monica med et smil kalder en “mega, hyggelig tøsetur”.
Anerkendelse fra en kollega
For Monica var det ikke kun selve udvælgelsen, men nok mere nomineringen fra kollegaen, der gjorde størst indtryk. “Det betyder virkelig meget – det giver lige selvtilliden et skub opad,” understreger hun.
Fra ufaglært til faglig stolthed
Monica blev færdig som social- og sundhedshjælper for knap et år siden. Hun startede i faget for fire år siden som ufaglært og følte hurtigt, at der manglede noget. “Jeg vidste godt, at fru Jensen skulle have støttestrømper på – men ikke hvorfor. Jeg savnede den faglige forståelse og valgte derfor at tage uddannelsen til social- og sundhedshjælper” – fortæller Monica.
Glæden ved mennesker og nærvær
Siden da har hun arbejdet i alle tre vagtlag og elsker at møde nye borgere – og ikke mindst at få tid til at tale med dem. “Det er en ære at hjælpe og passe på de mennesker, som har været med til at bygge det Danmark, vi har i dag,” siger hun. Hun sætter pris på, at man i faget får lov til at følge borgerne tæt og komme flere gange dagligt.
Monica har også taget AMR-uddannelsen og fungerer som forflytningsvejleder – og hun ser ingen grund til at stoppe foreløbigt. “Jeg bliver i faget til jeg er 70,” slutter hun med et glimt i øjet.