Pressemeddelelse

Psykiatrien burde dømmes for meddelagtighed i drab

Dommen over en psykisk syg mand i Lindegårdssagen ændrer intet. Lige nu foregår et svigt af både psykisk syge og ansatte. Derfor burde rammerne for den samlede psykiatri nu sættes på anklagebænken for meddelagtighed i drabet på Vivi Nielsen, mener FOA.

”Historien om Vivis drabsmand er historien om systemet, der svigtede. Dommen over den psykisk syge mand ændrer intet for vores medlemmer, de psykisk syge og udsatte på bosteder landet over,” siger forbundsformand Dennis Kristensen, FOA.

 

”Derfor burde rammerne for den samlede psykiatri nu sættes på anklagebænken for meddelagtighed i drab og for at svigte de ansatte og de psykisk syge.”

 

I dag faldt der dom i sagen om drabet på den 57-årige social- og sundhedsassistent Vivi Nielsen. En 31-årig mand fik en anbringelsesdom til behandling på psykiatrisk afdeling.

 

Forinden drabet på Vivi Nielsen, der skete den 25. marts 2016, tryglede den psykisk syge mand om at blive indlagt, ellers var han nødt til at dræbe nogen, sagde han.

 

”Systemet svigtede. Det gør det også i dag, hvor begrebet ’frisk fredag’ er almindeligt kendt i psykiatrien. Det dækker over, at der ikke er plads til alle psykisk syge, hvorfor de mindst syge bliver udskrevet inden weekenden. De havner fx på bosteder som Lindegården,” siger Dennis Kristensen.

 

Han mener, at drabet kunne være sket mange andre steder i psykiatrien. Både på de socialpsykiatriske bosteder, som kommunerne er ansvarlige for, og i den regionale behandlingspsykiatri, der ligeledes er under stort pres.

 

Partierne bag satspuljen har sikret oprettelsen af nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger til 150 personer. FOA mener, at lovforslaget bør ændres på en række områder, men at det grundlæggende er et skridt i den rigtige retning.

 

Men pladserne er først klar i 2018 og vil langt fra løse alle psykiatriens problemer. Derfor kalder FOA på yderlig politisk handling i form af penge til flere sengepladser og økonomi til at ansætte flere til at tage sig af de psykisk syge.

 

”Siden drabet er der reelt intet sket på landsplan, så de ansatte nu og her kan føle sig mere trygge. Det ændrer dommen over en syg mand, der ved et tilfælde blev både drabsmand og offer for systemet, heller ikke på,” siger Dennis Kristensen.