Torsdag den 18.06.2026
På baggrund af EU-dommene har spørgsmålet været behandlet i det danske fagretlige system. Den faglige voldgift har tidligere på året truffet afgørelse om at deltidsansatte og fuldtidsansatte på det offentlige arbejdsmarked skal have samme honorering for timer, der ligger ud over deres normale arbejdstid.
Fra 1. april 2026 er fritiden lige meget værd for alle ansatte – uanset om man arbejder på fuld tid eller deltid.
Deltidsdommen er nu fuldt indarbejdet i de offentlige overenskomster. Det betyder, at der på disse overenskomster ikke længere findes “merarbejde” for deltidsansatte. Alle timer ud over den aftalte normtid skal fremover betales som overarbejde. Alt det fremadrettede er der betalt for i rammen ved OK26.
Med ændringen bliver deltidsansatte stillet markant bedre, og en mangeårig skævhed mellem fuldtids- og deltidsansatte bliver rettet op. Hidtil har mange deltidsansatte oplevet, at de kunne blive pålagt ekstra timer uden at få den betaling, som fuldtidsansatte ville have fået for den samme tid.
“Det her handler om retfærdighed og respekt for alles fritid,” siger fagforeningsformand Susanne Andersen. “Hvis du giver din arbejdsgiver flere timer end aftalt, skal du have samme betaling – uanset om du er ansat på 25, 30 eller 37 timer.”
Det er FOA Midt- og Vestjyllands oplevelse, at der igennem mange år har været en deltidskultur på velfærdsområderne, hvor medarbejderne på trods af ønske herom ikke har kunnet få en fuldtidsstilling.
Med OK26 er der derfor skabt en klar linje: Alle timer ud over den aftalte normtid er overarbejde, og fritiden for både fuldtids- og deltidsansatte er lige meget værd.