Sektorformand Charlotte Mathiasen fra FOA Midt- og Vestjylland (tv) og Annika Birch Nielsen (th)
Mandag den 15.06.2026
30-årige Annika Birch Nielsen arbejder som social- og sundhedsassistent på Autismecenter Midtjylland – og hun er blevet valgt som et af årets Velfærdstalenter.
En stor anerkendelse
Annika fortæller storsmilende, at det er stort at være blandt de 100 udvalgte til Velfærdstalent 100 blandt rigtig mange nominerede. Hun er beæret over, at to af hendes kolleger har indstillet hende til Velfærdstalent 100.
”Jeg må have gjort en forskel”, smiler hun.
Hvad betyder prisen?
For Annika betyder anerkendelsen meget. Hun synes, det er stort at have nået så meget på fire år efter endt uddannelse som social- og sundhedsassistent i 2022.
”Det føles lidt som en sejr”, fortæller hun.
Samtidig drømmer hun om at fortsætte det gode arbejde og udvikle sig endnu mere i faget.
Samarbejdet betyder alt
Annika peger især på samarbejdet med kollegerne som en vigtig grund til, at hun er blevet udvalgt som velfærdstalent.
” Samarbejdet med de dygtige kolleger har fået mig til at yde mit bedste. Vi arbejder alle efter de samme målsætninger. Vi vil gerne, at borgerne trives og har den bedste sundhed ud fra deres livsvilkår. Gruppen trækker på samme hammel”, fortæller Annika.
Motivationen i arbejdet
Annika er ikke i tvivl om, hvad der motiverer hende i arbejdet.
” Jeg kan virkelig godt lide arbejdet på et botilbud. Det kan så mange ting. Friheden i at det handler om borgerne, som skal have de bedste livsvilkår, driver mig hver morgen, når jeg møder ind på arbejde. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at jeg gerne vil fortsætte med at arbejde med autister fremadrettet”, siger hun.
Kollegerne har stor betydning
Annika fortæller, at der ikke findes dumme spørgsmål på arbejdspladsen. Kollegerne hjælper altid hinanden.
Hvis hun møder udfordringer i forhold til en beboer, griber kollegerne hende og taler problematikkerne igennem sammen med hende.
Vil inspirere andre unge
Annika håber, at anerkendelsen kan bruges til noget større. Måske kan hun være med til at inspirere flere unge til at vælge uddannelsen til social- og sundhedsassistent.
Hun drømmer også om at udvide sin viden om autisme-faget og blive endnu bedre til at kombinere det sundhedsfaglige og pædagogiske arbejde.
” Så begge dele kombineres i en symfoni af faglighed”, som Annika beskriver det.
Fremtiden
”Jeg vil gerne fortsætte med at arbejde med autister og udvikle mig inden for området” – slutter Annika.
Lagt på den 15.06.2026