TV: Direkte kommunal færge mellem Samsø og Århus realistisk

TV: Direkte kommunal færge mellem Samsø og Århus realistisk

Samsø borgmester Marcel Meijer lovede under valgkampen at arbejde for en ny og permanent færgerute mellem Samsø og Århus. Nu er han genvalgt og tror, at ruten er både realistisk og absolut nødvendig.

Samsø Kommune har siden 2014 drevet ruten Samsø-Hou som et kommunalt selskab, og hvis det står til den nuværende og kommende Samsø-borgmester Marcel Meijer, så kommer der også en ny kommunal rute mellem Samsø og Århus.

- Jeg tror på, at det kan lade sig gøre. De første analyser viser, at det er billigere, end vi i første omgang troede, men vi er usikre på passagerer-grundlaget, og derfor har vi sat gang i nogle flere undersøgelser, der gerne skulle være færdig til foråret, fortæller Marcel Meijer (S).

Forrige sommer sejlede den private færge M/F Issehoved på ruten mellem Samsø og Århus, men færgen havde flere tekniske problemer og lå stille tre uger i højsæsonen. Desuden afviste venstre og konservative i januar i år at søge staten om driftstilskud, og færgeruten lukkede endeligt ned i maj i år.

Nu forsøger Samsø så igen med et kommunalt initiativ, og en evt. kommende færge, skal være både ny og driftssikker. Overfarten skal være maksimalt en time, og færgen skal kunne sejle i op til 18 sekundmeter.

Det forventes at ny færge vil koste mellem 30-35 millioner kr.