Josefine Nedenskov Christensen og sektorformand Charlotte Lund Mathiasen

Josefine Nedenskov Christensen

Velfærdstalent sammen med en firbenet kollega

Josefine og Carlo spreder livsglæde og tryghed på plejecentret

Josefine Nedenskov Christensen er blevet udnævnt som en af Danmarks Velfærdstalenter 2025 – en ære og en anerkendelse, hun gerne deler med sin firbenede makker, hunden Carlo. De to følges ad hver dag på plejecentret, hvor Carlo ikke bare er en hund, men en vigtig del af det pædagogiske arbejde og en kilde til ro og nærvær for beboerne. Carlo er i dag blevet en elsket del af hverdagen på plejecentret. Mange beboere kalder ham deres hund, og kontakten med ham skaber glæde og tryghed. Josefine fortæller, at flere beboere med en demenssygdom har kunnet nedtrappe medicinforbruget, siden Carlo er begyndt at komme i huset.

Fra nominering til Christiansborg
Det var en kollega, der indstillede Josefine til Velfærdstalent 100, fordi hun gør en tydelig forskel i sit arbejde med ældre og demente. Det blev starten på en række oplevelser – blandt andet en tur til Christiansborg, hvor hun holdt tale om sin faglige stolthed og ønsket om at gøre hverdagen lysere for andre. 

Josefine og Carlo på skærmen og i medierne
Inden fejringen på Christiansborg deltog hun i Go’ Morgen Danmark – naturligvis med Carlo ved sin side – og fortalte om deres samarbejde og om, hvordan Carlos tilstedeværelse styrker både relationer og trivsel. FOA har også lavet en video om dem, og både Herning Folkeblad og Ugebladet Hjemmet har også grebet historien.

En fagperson med hjerte
Josefine er 30 år og uddannet social- og sundhedsassistent. Hun brænder særligt for demensområdet og arbejder med at styrke relationerne – både til beboere og pårørende. Hun kalder de ældre for ”vise og kloge” og ser det som en vigtig opgave at skabe mening og livskvalitet, hvor hun kan. ”Gode stunder og et godt grin er vigtigt i alles hverdag,” slutter hun.