Fredag den 09.10.2026 Pressemeddelelse
Regeringens forslag til finanslov møder ros fra fagforbundet FOA for at fastholde og forbedre velfærden, men forringelsen af seniorpensionen er helt skæv, lyder det.
FOAs forbundsformand Mona Striib møder regeringens forslag til finanslov med både glæde, optimisme og ærgrelse.
”Forslaget rummer en række positive løft af velfærden. Det er vigtigt, for vi skal bekæmpe uligheden. Særligt glæder jeg mig over investeringerne i demensområdet og børneområdet,” siger Mona Striib, forbundsformand for FOA.
”Der er lagt op til en velfærdsøkonomi, der gør det muligt at vi følger med, når samfundet bliver rigere, og vi samtidig bliver flere ældre, og kravene på sundheds- og børneområdet stiger,” påpeger Mona Striib.
Til gengæld er hun ærgerlig over, at finanslovsforslaget vil gøre det sværere for nedslidte at få seniorpension.
”FOAs medlemmer har hårde jobs, og kun få af dem kan holde helt til pensionsalderen. For mange af dem er seniorpensionen redningen. Derfor er det helt uforståeligt, at regeringen vil gøre det sværere at få seniorpension. Det er helt skævt,” siger Mona Striib.
”Jeg frygter endeløse kommunale afklaringer og et jobprøvningscirkus, som vi kender fra førtidspension. Det var netop det, vi ville undgå med seniorpensionen. Det er vigtigt, at det alene skal være en sundhedsfaglig vurdering som afgør, om man skal have seniorpension.”
Mona Striib påpeger, at forslaget om en forringet seniorpension er ekstra uforståeligt, når regeringen netop har lagt op til, at diskutere tilbagetrækning i en kommende arbejdslivskommission.
”Jeg håber, at de sammen med resten af folketinget kommer på bedre tanker,” siger Mona Striib.
Blandt finanslovsforslagets gode elementer fremhæver FOAs forbundsformand en ekstra pulje til uddannelse af pædagogisk personale i landets dagtilbud og den demensplan regeringen vil afsætte 170 millioner kroner til om året over de næste fire år – samt flere penge til folkeskolen, sundhed, støtte til udsatte grupper og flere penge til totalberedskabet.
”Det er vigtige penge, der lander et tørt sted. Det er bare en skam, at pengene til demensplanen er tidsbegrænsede. Det håber jeg også, at nogen vil tage op i de kommende forhandlinger,” siger Mona Striib.
FOAs formand fremhæver, at fremtidens store udfordring for velfærdssamfundet er rekruttering på velfærdsområderne. Ifølge FOA’s fremskrivninger ventes der en mangel på næsten 25.000 social- og sundhedsansatte de kommende år.
”Det er en fælles opgave at løse den kæmpe udfordring. Vi er klar, og vi håber, at regeringen og folketinget også vil være med. Vi skal meget snart i gang,” understreger Mona Striib.
Forbundsformand
Mobil: 23 41 41 98