Teknik- og Servicesektoren har afholdt generalforsamling
Den 20. februar 2025 afholdt Teknik- og Servicesektoren sin 2. ordinære generalforsamling med deltagelse af 14 stemmeberettigede medlemmer, central sektorformand Thomas Brücker samt repræsentanter fra FOA-fagforeningen.
Valg og godkendelser
Martin Sønderby Domino blev valgt som dirigent, mens Anne-Mette Røn Poulsen overtog rollen som referent. Forretningsordenen og dagsordenen blev enstemmigt godkendt, og der var ingen indkomne forslag til behandling.
Bestyrelsens beretning og valg
Sektoransvarlig Jan Vestentoft fremlagde bestyrelsens beretning, som blev godkendt uden kommentarer. Der blev valgt syv bestyrelsesmedlemmer, mens en ledig plads vil blive besat af sektorbestyrelsen. To suppleanter blev ligeledes valgt.
Efter generalforsamlingen blev den ottende plads besat, så nu er sektorbestyrelsen fuldtallig.
Se sektorbestyrelsen her
Fokus på fremtiden
Central sektorformand Thomas Brücker informerede om aktuelle og kommende indsatsområder. Herunder en medlemsfremgang i sektoren, OK25-forhandlingerne, og sektorens kommende mål: bedre seniorliv, et trygt arbejdsmiljø, fleksibilitet i arbejdslivet, livslang uddannelse og en værdig løn.
Debat og prioriteringer i 2025
Generalforsamlingen diskuterede blandt andet seniordage, grundlønstillæg og sektorens andel af lokale lønmidler. Der blev lagt op til fortsat fokus på synlighedskampagner, organiseringsarbejde samt udvikling af faglige udvalg.
Med denne generalforsamling er grundlaget lagt for et aktivt og handlekraftigt 2025 i Teknik- og Servicesektoren. Vi ser frem til et år med styrket organisering, bedre arbejdsvilkår og en fortsat kamp for medlemmernes interesser.