Jeg vil melde mig ud af efterlønsordningen - hvad gør jeg?

Det er altid muligt at melde sig ud af efterlønsordningen. De penge, du har indbetalt, er dine og er ikke tabt. Dog skal du være opmærksom på, at du mister en række rettigheder og muligheder, hvis du melder dig ud.

Konsekvenser ved at melde sig ud af efterlønsordningen

Du kan ikke få efterløn, hvis du melder dig ud af ordningen. Derudover mister du en række andre rettigheder:

Du kan ikke få skattefri præmie

Hvis du er tilmeldt efterlønsordningen, men venter med at gå på efterløn, har du mulighed for at optjene en skattefri præmie på op til 175.896 kr. (2024).

Du kan ikke få et seniorjob

Seniorjob er et tilbud til medlemmer, som opbruger dagpengeretten de sidste 5 år før efterlønsalderen, og som har ret til efterløn den dag, hvor den lovfastsatte efterlønsalder nås.

Du kan ikke få fleksydelse

Fleksydelse er en efterlønslignende ordning for personer, som er blevet tilkendt et fleksjob på grund nedsat erhvervsevne.

Udfyld blanket

Hvis du har talt med os og er sikker på, at det er det rigtige valg for dig at melde dig ud af efterlønsordningen, kan du gøre det her.

Sådan kan du få dit efterlønsbidrag udbetalt

Hvis du finder ud af, at du ikke vil bruge efterlønsordningen, kan du til enhver tid vælge at melde dig ud af ordningen. Som hovedregel får du overført pengene til din pensionsordning, og det er normalt skattefrit. Det gælder dog ikke, hvis du har en aldersopsparing.