Obaidullah Sharif
Tirsdag den 16.06.2026
33-årige Obaidullah Sharif arbejder som pædagogmedhjælper i Holmehusene i Ringkøbing, og han er blevet valgt som et af årets Velfærdstalenter.
En stor anerkendelse
Obaidullah – kaldet Obai i daglig tale – er blevet nomineret af en kollega til Velfærdstalent 100, hvilket gjorde Obai meget glad og stolt. Han deltog efterfølgende i fejringen på Christiansborg, som han beskriver som en rigtig ”fed” oplevelse.
Fra Afghanistan til Danmark
Obai er født i Afghanistan. Efter terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001 besluttede hans far, at familien hurtigst muligt skulle flygte fra landet, da han frygtede for familiens sikkerhed. Familien kom til Danmark og bosatte sig i Them i Midtjylland. Obai var dengang ni år gammel.
I dag er han taknemmelig for, at det netop blev Danmark, der gav familien et nyt hjem og mulighed for en tryg opvækst.
Hvad betyder titlen som velfærdstalent?
For Obai er titlen som Velfærdstalent først og fremmest en anerkendelse af, at en kollega har set og værdsat den indsats, han gør for beboerne på Holmehusene. Samtidig giver anerkendelsen ham endnu større motivation til at udvikle sig og gøre en positiv forskel i hverdagen.
Han kommer fra en kultur, hvor respekt for ældre mennesker er en naturlig del af livet, og det afspejler sig i hans arbejde. Derudover lægger han vægt på at være sig selv i mødet med beboerne.
”Beboerne skal se den rigtige Obai,” som han selv udtrykker det.
Kollegernes betydning
Obai understreger, at nomineringen ikke kun er hans fortjeneste. Han ønsker at dele anerkendelsen med sine kolleger, som han mener, har en stor andel i den.
”Jeg kan ikke gøre det selv. Jeg kan ikke udføre mit job på bedste vis uden, at alle løfter i flok og spiller hinanden gode,” fortæller han.
Han har allerede overvejet, hvilke kolleger han gerne selv vil nominere næste år.
Samtidig fremhæver han ledelsen for dens måde at håndtere konflikter på og for den gode sparring mellem ledelse og medarbejdere.
”Vi bliver alle set i øjenhøjde,” siger Obai med et smil.
Samværet med borgerne
Obai har tidligere været besøgsven. Erfaringen lærte ham at sætte større pris på både sine egne ressourcer og sit eget liv.
”Man kommer til at sætte større pris på de ting, man selv kan, når man er blandt borgere, som ikke har den samme formåen som én selv – og man bliver yderst taknemmelig,” understreger han.
Fremtidsplaner
På længere sigt drømmer Obai om at uddanne sig til sygeplejerske. Med en etårig datter og hensynet til familiens økonomi er planen dog i første omgang at starte på uddannelsen til pædagogisk assistent, samtidig med at han fortsætter som vikar i Holmehusene.
Han ser fortsat sin fremtid i Holmehusene og forventer at være der de næste 5-10 år. Det understreges af, at han hver dag pendler fra Bording til Ringkøbing, selvom der findes arbejdspladser tættere på hjemmet.
Og ja, det skal være Holmehusene. Obai nævner selv, at han forventer at være i Holmehusene de næste 5-10 år frem. Og at han mener det seriøst vidner den daglige køretur fra Bording til Ringkøbing hver dag om, selvom der kunne ligge mange potentielle arbejdspladser nærmere Bording. Glæden ved at arbejde på Holmehusene er så stor, at Obai gerne kører den lange tur hver dag. Og glæden gælder både kollegaer og beboere.
Lagt på den 19.05.2026